Anmeldelse i Weekendavisen den 28. oktober 2005
The History of Love. Beklager, Nicole Krauss, vi er nødt til at tale om din mands forfatterskab.
En nostalgisk drøm
Der lander en roman på mit skrivebord, som på en eller anden udefinerbar måde bærer et panser af ukrænkelighed. Dels hedder den noget så højrøvet og prætentiøst som ”Kærlighedens historie”. Dels handler den om jødisk og eksistentiel identitetssøgning i Holocausts lange skygger. Dels er den skrevet af en ganske ung næsten-debutant fra New York, Nicole Krauss, som ligner enhver intellektuel mands drøm om en million dollar baby.
Dels er hun – det ved jeg på forhånd fra jungletrommerne i det litterære miljø – gift med selveste forfatterkometen Jonathan Safran Foer (og jeg ved også, at det er noget, hun hader at tale om). Dels er rygtet løbet i forvejen om at forlag og filmselskaber stod i kø med attraktive kontrakter, efter at Nicole Krauss havde fået bragt sin endnu uudgivne romans første kapitel i The New Yorker i februar 2002. Dels bærer bogens bagklap en anprisning af Nobelprisvinderen J. M. Coetzee, der for gode ord og betaling har ladet sig citere for, at den er ”Charmerende, øm og helt igennem original”.
Noget siger mig, at det her simpelthen er for godt og for rigtigt. Det skal naturligvis ikke ligge forfatteren til last, at hun er ung, ser godt ud og udgør den kvindelige del af New Yorks nyeste litterære magtpar, en slags arvtagere til Paul Auster og Siri Hustvedt. Og naturligvis skal hun have lov til at rode i rødder af sine østeuropæiske jødiske bedsteforældre, ganske som hendes mand gjorde i sin lige lovlig berømmede debutroman ”Alt bliver oplyst”. Problemet er bare, at Nicole Krauss nok skriver smukt, men ikke kan sige sig fri for en småkedelig forudsigelighed.
Der er to fortællerstemmer. Den ene er pubertetspigen Alma, den anden er Leo, som befinder sig på gravens rand. De kender ikke hinanden, men deres skæbner viser sig naturligvis at være sammenfiltret via et gammelt bogmanuskript, som dukker op fra fortiden. Leo er flygtning fra den gamle verden og pensioneret låsesmed. Han lever særlingens ensomme liv i en lejlighed, der er fyldt med overflødigt skrammel. Han er nødt til at bevæge sig af små stier, der er banet fra sengen til toilettet, fra køkkenet til døren osv. Hver dag sørger han for at lave et eller andet pinligt optrin i en butik, så han kan føle sig sikker på, at nogen har bemærket ham, hvis han nu skulle dø denne dag. På afstand følger han sin søn, som han aldrig har kendt, den berømte forfatter Isaac. Selv er han ophavsmand til et manuskript, der er gået tabt. Eller er det?
Almas mor, der er enke og litterær oversætter, modtager en dag et brev fra en ukendt mand, der vil betale hende en kæmpe sum for at oversætte en roman, som for mange år siden blev udgivet på spansk i Chile, nemlig ”Kærlighedens historie”. Han er blevet opmærksom på bogen, fordi moren har omtalt den i et forord til en helt anden oversættelse. I ”Kærlighedens historie” hedder alle kvinderne Alma, og herfra har fortælleren i Nicole Krauss’ roman sit navn. Alma øjner straks muligheden for, at manden og moren også kan finde kærligheden i hinanden. Selv lever hun i sin helt egen verden, hvor hun dels forsøger at rekonstruere et billede af sin døde far og lave lange optegnelser om, hvordan man overlever i vildmarken, dels bekymrer sig om moren og den sygeligt religiøse lillebror, der går under navnet Bird, fordi han en dag sprang ud af vinduet i den tro, at han kunne flyve.
Det karakteristiske miljø fra et New York befolket af sære snegle og intellektuelle enspændere kender vi fra så mange andre romaner og film, ikke mindst Paul Auster, hvis stil og stemning spøger voldsomt i kulissen. Nicole Krauss skriver nemlig med samme uheldsvangre fatalisme, hvor hun bid for bid lægger brikker til et mangfoldigt puslespil af menneskeskæbner, som til sidst indfrier læserens forventning om, at Almas og Leos skæbneveje vil krydse hinanden. En olding, der er bange for at dø uset og som kan åbne lukkede døre og finde vej af dunkle stier. En pige, der er manisk optaget af overlevelse og kærlighed. Naturligvis forbinder de tidsaldre og verdensdele som hinandens refleksion.
”Kærlighedens historie” vil blive knuselsket verden over af alle, der interesserer sig for den jødiske verden af i går. Romanen er både en nostalgisk drøm og en nutidig eksistensfortælling, som erobrer følelserne hos den læser, der møder den med tålmodighed og åbent sind. Det er nemlig slet ikke en nem roman at overskue, den er forvitret og forvirret som livet selv, men i sidste ende går den op som en fin kabale. Jeg synes bare, at den er lige lovlig indfølt og anstrengende i sin omgang med det evige tema om jødisk opbrud og tilpasning. Som forbrugeroplysning skal vi lige have med, at romanen står for filmatisering i hænderne på instruktøren Harry Potter-instruktøren Alfons Cuarón, der også nævnes som bagmand for indspilningen af Yann Martells ”Life of Pi”, der vandt Booker Prize for et par år siden.
Vi kan ikke komme udenom det, selvom det er et tabu, der knytter sig til Nicole Krauss. ”Kærlighedens historie” har symboler og handlingstråde, der minder helt enormt meget om ”Ekstremt højt og utrolig tæt på”, som hendes mand Jonathan Safran Foer udgav tidligere i år med velfortjent verdensomspændende succes. Der er ingen grund til at mistro hende et stort, selvstændigt talent, og angiveligt har de arbejdet sideløbende uden at udveksle manuskripter undervejs. Det er helt nærliggende igen at henvise til Paul Auster og Siri Hustvedt, der også skriver romaner som i princippet kunne bytte forfatternavn på omslaget uden at nogen ville opdage det.
I tilfældet Krauss/Foer kan man uden videre pege på, at begge romaner fortælles af et sært og selvstændigt newyorkerbarn på jagt efter families rødder og en død far. I begge romaner spiller Holocaust en afgørende rolle som den skæbnetunge baggrundsmusik. I begge romaner spiller nøgler og låse en symbolsk rolle. Og i begge romaner eksperimenteres der med typografien og stilen, ja både Krauss og Foer kan finde på at skrive en enkelt sætning eller et enkelt ord på en ellers helt blank side. Men mens Foer indbygger hele billedserier – med formidabel grafisk effekt – nøjes Krauss blot med fire pasfotos af sine bedsteforældre ved dedikationen (Til mine bedsteforældre, som lærte mig det modsatte af at forsvinde), som også rummer en tilegnelse ”Til Jonathan, mit liv”.
At Foer og Krauss fandt hinanden, er på mange måder historien om et forudsigeligt ægteskab. De mødtes, har jeg læst mig til, via en hollandsk forelægger. De havde begge beskæftiget sig med billedkunstneren Joseph Cornell i deres akademiske studier. Og de havde begge en jødisk baggrund og litterære ambitioner. Nu har jeg allerede i flere omgange forbrudt mig mod en af de regler, som Nicole Krauss ønsker at stille op for journalistik om hendes litteratur: Det må ikke også handle om hendes mand. Men det går altså ikke an, at bedømme den ene uden at skrive om den anden, så længe deres litteratur har alle disse fællestræk. Ægteskabet ophæver ikke basale standarder for litterær bedømmelse og indplacering i tid og tendens. Det er naturligt, at Jonathan Safran Foer og Nicole Krauss kan trække på fælles erfaringer i deres respektive familier, men det er lige så klart, at ægteparret er litterært påvirket og inspireret af hinanden. Det åbne spørgsmål er, om det vil vise sig at være en velsignelse eller en forbandelse for udviklingen i deres kommende forfatterskaber.
Nicole Krauss: Kærlighedens historie. Oversat af Claus Bech. 254 sider, 299 kroner. Gyldendal.