Anmeldelse i Weekendavisen den 6. februar 2005.
Argument og analyse. Preben Wilhjelm forklarer, hvordan venstrefløjen tabte det hele.
Totalitære? Det kan I selv være!
At angreb ofte er det bedste forsvar, ved både fodboldtrænere, militærstrateger, spindoktorer – og Preben Wilhjelm. Erindrings- og debatbogen ”Fra min tid” er i hvert fald et yderst offensivt udfald mod alt fra venstrefløjens stiv- og knivstikkeri i 70’erne til de seneste års benhårde kritikere af selv samme venstrefløjs forhold til demokrati og totalitarisme.
Om sit gamle politiske miljø, skriver han: ”Der var mange, der levede og åndede for parti- og fraktionsarbejdet; for nogle blev det en hel identitet. Det er ikke særlig sundt, når det får karakter af en glasklokke. Det er utroligt, hvordan ellers fornuftige mennesker i sådanne indspiste miljøer kan gelejde hinanden ud på overdrevet (…). Risikoen for sekterisme er lige om hjørnet.”
At kritikken ikke er resultatet af en sen eftertanke hos den nu 70-årige forfatter, fremgår af den tale, han holder på VS’ Grundlovsstævne på Bellahøj friluftsscene i 1980. Her peger han på, at der for første gang i partiets historie er meningsforskelle, som er antagonistiske, altså uforenelige og umulige at rumme i et parti. Hans udgangspunkt er, at der var kredse i partiet, især omkring Internationalt Udvalg, ”der gav udtryk for synspunkter, som kunne skabe tvivl om VS’ holdning til mål og midler, til demokrati og menneskerettigheder.”
Han peger helt konkret på, at der var udvalgsmedlemmer, der solidariserede sig så meget med palæstinensernes sag, at de ikke ville tage afstand, da der blev smidt håndgranater ind i skolebusser med israelske børn. Tiden var derfor kommet til af få en ”entydig demokratisk afklaring, eller også måtte vi fremprovokere en afskalning.”
I talen på Grundlovsstævnet stillede Preben Wilhjelm ultimative krav om, at partiet ikke måtte have uklare principper i forhold til begreber som demokrati, terrorhandlinger og gidseltagninger, dødsstraf, udlevering af politiske flygtninge, ytringsfrihed, berufsverbot og retsbeskyttelse. Sagen var jo, at der var mange der mente, at den politiske kamp mod kapitalismen kunne retfærdiggøre f.eks. brug af vold, og konsekvensen af talen var, at en lille snes medlemmer i kredsen omkring Internationalt Udvalg meldte sig ud af partiet – som i øvrigt fastslog den linie, Preben Wilhjelm havde krævet.
Når Preben Wilhjelm nu går til angreb på venstrefløjens kritikere – i særlig grad Bent Blüdnikow – er det fordi, han føler sig fejlfortolket og misbrugt i debatten. Han mener at den kritik, som han selv stod for internt på venstrefløjen, ikke mindst i talen fra Grundlovsstævnet i 1980, er blevet spændt for en ideologisk kampagne, fordi den tit er blevet citeret som et vidnesbyrd om, at venstrefløjen ikke havde rod i demokratiske principper. ”Man undlader, at oplyse at eksemplerne stammer fra et kompromisløst opgør med de omtalte udskejelser. Man lader det fremstå som om de holdninger, jeg gør op med, er de dominerende og sejrende på venstrefløjen. Man undlader at fortælle, at de straks blev imødegået, og at vi selv tog opgøret uden at være presset til det udefra.”
Preben Wilhelm argumenterer med en overbevisende entusiasme, som der utvivlsomt er belæg for i den aftrykte tale. Men han efterlader alligevel et ubesvaret spørgsmål. Avisdebatten om Internationalt Udvalg i VS har jo i meget høj grad handlet om den samarbejdsaftale, udvalget indgik med den palæstinensiske terrorbevægelse, PFLP, i august 1980. Hvordan stemmer denne aftale overens med det interne opgør, som fandt sted i forbindelse med Grundlovsmødet to måneder tidligere, efter at medlemmer af udvalget havde nægtet at tage afstand fra at der blev smidt håndgranater ind i israelske skolebusser? Det savner bogen en fornuftig forklaring på.
Preben Wilhjelms indignerede defensorat for venstrefløjen rummer et udfald mod en af det borgerlige Danmarks mere interessante politikere, Birthe Rønn Hornbech, som jo ellers har høstet bred ros og anerkendelse alle steder fra for sit standhaftige retspolitiske arbejde, der flere gange har brudt partiets politik. Men så nemt er det ikke at imponere Preben Wilhjelm. Han skriver: ”Der er ikke ét af de punkter, Birthe Rønn Hornbech har forholdt sig kritisk overfor, lige fra Tvind-loven til tørklædediskussionen, som venstrefløjen ikke har forholdt sig lige så principielt og kritisk overfor. Det vækker ingen opmærksomhed, og det er paradoksalt. Man tager det som en selvfølge, at venstrefløjen indtager de standpunkter som Birthe Rønn Hornbech som en hæderlig undtagelse fra den borgerlige blok bliver højagtet for at indtage – samtidig med at man tilskriver venstrefløjen et tvivlsomt forhold til demokratiet!”
Han remser derefter op, at Birthe Rønn Hornbech har støttet alle de tiltag indenfor retsplejen, der karakteriserer en politistat, ja ikke bare støttet men agiteret for stramninger af udlændingeloven, som har bragt os på kant med menneskerettighederne, støttet antiterrorpakkens drastiske forringelser af borgernes retsgarantier, tilslutningen til den europæiske arrestordre og Danmarks deltagelse i den folkeretsstridige krig i Irak.
Efter at have pillet glorien af de liberales vigtigste retspolitiske profil, er Preben Wilhjelm parat til at sætte et sviende frontalangreb ind på sine gamle borgerlige modstandere fra Folketinget. Han fortæller – tørt og morsomt – om en rejse til Korea, som medlemmer af alle folketingets partier var inviteret med på i sommeren 1982. Mens han selv stillede kritiske krav til den koreanske ambassadør, der skulle tilrettelægge programmet, sørgede Arne Melchior, CD, for at værterne kunne tilrettelægge turen uden generende ønsker fra gæsterne. Da det kom til stykket fik Arne Melchior kolde fødder, og efter konsultation med den amerikanske ambassade, valgte han at melde fra til turen. Det får Preben Wilhjelm til at spy ild:
”(…) Det taler for sig selv, at et dansk folketingsmand først slesker for ambassadøren og modarbejder forslag om ubekvemme programpunkter, derefter opsøger han og retter ind efter en fremmed magts interesser.” Og så langer han en kæberasler ud, der fuldkommen spejlvender debatten: ”Når vi så skoleklasser i 8-10 års alderen i deres hvide skjorter og røde tørklæder uden voksenledelse bevæge sig klassevis rundt i byerne i snorlige rækker og i takt, så var det de borgerlige, der syntes det var yndigt, mens vi fra venstrefløjen fandt de nedslående. Jeg vil vove den påstand, at de aller-allerfleste, jeg har kendt på venstrefløjen, hvis de var vokset op i et land i østblokken, ville være blevet dissidenter, mens de fleste borgerlige i samme situation ville have tilpasset sig og gjort karriere på systemets betingelser.”
Jo, den er god nok. I sit forsvar for den venstrefløj, som de borgerlige har beskyldt for at flirte med de autoritære regimer, vender Preben Wilhjelm det hele på hovedet. Totalitære? Det kan I selv være! Det er fint nok at føre krigen over i fjendens lejr, og faktisk tvivler jeg ikke på, at der kan være noget om snakken. I ethvert samfund findes der folk, som er parat til at forvalte magten uanset hvad magten handler om. Men her fremstår det nu som en uartikuleret anklage, der ville have haft meget mere tyngde, hvis den havde været præciseret med motiv og navns nævnelse. Når nu Preben Wilhjelm mener, at ”de fleste borgerlige” ville have gjort karriere på systemets betingelser, kunne vi godt fortjene en grundigere argumentation. Som sagt: Et angreb er det bedste forsvar.
Preben Wilhjelm er en alvorlig mand, men han har nu sans for det barokke. Han giver to eksempler på, hvad han ganske utilsigtet har på samvittigheden: I 1978 er VS med til at blotlægge et smuthul, som gør at fonde kan slippe for at betale skat, bl.a. ved hjælp af den konservative landsretssagfører Kristian Mogensens rådgivning til erhvervslivet. VS beskriver det i en pjece, som bliver revet væk fra partikontoret. Det begejstrer Preben Wilhjelm, indtil han opdager, at det alene er revisorer, der vil lure kunsten af til gavn for deres klienter. Men så kommer en bestilling på 40 eksemplarer fra Poul Jørgensen i Ulfborg. Nu skal de unge på Det nødvendige Seminarium altså lære alt om, hvordan erhvervslivet snyder i skat, tænker de i VS. Tre måneder senere står der i avisen, at Tvind har omstruktureret sig og nu er en fond.
Samme år udgav Preben Wilhjelm en pamflet om Folketingets muligheder for at kontrollere forvaltningen. Han pegede på, at ændringen fra ad hoc udvalg til stående udvalg i tinget, havde den konsekvens, at en minister kunne holde ombudsmanden væk fra en sag ved at bede en partifælle om at stille et udvalgsspørgsmål om sagen i et udvalg. Pamfletten blev delt ud til alle folketingsmedlemmer, og Erik Ninn-Hansen takkede for den interessante læsning. Sandsynligvis glemte han aldrig, hvad han havde læst, for han fik som bekendt stoppet ombudsmandens undersøgelse af Tamil-skandalen ved at lade Grethe Fenger-Møller stille et udvalgsspørgsmål.
”Fra min tid” er dels en stemningsfuld erindringsbog (barndom, skoletid og Aksel Larsen er også med), dels en tankevækkende dokumentsamling (taler og kronikker i optryk), dels en flammende politisk debatbog om alt fra 70’ernes boligpolitik til nutidens udlændingelov, antiterrorlov og krigen i Irak – garneret med suveræne satiriske sideblikke til grotesk lovsjusk, magtens obstruktion af irriterende opposition (A.P. Møllers koncession i Nordsøen) og mærkelige manipulationer og lækager. Til gengæld er der også sekvenser, som bliver sluppet alt for hurtigt, f.eks. er der optræk til et interessant portræt af Mogens Glistrup, men det slutter ærgerligt nok, før det egentlig er begyndt. Bogen er skrevet med en bidsk retfærdighedssans, der visse steder kammer over i irriterende selvretfærdighed. Helt galt går det, da Preben Wilhjelm giver ondt af sig over at være blevet uretfærdigt forkortet af daværende debatredaktør Bent Blüdnikow. Det er muligt at han har ret, men det retfærdiggør ikke, at han skriver, at Blüdnikow ville ”have været en glimrende pressechef for Slobodan Milosevic”. Fordi man beskærer et debatindlæg (om det så er unfair), fortjener man ikke at blive gjort til propagandist for en mand, der er anklaget for folkedrab. Hellere ikke selvom det bedste forsvar er et angreb.
Så længe Preben Wilhjelm holder sig til argumentation og dokumentation, gør han en overbevisende indsats. Hans analytiske sans er imponerende, og hans politiske tæft og talent i en kategori for sig. Hvor må det gøre ondt på hans gamle kampfæller, at høre den mest skarphjernede socialists domsafsigelse over venstrefløjen: Vi tabte det hele.
Preben Wilhjelm: Fra min tid. 344 sider, 269 kr. Gyldendal.