Kommentar i Weekendavisen den 12. maj 2010.
Kommentar. Giver det mening at efterlyse forfatterne med indvandrerbaggrund?
Eva er adopteret fra Korea, Alen er flygtning fra Bosnien, Birgithe er datter af en jugoslavisk far og en dansk mor, og Lones forældre er hhv. dansk og egyptisk – så hvad har de til fælles?
Jo, de er alle forfattere, og Eva Tind Kristensen, Alen Messkovic, Birgithe Kosovic og Lone Aburas udgør ifølge Gyldendals litterære direktør Johannes Riis’ mening en ny tendens i dansk litteratur.
Til gratismagasinet Littertursider (der udgives af bibliotekernes website om skønlitteratur, litteratursiden.dk) siger han, at det er glædeligt at ”der begynder at komme litteratur fra den del af Danmarksbilledet. Der har vi været mange år bagefter i forhold til USA, England og Frankrig.” Og ikke mindst Sverige, kunne han have tilføjet – udskældte og forhadte Sverige, som for længst har fået et litterært kvalitetstilskud i form af det, vi endnu kun kan drømme om, nemlig store samtidsromaner, som fornyer sproget og giver indblik i indvandrernes verden.
Men giver det mening at efterlyse forfattere med indvandrerbaggrund? I litterære kredse har man ledt efter dem i årevis, og på uddannelses- og udklækningsanstalten Forfatterskolen har man tydeligvis også ønsket at gøre sit. Her har navne som Shadi Angelina Bazeghi og Nassrin el Halawani taget deres afgang, men det har ikke rigtig sat sig spor i litteraturen.
Gyldendal forsøgte for nogle år siden at lokke talenterne frem i en godhjertet konkurrence sammen med Berlingske Tidende. Det kom der en smule ud af, en lille antologi, men ikke meget af blivende værdi. Og slet ikke et egentligt gennembrud. Vi venter derfor stadig på danske pendanter til folk som engelske Hanif Kureishi og Zadie Smith og svenske Jonas Hassen Khemiri og Marjaneh Bakhtiari. Og alt tyder på, at vi kommer til at vente længe endnu.
Men det er ikke kun i litteraturens verden, at ”det etniske spøgelse” huserer. I alle grene af kulturlivet spørger man sig selv, hvad der skal til for at skabe mere mangfoldighed, og Kunstrådene under Kunststyrelsen (altså de råd, der fordeler støttekronerne til deres respektive områder, litteratur, musik, billedkunst og scene) har ligefrem fået en særlig konsulent tilknyttet, som skal rådgive om, hvordan man kan finde og udvikle talenterne og forbedre samarbejdet med kunstnere med etnisk baggrund. Som om det at være ”etnisk” skulle være en kvalitet i sig selv. Det er det jo ikke, men god litteratur er. Derfor består den største udfordring i at nedbryde sprogbarrierne mellem de skrivende og dem, der skal antage og udgive bøgerne.
Sagen er vel i al sin enkelhed, at bøgerne udkommer, når manuskripterne er gode nok. Men hvorfor er de lige, at vi forventer, at folk med en eller anden for for flygtninge-, indvandrer- eller anden blandingsbaggrund partout skal skrive om emner som eksil, kulturel splittelse og integration? Hvorfor skal denne del af det, som Johannes Riis kalder ”Danmarksbilledet”, være en særlig forpligtelse for netop denne type forfattere. Hvorfor forventer vi, at de netop skal skrive om identitet og kultur? Ja, sandsynligvis fordi vi mere ser den slags mennesker som kulturelle projekter, end som først og fremmest forfattere.
Derfor sænkede tavsheden sig også så besynderligt over romanen No Limit af Mehran Vahman (Det Andersenske Forlag, 2007) – for hvad skal man stille op med en iransk ingeniør der efter 30 år i Danmark debuterer med en krimi om poker? Romanen udkom på pokerbølgens højeste og var egentlig en god historie (god roman eller ej, jeg ved det ikke, for jeg overså den også), men emne og forfatter levede ikke op til mediernes forstilling om, hvad indvandrere skal skrive om – nemlig dem selv og deres eget multietniske liv.
Hvis Johannes Riis har ret i, at forfattere med en indvandrerbaggrund udgør en tendens (en lillebitte tendens!), så er det en tendens, hvis vigtigste forløber satte sine varige spor i litteraturen allerede for 20 år siden, nemlig Muniam Alfaker, der er et stort navn i f.eks. Egypten, men knap nok bliver læst i Danmark, hvor de mest veletablerede forfattere med udenlandske baggrunde utvivlsomt er polske Janina Katz eller Maria Giacobbe fra Sardinien.
Vi har altså stadig meget til gode. Af de forfattere Johannes Riis nævner – alle fra hans eget forlag – er nemlig kun én enkelt, Alen Meskovic, ikke vokset op i Danmark. Han kom hertil som stor dreng under borgerkrigen i Ex-Jugoslavien. De øvrige er mindst lige så meget danske som de er alt muligt andet, og sprogligt – hvilket er vigtigt for en forfatter – er de danske og har altid været danske. Det betyder, at digterne Alfaker og Katz stadig er de eneste rigtige fremmede fugle, der har etableret sig i den danske litteratur.
Indvandrerne sætter også spor i den danske litteratur uden at skrive, senest har Olav Hergel i Indvandreren og Karsten Lund i Skrønen om Erkan bragt tilflytternes historier i centrum i det de har omtalt som ”surrogatromaner”. Men det evige spørgsmål forbliver ubesvaret: Hvor er forfatterne med indvandrerbaggrund? Det giver ikke megen mening at efterlyse dem. Jeg tror at de kommer, når de kommer, hvis de kommer. De gode bøger kan ikke presses frem. Uanset om Forfatterskolen gør en ekstra indsats, uanset om forlagene, aviserne og organisationerne laver antologier, uanset om Kunstrådene tilknytter en konsulent. Hvis der sidder et menneske derude med skrivetalent og noget på hjerte, så skal litteraturen nok komme frem.