Kommentar i Weekendavisen den 14. januar 2011.
Mudde og Malik. Den højreradikale tiårsdrøm om det etnisk og nationalt homogene samfund er snart forbi. Men hvad vil venstrefløjen?
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, siger man jo. Hvis det er sandt, kommer den økonomiske krise som kaldet. I hvert fald, hvis man følger logikken i den amerikanske professer Cas Muddes interessante analyse (Orientering på P1 i tirsdags), der siger, at højreradikalisme vinder frem i perioder med økonomisk overskud, men taber terræn når krisen kradser.
Professorens pointe er denne: I tider med tryghed er der masser af plads til en debat om nationalidentiteter og værdier – og det er som bekendt hovedernæringen for de højreradikale. I finanskrisetider koncentrerer den politiske og offentlige debat sig derimod om økonomiske emner – og så får de højreradikale partier problemer med at sætte dagsordenen.
Hvis man ser tilbage på de seneste ti år med økonomisk opsving, passer pengene: Den europæiske højrerdrejnings mønsterparti, Dansk Folkeparti, har svunget taktstokken, og vi har diskuteret værdier og identitet til langt ud over kvalmegrænsen. Vi havde pludselig så meget friværdi i vores værdier, at vi byggede ud med en flerfløjet national kulturkanon, der dels skulle genopdrages os til ægte danskhed, og – som den daværende kulturminister Brian Mikkelsen kom til at sige i en alt for ærlig fortalelse – dels være et slags bolværk mod islam.
Så kom krisen – og hvem snakker om kulturkanoner i dag? Nej, nu handler det om genopretningspakker og om afskaffelse af efterlønnen. De hårde økonomiske spørgsmål har fortrængt de værdi- og identitetspolitiske emner, og ifølge Cas Mudde betyder det altså, at Dansk Folkeparti vil få sværere ved at sætte dagsordenen med deres mærkesager. Og man må jo give ham ret i, at man ikke just fornemmer udlændingevalg i den politiske atmosfære for tiden.
Højredrejningen risikerer altså at miste den politiske slagmark, som de har vundet valg på i årevis, og det kan man kun glæde sig over, hvis ikke man deler de højreradikale synspunkter – og Cas Mudde, der forsker i europæisk højreradikalisme, henregner uden tøven Dansk Folkeparti til kategorien af højreradikale partier af følgende grunde: de har monokultur som politisk ideal, de er kritiske overfor indvandring, de er mistillidsfulde over for den højtuddannede elite, de kræver strengere straffe, og de fremfører deres synspunkter populistisk, som om det ikke bare er deres egne, men hele befolkningens.
Mens Dansk Folkepartis opgave altså er, at fastholde fokus på værdier og nationalidentiteter, må de andre partier slås om og med økonomien. Men de må også finde nye løsninger på de højreradikales mærkesager. Cas Mudde undrer sig over, at Europa i årtier har betragtet højreradikale partier som en slags midlertidig unormalitet, og han siger at de euopæiske mainstreampartier har været for dårlige til at finde svar på spørgsmål om islam i Europa. Disse partier må udfra deres egen ideologi finde de liberal-demokratiske svar. Hvorfor, spørger professoren, taler Socialdemokraterne om integration som et etnisk spørgsmål, når det burde være mere naturligt for dem, at tale om det som et klassespørgsmål?
Også den indisk-britiske forfatter Kenan Malik har i denne uge kommenteret de europæiske mainstreampartiers manglende svar på spørgsmål om masseindvandring (som han går ind for) og multikulturalisme (som han er imod), og han taler i samme spor som Cas Mudde: Venstrefløjen har droppet kampen for de universelle rettigheder, og i stedet omfavnet identitetspolitikken ved at gøre lighed til et spørgsmål om retten til forskellighed. Nu er det venstrefløjen, der forsvarer traditioner, tro og kultur imod ’de andre’, hvilket normalt er højrefløjens opgave. Sagen er bare, at det er indvandrerenes ret til at bevare traditioner, tro og kultur, som venstrefløjen forsvarer. Og det betyder, mener Kenan Malik, en multikulturalisme, at vi har brugt tyve år på at skabe et stammesamfund i stedet for at se folk som borgere.
I denne uge fik venstrefløjen altså den samme opsang to gange, og det skal den være taknemmelig for. Der er nemlig brug for at gennemtænke hele det politiske udlændingeområde, som Dansk Folkeparti har haft så kolossal magt over i de seneste små ti år, hvor den økonomiske højkonjunktur har givet råderum til en stadig mere aggressiv værdidebat – og lejligheden byder sig nu under den økonomiske krise, hvis Cas Mudde har ret i, at identitetspolitik bliver trængt i baggrunden, når behovet for de finansielle reformer trænger sig på.
Den højreradikale tiårsdrøm om det etnisk og nationalt homogene samfund er forhåbentlig snart forbi. Mainstreampartierne bør derfor gå i tænketank og redefinere hele det komplicerede spørgsmål om masseindvandring og multikultur. Men hvad vil venstrefløjen? Det er jo ikke kun uenigheden om efterlønnen mellem Socialdemokraterne og SF på den ene side og De Radikale på den anden, der gør den kommende valgkamp sær. Det er også spørgsmålet om Danmarks udlændingepolitik, hvor oppositionen reelt er splittet.
Dansk Folkeparti vil slås for at gøre indvandring til et valgkampstema. Det vil de andre derimod gerne undgå. Men der venter en hverdag efter valget, og – misforstå mig ret – den økonomiske krise kommer som kaldet, for den kan forhåbentlig skabe en ny og progressiv debat om indvandreres med- og statsborgerskab, rettigheder og pligter til afløsning for en ørkesløs evigheds-diskussion om kultutrelle værdier og etnisk oprindelse.