Anmeldelse i Weekendavisen den 19. august 2011.
Djævlepagt. Steve Sem-Sandbergs roman om ghettoen i Lodz kan kun læses med lidelse, ikke med nydelse.
Der står en ung soldat med kraftigt rugblond hår på en ladvogn ved et sygehus. I hånden har han et gevær med bajonet. Fra et vindue kaster en anden uniformeret mand små, nøgne spædbørn ud af et vindue. Med bajonetten spidder den unge soldat de skrigende kroppe i luften, så blodet løber ned langs hans uniforms opsmøgede ærmer.
Den svenske forfatter Steve Sem-Sandberg beskriver denne rædselsscene i sin dokumentariske roman De fattige i Lodz, som skildrer tilværelsen for den kvarte million polske jøder, der 1940-44 var spærret inde i en forseglet bydel på ca. fire kvadratkilometer. Her skulle de først arbejde som slaver for nazisterne, siden skulle de deporteres og tilintetgøres.
At spidde spædbørn er så brutal inhumant og hinsides al beskrivelse. Derfor bruger forfatteren heller ikke overflødige ord. Han beskriver scenen nøgternt – nærmest med en form for lakonisk resignation – i fuld tillid til sin læsers emotionelle anfægtelse, og han lader dermed barnedrabet stå som det samlende symbol på ghettoens tragiske skæbne. Steve Sem-Sandbergs roman handler nemlig dybest set om børn som ofre. Ofre i dobbelt forstand.
Da nazisterne omdannede den jødiske bydel i Lodz til ét stort fængsel, indsatte de forretningsmanden og børnehjemsbestyreren Mordechai Chaim Rumkowski i jobbet som “jødeældste”, en slags borgmester med nærmest uindskrænket magt til at træffe beslutninger om ghettoens indre liv – naturligvis som lydig marionetdukke for tyskerne.
Når nazisterne dekreterede deportationer i tusindvis, var det f.eks. Rumkowskis opgave at føre ordren ud i livet ved at udvælge de personer, der skulle sendes ud af ghettoen, og han bestred sit hverv med forbløffende nidkærhed. Han mente selv, at han kunne beskytte ‘sin’ ghetto ved at samarbejde med tyskerne, for så længe jøderne var arbejdssomme, ville de ikke blive slået ihjel. Rumkowskis credo var nærmest som citeret fra Auschwitz: Arbeit macht frei.
Selv ryster han ikke på hånden, end ikke da nazisterne forlanger deportation af børn. Rumkowski, der aldrig selv har fået børn og i øvrigt er pædofil, henvender sig i en berømt tale til ghettoens borgere med empati og patetisk retorik, hvor han hævder at han kan beskytte flertallet ved at ofre børnene. Og det lyder som om han reelt nyder at føre nazisternes krav ud i livet: “Giv mig jeres børn…!” siger han. “Jeg forstår jer, mødre. Jeg ser jeres tårer. Jeg hører også jeres hjerter slå, fædre, I som er nødt til at gå på arbejde dagen efter at jeg har taget jeres børn fra jer…”
Talen – gengivet som den blev holdt i virkeligheden – rummer romanens essens: Beskyttelse og svigt. Beskyttede Rumkowski ghettoen? Eller plejede han mest sine egne privilegier som magtfuld kollaboratørembedsmand på nazisternes nåde? Disse spørgsmål stiller Steve Sem-Sandberg i det bidende og brutalt hjerteskærende portræt af den magtbegejstrede, selvretfærdige og kyniske jødeældste, der mener at tvivl og vantro er til for de svage.
Steve Sem-Sandberg er skønlitterær dokumentarist (som f.eks. P.O. Enquist og Thorkild Hansen), og De fattige i Lodz er skrevet på grundlag af den såkaldte Ghettokrønike på 3.000 sider, der består af noter og optegnelser fra medarbejdere i ghettoens arkivafdeling. Dette dokument blev netop udarbejdet med henblik på eftertiden, og Sem-Sandberg giver kronikørerne ære og værdighed med denne skelsættende ubehagelige roman om de 250.000 jøder i Lodz, hvoraf under 1000 overlevede deportationerne. Hovedpersonen er naturligvis det gådefulde dobbeltmenneske Mordechai Chaim Rukowski, men børnene – de spiddede spædbørn, pædofiliofrene og de tvangsdeporterede – er romanens vigtigste personer.
Ghettokrøniken er nu fiktionaliseret som en dramatisk roman med en demonstrativ antidramatisk titel, en roman der ikke kan læses med nydelse, kun med lidelse. Med sine åbenlyse dokumentariske kvaliteter er Steve Sem-Sandbergs roman både relevant og nødvendig, men den er også spekulativ i sin litterære stil, hvor al dialog er skrevet i kursiv og centreret på siden, så romanen nærmest tonesættes som et spil for stemmer på et historisk museum.
De fattige i Lodz skildrer Rumkowski i intelligent portrætkunst, og hans djævlepagt og dobbeltspil står mejslet som en suveræn psykologisk analyse af en traumatiseret mand i en traumatiseret by i en traumatiseret tid. Var Rukowski en forræder eller en helt? Steve Sem-Sandbergs roman er labyrintisk, klaustrofobisk, fuld af blindgyder og umulig at trænge ud af, både fysik og mentalt. Som ghettoen selv.
Steve Sem-Sandberg: De fattige i Lodz. På dansk ved Niels Lyngsø. 661 sider, 349 kr. Gyldendal.