Anmeldelse i Weekendavisen den 27. april 2012.
Sort humor. Torben Munksgaard forsøger at sige noget seriøst på en sjov måde om det moderne menneskes meningsløshed.
Misundelse er nøglen til lykke
Han debuterede særdeles originalt og morsomt med roman Retrograd (2007), og han indfriede forventingerne ok med den fermt spekulative identitetskomedie Den perfekte mand. En selvbiografi (2009). Men med Sort hund går det desværre skævt for forfatteren Torben Munksgaard.
Romanen føjer sig ellers helt naturligt til forfatterskabet, som endnu en grotesk-ironisk forviklingsfortælling, hvor identiteter og navne flyder. Den sorte hund i romanens titel er oprindelig hvid, men bliver farvet af en kontanthjælpsmodtager, der stjæler den for at slippe af med sin ensomhed – og så kan en transformation vist ikke gøres mere tydelig.
Hundens oprindelige ejer en en veletableret mand med forretning, kone og børn, men da hunden forsvinder, går ægteskabet op i limningen. Konen går fra ham, men hvad rager det ham, han elsker hende jo ikke mere, tværtimod. Midaldrende mand i frit fald – det har vi set før. Ligeglad midaldrende mand i frit fald – det har vi også set før. Forfatteren udstyrer derfor manden med en pik, der taler til ham med bibelcitater, f.eks.: “Er du bunden til en hustru? Søg ikke at blive fri! Er du fri? Søg dig ikke en hustru! Første Korinterbrev 7,27.” Det ligner panik før lukketid.
Hundetyveriet sætter en række spejlvendinger igang, hvor positioner, navne og relationer bliver sendt en tur i slyngen, og da det hele slutter, er intet som før – nej, meget er faktisk blevet bedre, og romanen slutter med flere lykkelige mennesker, end den begynder.
Sort hund vil sige noget seriøst på en sjov måde om det moderne menneskes meningsløshed og om jagten på lykke, men det satiriske vid bryder ikke igennem. De passager, som bedst sætter menneskers psykologiske isolation på spidsen, forsøger sigende nok slet ikke at være morsomme.
Et godt eksempel er en omgang basal – og banal – livsvisdom fra en biperson, der kun er med i én enkelt scene: “Misundelse er nøglen til lykke,” siger han. Og: “Det eneste, der giver mennesker oprejsning, er at have noget, som andre ikke har.”
Et andet godt eksempel er da vores hundetyv bevæger sig op ad en bakke, som alle andre går ned ad: “Sådan havde det altid været, tænkte han; han havde ikke haft let adgang til menneskeheden. Altid alene; allerede i skolen befandt han sig bedst alene, og med årene blev det bare sværere og sværere at trænge ind i mængden, når nu han var vant til at holde sig for sig selv.”
Det viste sig, at han var ordblind, ifølge hans mor en nedarvet forbandelse. Nu, hvor han er voksen, er den martyriske mor hans eneste kontakt med omverdenen – plus en imaginær ven, der sidder på hans skulder og lokker ham på afveje med dårlige råd, en fiktiv kæreste, som han lyver ind i sit liv for at passivisere moren, en stjålet hund og en luder.
Og sådan er det med alle personerne: de er fulde af løgn og hemmeligheder, giver sig ud for at være nogle andre end dem de er, påtager sig falske identiteter, nye navne osv. Og til sidst falder det hele på plads, sådan som det sig hør og bør i en forvekslingskomedie.
Vejen fra sort hund til sort humor er desværre længere end en sjov grundidé. Torben Munksgaard tænker stadig sine plots med en betydelig friskhed, og han skal have ros for sin ambition om at forene eksistens, identitet og humor – men denne gang får hans ellers veldokumenterede flair for grotesker og satire hverken form, fylde eller format.
Torben Munksgaard: Sort hund. 328 sider, 300 kr. Roman. Lindhardt & Ringhof.