Anmeldelse i Weekendavisen den 4. januar 2013.
Københavnertekster. Amalie Laulund Trudsø debuterer med talentfuld prosa om en ung kvinde i hovedstaden.
Vader i vinter
Forlagene har de senste år brugt den stille januar, hvor alle fordøjer den hektiske sæson op til jul, til at sende førstegangsforfatterne i manegen, og ofte har det givet pote i form af fyldig presseomtale og positive anmeldelser, tænk bare på Kim Leines Kalak (2007), Josefine Klougarts Stigninger og fald (2010) og Stine Pilgaards Min mor siger (2012)
Vi er blevet vant til at vente os noget særligt af de skønlitterære titler, der udkommer i den januar, og i stedet for at tage presset af de nye navne, er forlagene faktisk kommet til at lægge en forventningsbyrde på debutanterne. Januar er tiden til editors special choices, men januar gør det jo ikke i sig selv. Talentet skal kunne tåle tidspunktet.
Og her kommer så Amalie Laulund Trudsø – årgang 1988 og dansk- og retorikstuderende på Københavns Universitet – som en af årets første nyheder. Den lille bog hedder Koordinater, hvilket jo er en ret fersk og krukket titel, som ikke inpirerer synderligt. Det gør derimod genrebetegnelsen: Københavnertekster. Og konceptet: Hvert kapitel er på en enkelt side eller måske halvanden, og hver tekst har titel efter en gade i hovedstaden, ja bogen burde jo have heddet København, hvis ikke det var fordi Katrine Marie Guldager allerede havde snuppet den titel.
De ca. 60 korttekster udgør tilsammen en lille roman med et spinkelt korpus, men med fynd og fylde i både sproget og den diskret antydede handling, hvor vi følger en ung nytilflyttet kvinde i hovedstaden og hendes problemer med kærligheden, for eksempel fyren, der ærligt nok advarer hende om at han har været indlagt på den lukkede og derefter dropper sin medicin.
Med gadenavnene som topografiske korrdinater, kommer vi gennem hovedstaden, og på hver adresse udspiller sig en begivenhed, en tanke, en sansning, en følelse. Bid for bid, gade for gade, monterer Amalie Laulund Trudsø teksterne til et samlet billede af den unge kvinde og den by, hun lærer at kende, adresse for adresse, nærmest som en organisme.
En lille smagsprøve fra teksten om Sortedam Dossering: “Når jeg længes så mindeligt, så smerteligt, så frydefuldt mod forår, glædes eller græder over orange efterår, sejler i sjaskvåd sommer, vader i vinter til knæene, wathever. Så ligger Søerne der: fire pøle af tabt lykke.”
Det er indiskutabelt velskrevet, men måske også lige lovlig velskrevet med al denne tekniske fokus på rytme og aliterationer: mindeligt/smerteligt, frydefuldt forår, glædes eller græder, sejler i sjaskvåd sommer, vader i vinter…
Amalie Laulund Trudsø er ikke et produkt af Forfatterskolen, som de nævnte Josefine Klougart og Stine Pilgaard (der, det må lige understreges, er meget forskellige fra hinanden), men hun er beslægtet med dem begge. Med Josefine Klougart i forsøget på at portrættere steder og stemninger i et præcist og stilbevidst sprog, her er vi blot på stenbroen, ikke ude på landet. Og med Stine Pilgaard i beskrivelsen af den unge kvindes tiltagende forladthed og tvivl. Men hvor Stine Pilgaard er decideret morsom, er Amalie Laulund Trudsø mere besk.
Koordinater er skrevet med klart talent (måske også med talent nok til januar) – og ungdom i storbyen skal enhver generations debutanter jo skrive om, men Københavnerteksterne er forhåbentlig blot forstadiet til et forfatterskab med andet og mere på hjerte.
Amalie Laulund Trudsø: Koordinater. Københavnertekster. 92 sider, 150 kr. Rosinante.