Weekendavisen den 28. november 2014.
Nuuk Sapiens. Niviaq Korneliussens debuterer med et eksemplarisk ueksemplarisk strømmende sprog.
Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne. 184 sider. 249 kr. Milik Publishing.
Jeg er enig med Jes Stein Pedersen, der i sidste uge i Politiken udtrykte en vis ærgrelse over, at Niviaq Korneliussens sorte og skarpe debutroman om grønlandsk ungdom, er forsynet med et et forord af forfatteren Mette Moestrup i den danske udgave.
Naturligvis mener forordforfatteren det kun godt, når hun omhyggeligt skriver, at Niviaq Korneliussen (f. 1990) varsler et generationsskifte inden for grønlandsk romankunst og samtidig blive en markant stemme i ny, dansk litteratur. Men HOMO sapienne skal – og kan – klare sig uden en nok så velmenende introduktion. Hvem ville måske finde på at skrive et forord om en ganske almindelig dansk debutants potentiale? Nej vel? Hvorfor så i en grønlandsk roman, som ikke engang er oversat, men genskrevet til dansk af forfatteren selv? Gid Mette Moestrup, der har fungeret som mentor for debutanten, havde bragt sine forudsigelser alle andre steder, end i romanens forord.
Når det er sagt, tager Mette Moestrup i øvrigt slet ikke fejl. Niviaq Korneliussen kommer virkelig med noget nyt fra Grønland, nemlig skildringen af den nuukske ungdoms druk og seksuelle forvirring, som den opleves af et par lesbiske, en biseksuel, en bøsse og en transseksuel, der vandrer ind og ud af hinandens og alle andres favne og følelser.
HOMO sapienne følger de fem unge i fem fortællespor, der fletter ind i hinanden, og side om side med deres søgen efter gengældt kærlighed og tiltrækning, står de unges overvejelser om grønlandsk identitet, alt sammen fortalt i et energisk og intenst globaliseret blandingssprog, hvor engelske brokker flyder og fylder med den største selvfølgelighed, se bare her:
“And then something like, hvad sker der, er du okay, rejser du, hvad skal du så, går du fra mig osovider osovider osovider, and I’m like, du skal lige høre på mig, lad os sætte os lidt ned og snakke, jeg elsker dig, jeg er ikke glad, du er ikke glad, synes mit liv mangler noget, selvom vi ikke mangler noget, har brug for at være mig selv fordi vi ikke er lykkelige, etc, and then the drama begins, er du ikke tryg, hvorfor vil du ikke være sammen med mig, hvad jeg har gjort, har jeg gjort dig noget ondt, har jeg dummet mig, and then golden words like, nej, jeg er træt af at være tryg, du har ikke dummet dig, jeg vil sørge for mig selv, vil finde mig selv, mig mig mig and never you, it’s not you, it never is and so on, and then the most predictable, har du fundet en anden, elsker du mig ikke længere…”
Og her fader vi så i den strømmende associative prosa, som viser at Niviaq Korneliussen har både mod og talent til en eksemplarisk ueksemplarisk sprogbehandling, der efterlader et overbevisende indtryk af moderne ungdom, som kunne feste igennem mange steder, næsten hvor som helst, men nu rent faktisk bor i Nuuk. Skrive kan hun, det sproglige penselstrøg er originalt, og derfor bliver Niviaq Korneliussens eksperimenter med grafisk aftrykte sms-udvekslinger heller ikke et særlig aktiv for romanen.
HOMO sapienne betoner det kvindelige, og det gør den så stærkt og stålsat, at den slet ikke behøver sådan en søgt og anstrengt titel, der ligesom banker os oven i hovedet med det, der bare burde være bogens helt naturlige åndedræt. Til gengæld fungerer Jørgen Chemnitz’ stemningsfulde fotografier, der illustrerer romanen, ret perfekt. Vi ser et nøgent menneske af uspecificeret køn, der spiser banan og ryger smøger (og her må vi måske gerne tolke freudiansk i forlængelse af den flittig brug af ‘pølse’ som synonym for en pik i romanens begyndelse?).
Niviaq Korneliussen ved noget om både grønlandsk ungdomsliv og queer- og post-koloniale identiteter, og hun debuterer med en både tragisk og kærlig rapport fra et socialt minefelt, der normalt portrætteres journalistisk (selvmord, omsorgssvigt og alkohol er godt stof, særligt her op til dagens valg i Grønland) og ikke litterært. Alene derfor er den unge forfatterdebutant værd at læse.