Weekendavisen den 11. december 2015.
Roman. Jacob Skyggebjergs ”svære toer” er et stærkt skuffende styrtdyk, næsten ned i ligegyldigheden.
Jacob Skyggebjerg: Hvad mener du med vi. 304 sider. 300 kr. Roman. Gladiator.
Jacob Skyggebjerg debuterede for to år siden med Vor tids helt, som var en stærk omgang virkelighedsbaseret dirty realism fra det farlige Jylland, hvor børn lider. Det var en vigtig roman, som underligt nok ikke kastede noget særlig social indignation af sig, og den dag i dag forstår jeg ikke, hvorfor skønlitteraturen om omsorgssvigt mod danske børn (og der er mange autofiktive eksempler) ikke tages alvorligt på samme måde, som Yahya Hassans digte. Men der er vel bare ghettoen og religionen til forskel.
Nu er Jacob Skyggebjerg her så igen. ”Den svære toer”, som man siger i branchen (ja, Lone Aburas kaldte faktisk sin anden roman for Den svære toer), og som forlaget Gladiator ironiserer over i sin pressemeddelelse: ”Uha, man ryster i bukserne bare ved tanken! Men hvad gør Jacob Skyggebjerg? Efter succesen med den autobiografiske Vor tids helt fra 2013? Han griner. Han er frygtløs. Han skriver en kollektivroman om syv kvinder.”
Ja, men måske skulle forfatteren have grinet lidt mindre, været en kende mindre frygtløs og rystet bare lidt i bukserne, for uanset hvor godt hans forlag skriver ham op – ja, bagsideteksten påstår frejdigt, at romanen er ”en undersøgelse af samfundet, og de mennesker, der befolker det” – må jeg med næsten bundløs ærgrelse konstaterer, at toeren tilsyneladende var for svær for Jacob Skyggebjerg. Den gennemironiske Hvad mener du med vi er nemlig et stærkt skuffende styrtdyk, næsten ned i ligegyldigheden. En enormt kontrast til debutens vigtighed.
Vi møder en gruppe kvindelige forfattere på skriveophold på en højskole i påsken. Den ene af dem fik en flot debut og arbejder nu på ”den svære toer”. Højskolen ligger på en gammel herregård uden for den midtjyske domkirkeby Vikøbing (fiktionaliseringens nødvendighed står mig ikke klart), hvor kvinderne skriver, spiser, drikker og læser højt for hinanden fra deres manuskripter i alle genrer: erotisk krimi, børnebog, autofiktion, science fiction, socialrealisme…
Denne ramme a la Decameron er udmærket udtænkt, og flere af kvindernes fortællinger læser man med en vis interesse, ikke mindst den kolde socialrealisme om en kvinde, der bliver afhængig af heroin, som hun får af en kollega på slagteriet. Science fiction-fortællingen om den industrielle bortskaffelse af affald til særlige renovationsplaneter har en vis atmosfære. Børnebogen om en grævling, der sidder fast i sin egen indgang, fordi den har spist sig for tyk (hej, Peter Plys!) og lokker en bjørn til at slikke dens pels under påskud af at den er smurt med honning, er til gengæld helt og aldeles rædsom – og derfor lige i plet, når vi læser den som fordomsfuld genreparodi.
Og det er netop pointen. Vi bør læse romanen, som den er skrevet: Med en ironisk troldsplint i øjet. Kvindernes tekster skal ikke nødvendigvis være gode. Tværtimod må de gerne henstå uforløste. Hvad mener du med vi er nemlig den unge, mandlige desperados drilagtige kommentar til et litterært matriarkat, som han åbenbart føler trang til at parodiere og udhule. Som satire er det imidlertid absolut mådeholdent. Som sarkasme er det ikke er ikke sjov. Og som ”undersøgelse af samfundet”, slår den slet ikke til.
Mest interessant er den iscenesættelse af Jacob Skyggebjerg, som forlaget Gladiator og den vanvittigt talentfulde omslagsdesigner Thomas Joakim Winther bygger op med fortællende forfatterfoto på forsiden og gyldne, gotiske bogstaver i relieftryk som signatur.
På debutbogen stod Jacob Skyggebjerg i bar overkrop med gangsterattitude, fuckfinger, joint og revolver i linningen. Nu ser vi ham i en helt anden positur, nemlig som Kristus på korset, pløkker gennem hænderne, nedslået blik, lændeklæde og gylden stråleglans om hovedet, som opdateret katolsk ikonografi. Foran korset står de syv kvindelige forfattere med alle deres fejl, mangler og synder. Men manden, som både har skabt dem og ofret sig og lider på korset for deres skyld, vender de ryggen.
Indpakningen er mere interessant, end indholdet. Og pressemeddelelsen er mere lidenskabelig, end litteraturen selv. Dét er ikke et godt resultat for en roman.