Weekendavisen den 26. februar 2016.
Debutanter. Peter-Clement Woetmann og Peder Frederik Jensen er dansk teaters nye vrede unge mænd.
Tragedierne findes ikke
Peter-Clement Woetmann: Til mine brødre. Iscenesat af Annika Silkeberg. Århus Teater til den 19. marts // Peder Frederik Jensen: Godt vi har Allan. Iscenesat af Inger Eilersen. Teater V, Valby, til den 12. marts.
Da den desillusionerede, samfundskritiske realisme erobrede teaterscenerne i 1950’ernes England, blev dramatikere som John Osborne, Kingsley Amis m.fl. kendt som Angry Young Men, og med risiko for at tage munden for fuld, vil jeg nu gerne byde velkommen til et par Vrede Unge Mænd på dansk.
Peter-Clement Woetmann og Peder Frederik Jensen er begge uddannede fra Forfatterskolen, og begge fik i denne uge debut som skuespilforfattere, Woetmann som ny husdramatiker på Århus Teater og Jensen som vinder af Teater V’s store manuskriptkonkurrence Dramatisk Debut, og i begge tilfælde er teksterne drevet frem af indignation, desillusion og en kombination af vrede, bekymring og forvirring.
Peter-Clement Woetmanns Til mine brødre har været i støbeskeen lige siden han var medforfatter til Christian Lollikes I føling – en krigsballet (2014). For få uger siden var der så premiere på asylballetten Uropa, også af Lollike og også med Woetmann som medforfatter. Og for få dage siden gik tæppet for Lollikes eget skuespil Familien der kunne tale om alt (Århus Teater), hvor man også mærker Woetmanns signatur som (uofficiel) medforfatter, ikke mindst i skildringen af en Afghanistan-veteran.
Nu kan man så gå fra Store Scene ned til kælderscenen Studio, hvor den nye husdramatikers krigskritiske stemmespil Til mine brødre meget passende har premiere bedst som Betty Nansen teatret meddeler, at Carsten Jensens Den første sten nu skal dramatiseres og instrueres af Katrine Wiedemann og ugen efter efter at fhv. kaptajn og Afghanistan-veteran Mads Silberg for gud ved hvilken gang rettede en offentlig kritik mod politikerne for at have sendt de danske tropper ud på en umulig mission i Helmand.
Det er gestaltninger af disse tropper, vi møder på scenen i sytten vigtige og velskrevne ‘flerstemmige monologer’ eller ‘parallelle samtaler’ uden narrativ struktur, typisk for tidens essayistiske foredragsteater. Både stilen og tonen (og dele af teksten, som er genbrug) peger direkte tilbage på I føling – en krigsballet.
Igor Vasiljevs scenografi består af en træboks, der vel illuderer en beboelsescontainer i en compound (men hvorfor ikke en ægte container?), foret med sandsække i gulvhøjde (men hvorfor ikke ægte sandsække?) og med fire råbukkehoveder, der som virkelig velfungerende fremmedlegemer hænger som jagttrofæer på bagvæggen. Vi må vist gerne tænke på talebanere. Derudover suppleres den simple scenografi af tre-fire fladskærme, der bæres ind og ud efter behov. Her ser vi fugleformationer af sort sol og en helikopter i sort silhuet, mens rummet fyldes af rotorlyd. Angriber vi? Evakuerer vi? Det er på én gang poetisk og angstfyldt.
På scenen spiller Matias Hedegaard-Andersen, Julie Buch-Hansen, Michael Lundbye Slebsager, Christian Hetland og Kjartan Hansen nødvendigvis med tynget alvor, men uden at folde et specielt bredt register ud. Kun Julie Buch-Hansen rammer for alvor en tone, der bevæger. Men det ligger i stykkets struktur, at ordene er i centrum, og ret beset havde det hele måske stået klarere, hvis de fem skuespillere ikke var klædt ud i camouflagetøj fra fastelavnskassen. I forvejen er deres våben skiftet ud med guitarer. Soldater er de nemlig ikke, for det er deres civile kerne, der taler.
Peter-Clement Woetmann lader sine soldater spise kyllingelår og pille hårdkogt æg. En af mine unge, talentfuld ledsagere så det som et spørgsmål: Hønen eller ægget? Krigen eller freden? Forudsætninger eller modsætninger? Selv tænkte jeg kun, at man skal pille skallen af for at komme til kernen. Dét gør teksten i høj grad. Den demaskerer og blotlægger den fjerne krigsdeltagelse, der mystisk nok har svøbt sig om os, ikke som et ligklæde, ikke som en sejrskappe, men som et slumretæppe.
I sidste uge udkom Peder Frederik Jensens roman Vold, der skildrer en kaotisk, konfliktfyldt verden, om så vi er i det dybe Afrika, som drømmer om at få del i den europæiske velfærd, eller om vi er på det gentrificerede Vesterbro i København, hvor den kreative klasse er flyttet ind med velbjærget pænhed.
Godt vi har Allan ligger i forlængelse af romanen, her koncentreret om Vesterbro. Scenograf David Gehrt har placeret en garage på scenen. Porten er sort, men indvendig er alt beklædt med kliniske hvide fliser. På gulvet rundt om ligger en ormegård af sammenfiltrede sorte ledninger, dels narkomanens værktøj, dels de snublefælder, folk går og vikler sig ind i.
Kristoffer Fabricius og Sophie Zinckernagel spiller ganske godt som både narkomaner og samfundsstøtter, men det er ikke til at sige, hvem af dem, der sidder mest fast i sumpen. I hvert fald er narkomanerne klar over deres egen vanskæbne, mens manden med den nye Skoda Fabian ikke helt vil indse, at han er blevet forladt, og den enlige mor med det tavse barn kun har en perifer fornemmelse af din egen undergangsstemning. Om man ser dem som hinandens eks, eller om de er flere løsrevne skæbner, er vist ikke afgørende i dette dunkle drama, hvor alle forsøger at erobre deres lille stykke lykke – måske en virkelighedsfjern fantasi om kærlighed og nærhed, måske et virkelighedsforjagende fix.
Dybest set er Godt vi har Allan et stykke om de priviligeredes fornægtelse af de ikke-priviligerede og alt det, der foruroliger. Som det hedder i et karakteristisk udbrud: ”Barnet findes ikke. Negrene findes ikke. Syrien findes ikke. Alle de fattige i det her land findes ikke. Dagene der er gået findes ikke. Konen der er gået findes ikke. Den nye Skoda Fabian findes ikke. Alle produkterne vi har købt findes ikke. Tragedierne findes ikke.”
Men jo, tragedierne findes. Det ved vi, når vi hører om pigen, der blev lokket til narkomani og prostitution af pedellen på skolen. Ude på Vestvolden (ikke et tilfældigt valgt sted af en dramatiker med sans for Vesten og Volden) tvang han hende til at se sin ‘snabel’, og ironisk nok bliver elefanten, snabeldyret, hendes fortrolige – og stykkets underspillede symbol.
Hvem er så titlens Allan, som det er godt vi har? Allan er, fremgår det, faldet ud af systemet, men han kommer stadig forbi til kage. Han er en god dreng, Allan. Vi møder ham indirekte i en dialog mellem to personer, der betragter det hele sådan lidt fra oven:
”De ligger og fylder, alle de fremmede, sigøjnerne, dem fra Afghanistan og dem fra Swahili. Engang var det kun danskere og en enkelt sømand. Jeg går i en bue udenom, helt op til Frihedsstøtten. Allan ville have givet dem et par på kassen. Det sagde Allan også: Sådan har det været lige siden byfornyelsen. Det var helt fint med de danske narkomaner, men de fremmede har højeste pension og tigger alligevel.”
Nej, dem fra Swahili (!) er der ikke plads til, for i Peder Frederik Jensens brutale portræt er alle mod alle – og alle er mod sig selv.
Peter-Clement Woetmann og Peder Frederik Jensen ankommer samtidig som vrede unge mænd i ny dansk dramatik, anfægtede og sammenbidte. Woetmann med kontrollerede læsestykker. Jensen med et febrilt mareridt. Begge med kugler i kammeret.