Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 6. juni 2025

Afmægtighed. I Martin Glaz Serups første roman fornemmer man den midaldrendes mands stille resignation. Det var altså sådan, det blev, livet.

Martin Glaz Serup: Del af livet. 269 sider. 299,95 kr. Turbine.

En ambitiøs roman. I dette udtryk ligger en anerkendelse af en forfatters litterære stræben og kunstneriske og intellektuelle projekt, men også et kritisk forbehold over for udførelsen. Sådan har jeg det med Del af livet, som slår en ny dør op i Martin Glaz Serups forfatterskab, der hidtil har fokuseret på lyrik, lidt essayistik, en del børnebøger og såkaldte chapbooks, altså små hæfter udgivet under mere uformelle former.

Milan er kunsthistoriker med arbejde som gymnasielærer, han er opvokset i Albertslund på den københavnske vestegn, moren var dansk, faren fra Serbien. Læs videre “Milans indre liv”

Weekendavisen den 28.maj 2025

Pårørende. To knugende bøger om et barns død skaber en passage mellem de levendes verden og de dødes. Ville jeg ikke selv have gjort det samme?

For to år siden døde min far. De sidste to måneder var hans krop hærget af en infektion, der skabte en kemisk reaktion i hjernen, hvor hallucinationer, vrangforestillinger og vild paranoia bankede rundt som fluer i en flaske. Så døde han endelig, slidt op af konspirationsangst og psykose.

Da min far blev indlagt, vidste jeg med det samme, at jeg måtte skrive om hans sygdom, fordi ændringen af hans personlighed og virkelighedsopfattelse var så uhyggelig og fascinerende. Da han døde, indså jeg, at jeg ikke kunne skrive om hans død uden også at skrive om hans liv, og at jeg hverken kunne skrive om hans stille liv eller stormfulde død uden også at skrive om mig selv. Læs videre “Sig ikke, at det ikke er et tegn”

Weekendavisen den 23. maj 2025

Godt ord igen. Weekendavisens nye sprogklumme dissekerer ord og udtryk, som fascinerer os. Alt er tilladt, undtagen brok over sprogets forfald.

Velkommen til Godt ord igen: Stedet, hvor Weekendavisens skribenter hver uge undersøger et ord, der begejstrer dem, forbløffer dem og vækker deres nysgerrighed. Klaus Rothstein lægger ud med – selvfølgelig – onboarding.

En række borgerlige politikere har fremsat et forslag til en ny lov, der skal »sikre en sammenhængende dansk sprogkurs, der bidrager til at styrke og udvikle det danske sprog som et helt og samfundsbærende sprog«.

For nylig læste jeg en artikel på dr.dk om forslaget til den nye lov, og jeg citerer:

»Den skal sørge for, at det danske sprog ikke hopper med på alle mulige internationale sprogtrends, der siver ind gennem streamingtjenester og fra alt det content, vi ser, når vi scroller på sociale medier.« Læs videre “Oboarding”

Weekendavisen den 16. maj 2025

Overgrebslogik. I sin sidste roman afslørede norske Hilde Rød-Larsen sin overgrebsmand: en kendt norsk psykiater. Nu retter hun sarkasmen mod fiktive impotente patriarker.

Hilde Rød-Larsen: I Pantalones hus. Oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. 234 sider. 249,95 kr. Gutkind.

Det kræver mod at gøre det, som den norske forfatter Hilde Rød-Larsen gør i sin nye roman, I Pantalones hus, hvor hun borer dybt i det gamle patriarkats kvindeundertrykkelse og overgrebslogik i et litterært formsprog, som skamløst efterligner de narrative latterligheder, som man kender fra Hallmarks feel good-julefilm. Kan det virkelig lade sig gøre? Ja, det kan det.

Modig var Hilde Rød-Larsen også, da hun brød igennem med romanen Diamantaftener (2023). Den handler om en kvinde, der 25 år tidligere havde haft et seksuelt forhold til en ældre mand. Nu indser hun, at hun dengang ikke havde været i stand til at tage ansvar for sig selv. Hun var i en dyb psykologisk krise, og manden, der forførte hende, vidste det, for han var en ældre, erfaren psykolog og ven af kvindens familie. Læs videre “Man kan jo sige nej”

Weekendavisen den 6. maj 2025

Løvespor. Suzanne Brøgger skriver, som hun lever, og lever, som hun skriver, i gådefuld, civilisationskritisk roman.

Suzanne Brøgger: Mischling. En frisørs bekendelser. 244 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Som litterær persona og intellektuelt ikon har Suzanne Brøgger siden debuten i 1973 i den grad været til stede i verden med en frygtløs og generøs humanisme. Og hendes nye roman, Mischling, synes som en slags akut sørgeskrift at udspringe af tidens kompleks af kaos, kriser og konflikter.

Slottet Taverney ved Middelhavet er blevet købt af en venturekapitalist, der har stillet det til rådighed for en modeskribent fra New York. Hun indkalder sine venner: en fransk sufi-pottemager, en akrobat, en filminstruktør, en vietnamesisk antropolog, en fransk diplomat, en buddhistisk lærer og en dansk skuespillerinde med flere. De er, som det hedder, haute couture-flygtninge.

På slottet må denne flamboyante gruppe fortælle historier for at holde sammen på en verden i opløsning, og samtidig skal alle bøgerne i slotsbiblioteket skrives sammen til ét værk, eftersom der er behov for at »kondensere kulturen« som en slags »stafet for fremtidens fortabte«. Den opgave får titelpersonen, Mischling.

Som man nok fornemmer, går Suzanne Brøgger på fornøjelig hugst i verdenslitteraturen. Jeg tænker på Boccaccio, der lod folk fortælle historier for at holde pesten på afstand, eller på Sheherezade, på Karen Blixens arabeskagtige skæbnefortællinger, på Agatha Christie, der samler en flok på et særligt sted, hvor maskerne så falder.

Men ikke mindst går Suzanne Brøgger på rov hos sig selv. Hele ideen om, at verden er brudt sammen og skal klinkes gennem genfortælling, er simpelt tyveri – eller direkte genbrug – fra forfatterens essaybog På væggen (2024). I den akademiske verden anses det for kriminelt at autoplagiere på den måde, men her er det vist snarere en pointe om kunstnerisk recirkulation.

På omslaget af sine essays placerede Suzanne Brøgger et billede af en skåret skål fra Song-dynastiet, klinket med bladguld, den såkaldte kentsugiteknik. Et symbol på den nænsomme og æstetiske reparation af en brudt verden. I Mischling går motivet igen på denne måde (og se bare bort fra de navne, der næves i citatet):

»Eftersom der var sket et skred i civilisationens tektoniske plader, fordi alting har sin tid – tænk på bronzealderens kollaps – måtte det gamle jødiske begreb tikkun olam aktiveres: Reparér verden! Og det var den devise, Shulamith levede efter. Så når hun gemte alle skårene til en dyrebar kinesisk Sung skål og en dag reparerede den efter en berømt koreansk metode, hun havde studeret, med indlagt bladguld i brudfladerne – eller når Rahel Rothschein stoppede et hul på sin cashmere-albue, var det godt nok ikke en gestus, der kunne redde den vesterlandske civilisation, men dog et led i de daglige gøremål, der kunne give tilværelsen mening – også kaldet ‘vedligeholdelsens poetik’.«

SONG ER BLEVET TIL Sung, men pointen er den samme, her med en væsentlig overbygning om de små gøremåls nytteværdi. At gøre det gode, som er inden for mulighedernes rækkevidde, er hypermoderne ansvarstænkning i en tid, hvor håbløsheden breder sig.

Samtidig bliver denne vedligeholdelsespoetik også en litterær poetik. Suzanne Brøgger ikke alene genbruger sig selv, hun udsætter sit eget forfatterskab for den samme kondensering, som Mischling arbejder med i biblioteket. Jeg har ikke kortlagt det i detaljer, men har noteret mange subtile referencer til titler, temaer, motiver eller bare enkelte ord, for eksempel »hopla«, som man støder på, når man færdes ad veje og vildveje i denne skamløst selviagttagende, selvrefererende roman.

Mischling er en mand, der engang har været en kvinde, og en frisør, der engang har været forfatter. Han er altså en blanding af flere ting, hvilket også accentueres af navnet. Mischling var jo en af nazisternes betegnelser fra 1930erne for blodets blandingsvarianter, en hybrid, en bastard, en halvjøde.

Suzanne Brøgger er i stigende grad optaget af det jødiske i sin mødrene Henius-slægt (kendt fra romanen Jadekatten, også kaldet »Jødekatten«, og også med i den nye roman). I En forfatters dagbog 2010-2020 (2021) viklede hun sig sågar ud i en besynderlig religiøs ortodoksi ved at skrive Gud som G-d (med bindestreg for ikke at profanere), og i Mischling spiller jødiske begreber, problemer og personer igen en bærende rolle, ikke mindst den næstekærlige idé om at hele den ødelagte verden, tikkun olam.

Med til romanens jødiske register hører også et besøg hos forfatteren Zuckerman i New York, naturligvis et kosteligt portræt af Philip Roth, der her optræder under sit eget romanalteregos navn.

HVIS NOGEN MÅTTE have den interesse, ville udviklingen i den spirituelle og religiøse stofbehandling i Suzanne Brøggers forfatterskab være et godt emne til en akademisk analyse.

Personligt er jeg mere optaget af hende som altid kompromisløs humanistisk civilisationskritiker, således også i Mischling, hvor hun installerer en illegal malisk flygtning i en campingvogn for slottets fod. Adam Mamadou hedder han (Adam ved vi, hvem var, og Mamadou er en variant af Muhammed), som på afstand iagttager de flamboyante haute couture-flygtninge.

Til sidst viser det sig, at Adam Mamadou har en betydelig instrumentel rolle, ligesom det er ham, der formulerer Mischlings litterære credo: »Jeg fornemmede straks, at en bog ikke behøver at have en handling eller hovedperson, man kan godt samle trådene alligevel …«

Sikke en ambition: at sammenskrive biblioteket, at sammenskrive forfatterskabet, at sammenskrive den verden, der bryder sammen og skal repareres – og at skildre det hele gennem symboler, som for eksempel den brændende (og genopbyggede) Notre Dame. Med Mischling har vi fået en elegant sløret roman og en gåde til afkodning i intrikat stil. En moderne Blixen-Brøgger-bro.

Forfatteren er sin egen genfortæller, og Mischling er en prisme, hvorigennem man kan betragte hendes liv og værk. For hun skriver, som hun lever, og hun lever, som hun skriver. Nye læsere skal ikke begynde her, dertil er romanen om de løse trådes samling for ekskluderende og arrogant. Men hvis man først siger »ja« til romanens tone, får man fuld valuta for pengene.

Suzanne Brøgger er stadig den eneste forfatter, der kan sætte løvespor i leopardpels.