Vi er i et postrevolutionært Danmark, hvor kvinderne har gennemført et køns- og magtskifte, der har indvarslet en ny historisk epoke, der slet og ret kaldes Evolutionen. Den historiske patriarkalske misogyni er afløst af en radikal matriarkalsk misandri. Den vigtigste samfundsinstitution er en maternalistisk kristenkult, der dyrker slanger og orgasmer.
Alle hanner holdes bag lås og slå til reproduktive formål i særlige centre. Men en lille opposition af kvinder mener, at hannerne bør have flere rettigheder og mere frihed. Dermed er der lagt op til en konflikt, der kan true den etablerede samfundsorden.
MAREN UTHAUG åbner 88% med en scene fra det samiske Nordnorge, hvortil den mystiske og mytiske Inga ankommer med sit rensdyrspand. Hendes mål er et liberalt forsøgscenter for hanner. Det ledes af et par kvinder, der engang – og i 11% – drev et lignende sted på Lolland.
Omkring Inga flakser et par krager, og som romanen skrider frem, bliver kragerne flere og flere. De varsler hendes død og genfødsel.
Gennem århundreder har urkvinden Inga eksisteret i forskellige inkarnationer, og hun bærer samfundet og historien i sig. Nu har hun en mission. Og en analyse:
»Mænd havde i tusindvis af år chancen for at vise, at de ønskede et lige samfund. De fik endda lov til at bestemme. Men de har aldrig, ikke en eneste gang, gjort det godt. De misbrugte magten, underlagde alle andre deres herskelyst og liderlighed.«
Men det værste er, mener Inga, at mændene fik kvinderne til at marchere i takt med dem. De udnyttede kvindernes svageste punkt, nemlig trangen til at tilgive og forstå. Dermed er kvinderne truet af deres egen empati.
Heldigvis er der en grænse, også for kvindernes empati. 1990erne var således det sidste årti i verdenshistorien, »hvor mænd kunne være mænd, hvor de havde bildt de fleste ind, at der var ligestilling mellem kønnene, selvom kvinden stadig var underlagt patriarkatets strukturer«.
Men så sagde kvinderne fra. Inga var pioner i et blodigt opgør, hvor hun slog flere mænd ihjel, end hun har tal på. Derefter blev mænd effektivt »udfaset«. Der var dog en lille opposition på en procent af befolkningen, der bosatte sig i øde områder på øer uden broer, »hvor de kunne leve efter gamle og for resten af samfundet fuldstændig umenneskelige forhold«.
DA 11% UDKOM for to år siden, dryssede aviserne gavmilde hjerter og stjerner ud over romanen, og Information opfordrede læserne til at ile til boghandleren, for »litteraturen bliver ikke meget vildere lige nu«.
Effekten udeblev ikke. Romanen blev en bestseller og belønnet med Boghandlernes Gyldne Laurbær, branchens populære flidspræmiepris. Jeg var vist den eneste anmelder, der afgav dissens. Og den fastholder jeg.
Som fremtidsroman er der schwung over 88%, for Maren Uthaugs basisidé er god nok (også selvom det er svært at frigøre sig fra, at den i princippet er Tjenerindens fortælling vendt på vrangen), men mindeværdig skrivekunst er det ikke. Dertil er det for forceret og anstrengt.
Værst er den krampagtige navnekategorisering af hannerne, der falder i grupper som Darioer, Paller, Clauser, Alfreder, Marviner og Suner og så videre. De vogtes af et korps af skaldede kvinder, de såkaldte britneyer (opkaldt efter hvem, mon?), der er bevæbnet med paraplyformede bat, som kan give stød og sprøjte med noget beroligende.
Undskyld mig, men det lyder som resultatet af et stævnemøde mellem manuskriptforfattere til henholdsvis en julekalender på TV 2 og Abernes planet 12.
Bedst er til gengæld de passager, der giver romanen en dybere kulturhistorisk klangbund. På samme måde som Maren Uthaug i romanen En lykkelig slutning (2019) inkorporerede spændende viden om begravelsens idéhistorie, tilføjer hun her en række interessante oplysninger om, hvordan det patriarkalske samfund gennem historien har undertrykt kvinder og kvinders kroppe med autoritær hokuspokusargumentation.
GÅR ROMANREGNESTYKKET OP? 11 procent var det antal hanner, der sikrer reproduktion uden indavl. 88 procent er det antal, der forstår, at mænd er farlige. Den sidste ene procent udgør den oppositionen, der isolerer sig i de øde områder. Tilsammen giver det jo 100 procent. Ja, det ser ud til, at regnestykket går op. Men Maren Uthaug blander æbler og pærer i samme plusstykke, og det går altså ikke.
På samme måde bliver jeg generet af et sprogligt paradoks: I det matriarkalske fremtidssamfund har der gennem århundreder været et totalt opgør med mændenes historiske dominans. Dette opgør har naturligvis også forandret kvindernes begrebsverden og sprog, og derfor virker det paradoksalt, at romanen åbnes med denne sætning: »Man gør, hvad Inga siger …«
Pronomenet »man« stammer jo fra ordet »mand«, men det er helt usandsynligt, at kvinderne i romanens fremtidsverden ikke har renset sådan et ord ud af sproget. De ville sige »kvind gør« i stedet for »man gør«.
Er det med velberåd hu, at Maren Uthaug vælger dette ord, der umiddelbart virker så fejlplaceret, som romanens anslag? I hvert fald spejler dette »man« romanens sidste ord, der også er et pronomen, nemlig »ham«.
På den måde har hannerne både det allerførste og det allersidste ord i romanen, hvilket må rumme et subtilt budskab fra Maren Uthaugs side.
Som sci-fi-satirisk opgør med patriarkatet ligger Maren Uthaugs radikale, feministiske fremtidsfantasi godt i tiden, og den feministiske kritik af det afstumpede mandevælde er indiskutabelt på sin plads, som det har været i litteraturen, siden Aristofanes lod de fredshungrende kvinder nægte deres krigsliderlige mænd sex i Lysistrate eller Kvindernes oprør i 411 f.Kr.