Kommentar i Weekendavisen den 5. november 2004
Kulturkamp. Mener Michael Larsen, at magtbegær og god retorik er den lige vej til nazisme?
Hvis man fraregner hans racisme og glæde ved motorkøretøjer, og i øvrigt flytter ham ca. 100 år frem i tiden, kan Johannes V. Jensen være medlem af Mellemfolkeligt Samvirke eller aktivist i Jyder mod Overflødige Motorveje. Og hvis man ser bort fra hendes køn og nationalitet og i øvrigt også flytter hende ca. 100 år frem i tiden, kan hans søster Thit være en italiensk EU kommissær kandidat, der mener at kvinderne skal blive bag køkkenets kødgryder.
Der skal ikke andet end en bekvem anakronisme til at vende op og ned på vores forestillinger om de litterære koryfæer. Det har vi lært af Michael Larsen, der i romanen ”Den store tid” tager ikonet Georg Brandes ved vingebenet. Jeg har ikke læst bogen endnu, så den forholder jeg mig ikke til. Men i et avisinterview siger forfatteren, at hvis ”du flytter det magtmenneske, jeg kan se i Georg Brandes små 100 år frem i tiden og fjerner hans jødiske herkomst, så er han nazist – der er ingen forskel. Og hans måde at holde tale på, hele den glæde, folk har ved hans retoriske kunnen og forblindelsen af den store taler. Hvad minder det dig om?”
Jeg skal gerne give det svar, Michael Larsen fisker efter: ”Hitler! Georg Brandes minder om Hitler.” De er to alen ud af et stykke – når bare man ændrer forudsætninger i tid og rum. Og hvis god retorik og jagten på magt fører til nazisme (”der er ingen forskel”, siger Michael Larsen), så er der sandt for dyden mange ”nazister” på den danske kulturdebats slagmarker. Måske er Michael Larsens udtalelse mest af alt polemisk, men desværre reducerer den nazisme fra voldelig ideologi til et spørgsmål om at tilstræbe magt. Og tankevækkende nok er det kun Georg Brandes’ jødiske herkomst, der friholder ham – trods alt – fra at være nazist. Det er imidlertid et fuldkommen barokt forbehold, for det jødiske spillede ikke nogen rolle for Georg Brandes’ liv, tænkning eller politiske holdninger. Alligevel tillægger Michael Larsen blodets bånd afgørende betydning. Det er en imponerende form for fordomsfuldhed med volte og dobbelt skrue.
Men lad os holde Kulturkampen hellig. Midt i tankeeksperimentets absurditet, er det nemlig helt og aldeles rimeligt at Michael Larsen forsøger at pille glorien af Georg Brandes. Den behandling bør en hvilken som helst af nationens kulturelle og politiske husguder nemlig udsættes for med jævne mellemrum.
Jeg har for nogle år siden selv gjort nøjagtig det samme med N.F.S. Grundtvig (dog ikke i romanform, kun i et essay), fordi jeg var ved at dø over den ukritiske kanonisering af digterpræsten som den danske tolerances inkarnerede alfader. Jeg pegede på at Grundtvig også havde en grusom nationalistisk side, som den danske højskolebevægelse, folkeskole og generelle historieskrivning fuldkommen havde ignoreret. Vi havde systematisk og ekstremt selektivt vedligeholdt billedet af den milde Grundtvig, men mandens intolerante bragesnak havde vi vendt det døve øre til, og de falske forestillinger havde vi givet i arv fra generation til generation.
At skrive den slags om Grundtvig er nøjagtig lige så frugtesløst som at stikke en tændstik i verdenshavet og røre rundt (for nu at låne et udtryk af Villy Sørensen). Grundtvig er nemlig den mest teflonbelagte dansker, der nogen sinde har levet. Hvis vi begynder at nuancere hans frisind og tolerance og rette det kritiske blik mod hans nationalisme, er vi nemlig nødt til at revidere (forestillingen om) vores eget ”værdigrundlag”. Den form for ærlighed er vi tilsyneladende ikke parat til. Vi lader gerne Grundtvigs ideer om den danskes overlegenhed komme til udtryk i vores politik, men vi håndhæver samtidig billedet af os selv som det mest tolerante folkefærd i verden. Til gengæld er jordet gødet godt for et angreb på brødrene Brandes, stamfædrene til den kulturradikalisme, der som bekendt bliver kørt på møddingen i dagens værdikamp.
Michael Larsen har derfor en pointe. Jo mere unuanceret positivt billedet af Georg Brandes er, jo større er behovet for at give ham en tur i vridemaskinen. Hvad det angår, gælder det samme for ham som for Grundtvig. Det sjove er bare, at begge fyrtårne tillægges betydning for det legendariske danske frisind, men i dagens kulturstrid er de havnet på hver sin side af hegnet. De gamle venstresnoede kulturradikale er kommet i tvivl: Er Grundtvig i virkeligheden vores mand? Og tvivlen er velbegrundet, for uden Grundtvig havde der ikke været noget ideologisk udgangspunkt for Den Danske Forenings og Dansk Folkepartis hjerteløse danskhed.
Der er modsætninger, ja. Men der er også lighedspunkter mellem Grundtvig og Brandes. På mange måder moderniserede Georg Brandes nogle af de ideer, som Grundtvig brugte til at oplyse folket. Og samtidig var Grundtvig også en blændende retoriker og et politisk magtmenneske. Men betyder det at Grundtvig var kulturradikal? Eller nazist?
Michael Larsens udfald mod Georg Brandes går et langt skridt for vidt. At udnævne ham til ”nazist” er ligeså tåbeligt som at sætte lighedstegn mellem nazisme og den grundtvigianske nationalisme, og det nedskriver nazismens fortræd til blot at være et spørgsmål om magtbegær og retorisk demagogi. Det er helt fint, at Michael Larsen afslører nogle skyggesider ved Georg Brandes, som eftertiden har overset. Men hans behændige manipulation med tid, rum, herkomst holdninger er oprigtig talt ret uansvarlig. Dertil kommer at logikken er bristefærdig som en sæbeboble. Jeg mener i øvrigt, at Wilson Kipketer sagtens kunne have været balletdanser hos Bournonville.