Kommentar i Weekendavisen den 3. december 2004
Gedekneppere! De muslimer, der både udtrykte chok over mordet på van Gogh og efterlyste en debat om ytringsfrihedens moralske grænse, gjorde deres demokratiske borgerpligt. Men hvad blev de mødt med?
Velsignet være debatten om ytringsfrihed! Den viser os, hvor satans svært det kan være, at holde det humanistiske hjerteblod varmt. Men først når dilemmaerne tårner sig op, får vi en gylden mulighed for at finde ud af, om vi er vanedemokrater eller viljedemokrater. Ingen siger, at man skal elske sin modpart, men man skal respektere hans rettigheder. Det er essensen i debatten om Dansk PEN, Lars Hedegaard og det nydannede Trykkerfrihedsselskabet af 2004, og det er essensen i debatten om de danske muslimer, som vores statsminister og integrationsminister forlanger betingelsesløs overgivelse af, mens de selv gerne vil diskutere ytringsfrihedens moralske grænser.
Det er børnelærdom, at ytringsfriheden er forudsætningen for et velfungerende demokrati. Men det er ikke sandt, at ytringsfriheden er total og grænseløs, som Anders Fogh Rasmussen ellers synes at mene. Den danske lovgivning har flere muligheder for at kriminalisere og straffe en ytring, hvilket domstolene har bevist ved adskillige lejligheder. Men hvor ingen drømmer om at afskaffe injurielovgivningen eller forbudet mod blasfemi, bliver den omstridte racismeparagraf kritiseret hele tiden. Faktisk kan Enhedslisten og Dansk Folkeparti mønstre enighed om, at paragraffen bør afskaffes, og jeg er ikke utilbøjelig til at være enig. Problemet er bare, at prisen for ytringsfriheden så skal betales i verbale racistiske overgreb, som enten er forstadier til vold eller modsvares af vold.
Det, vi bør interessere os mest for i den aktuelle diskussion om ytringsfrihed, er demokratiets og debattens dobbeltstandarder. Hvordan kan det være, at der falder brænde ned, når menige muslimer fordømmer mordet på Theo van Gogh og samtidig opfordrer til en debat om ytringsfrihedens grænser (de var trods alt blevet kaldt gedekneppere), mens kulturministeren gerne på regeringens vegne må trække grænsen for nazisternes lokalradio, som han har forsøgt at få lukket, fordi ”tolerancen er gået for vidt” som han har udtrykt det? Hvordan kan det være, at statsministeren belærer muslimerne om at ytringsfriheden er ubegrænset, når hans regering selv arbejder på at finde grænsen?
Hvordan kan det være, at muslimerne bliver banket på plads, når de gerne vil diskutere ytringsfrihedens grænser (de var trods alt blevet kaldt gedekneppere), mens Hanne-Vibeke Holst og andre godt kan åbne en helt almindelig debat om tolerance, ytringsfrihed og det dybt problematiske i rappernes nedvurderende og sexistiske tekster om kvinder, uden at de bliver bedt om at knytte bylden og være gode, tavse demokrater?
Hvordan kan det være, at muslimerne bliver kaldt til kollektiv orden og skoset for deres mangel på demokratisk forståelse, når det samtidig blev udlagt som en personlig sag, at formanden for VU’s politiske udvalg, Lotte Noer ville tage stemmeretten fra de arbejdsløse? Hvem er det lige der har svigtet i hendes demokratiske opdragelse? Ja, det er i hvert fald ikke muslimerne! Det er derimod de gode, danske medlemmer i Anders Fogh Rasmussens og Bertel Haarders eget Venstre. Hvorfor i alverden kalder statsministeren så ikke de genstridige superliberalister fra Libertas, der holder sine foredragsmøder i Venstre gruppeværelse (eller i hvert fald gjorde den engang), op på Marienborg til offentligt ”dialogmøde” om frisind og sund fornuft?
Og hvordan kunne det være, at fhv. trafikminister Arne Melchior i sin tid godt kunne forbyde Jens Jørgen Thorsens Jesus-maleri på en togstation fordi han mente at det var krænkede for de kristne, at Jesus blev skildret med stiv tissemand, når muslimerne fanden galemig skal acceptere hvad som helst (de var trods alt blevet kaldt gedekneppere), bl.a. at deres religion bliver fremstillet som voldsforherligende og incestuøs på film?
At være en god demokrat, er ikke det samme som at lade sig kyse og tavst tage imod en hvilken som helst ydmygelse. At være en god demokrat handler om at sige fra og sige imod. De muslimer, der i en og samme sætning har udtryk chok over mordet på Theo van Gogh og samtidig opfordret til en diskussion om ytringsfrihedens grænse, har simpelthen gjort deres demokratiske borgerpligt. Men det, de mødes med, er en offentlighed, der siger, at nogen har ret til at trække grænser og være bekymrede, mens andre aldeles ikke har. Det er en dobbeltstandard, som ikke gør det danske demokrati ære.