Weekendavisen den 8. oktober 2004
Ikke-liv. Identitetsløse mennesker på jagt efter identitet.
Jonny Halberg: En uskyldig tid. På dansk ved Janus Kramhøft. 334 sider, 298 kr. Tiderne Skifter.
Krisen kradser hos det unge, norske ægtepar. Jans karriere som skuespiller er gået i vasken. Julie arbejder som fængselsvogter, selvom hun kunne have drevet det til mere. Men værst af alt: deres søn på fem år er blevet dræbt i en trafikulykke. Kærligheden og loyaliteten opløses langsomt mellem dem, han kaster sig i barmen på konens veninde og i favnen på flaskerne. Hun isolerer sig med sin sorg og ønsket om hævn over bilisten, der dræbte barnet. Pludselig dukker Rein Skåde op i deres liv, en mystisk og imponerende person der gør krav på deres venskab. Inden længe er Julie forsvundet og Jan begiver sig ud i en hæsblæsende jagt på hende – som han måske har svigtet, men stadig elsker.
I begivenhedernes centrum står stadig den uforklarlige Rein Skåde, som ifølge bogens prolog ender med at vakle ud af alpeskovene i Schweiz som en anden identitetsløs Kaspar Hauser. Hvad i alverden skal der ske?
Ja, Jonny Halberg slår tonen an på alle orgelpiber på en gang i sin nye roman, ”En uskyldig tid”. Forlaget kalder det selv en ”psykologisk-realistisk kærligheds- og skilsmisseroman, som glider over i en Wim Wenders-inspireret roadmovie, der tager læseren med fra provinsbyen Moss til København og til slut Prag”. Så er der vist taget højde for, at alt kan ske – og sker. Nu er det så bare op til læseren at sortere i de begivenheder, som kommer væltende hulter til bulter hen over siderne – en bunke til det psykologiske, en bunke til det realistiske, en bunke til skilsmisse, en bunke til kærlighed osv.
De to kan ikke finde orden i deres liv, der naturligvis har været præget af sorg og kaos efter den femårige Davids død. Hvis man ikke længere har en identitet som far eller mor, hvad er man så? Som sagt er Jan skuespiller og Julie fangevogter. Deres karriere handler altså om forstillelse og indespærring – en sørgelig refleksion af deres miserable liv, der står og dirrer på toppen af en tikkende bombe da Rein Skåde dukker op af intetheden. En karismatisk mand med en sløret fortid og en dunkel fremtid. En mand, der på en gang findes og ikke findes, som sætter sig spor alle vegne, bare ikke i folkeregisteret.
Hvad der videre sker, er dette: Julie forsvinder. Gennem en tidligere kollega fra fængselet, finder Jan og Rein ud af, at hun har begivet sig ned gennem Europa mod Prag. Men hvorhen og hvorfor? De tager af sted for at finde svarene.
Rein Skåde har et dobbelt formål med rejsen. Han skal til Prag for at komme i kontakt med mandslingen Herder, der leder en organisation som planlægger et terrorangreb på McDonalds. Rein er med i gruppen, der planlægger at forgifte maden i den store burgerkæde, der underbetaler medarbejderne og undertrykker enhver tendens til organisering. McDonald koncernen kan takke nazisterne for dens eksistens, siger han. Hvis ikke amerikanerne efter 2. verdenskrig havde udbygget motorvejnettet med Autobahn’en som forbillede, ville fast food restauranterne ikke findes i dag. Men nu slår madterroristerne til.
Jans mål er mere ædelt. Han vil opspore sin kone og måske genfinde kærligheden og selvrespekten. I det mest depraverede hjørne af Europa, hvor luderne modtager turister der ankommer i store busser for at købe beskidt sex, finder han Julie. Klædt, sminket og stylet til uigenkendelighed. Hun kommer ikke længere fra Norge, nu er hun en luder fra Estland. Selv sproget har hun skiftet ud. Øjnene røber ikke et sekunds genkendelighed, da Jan konfronterer hende. Noget mere helhjertet og kuldslået deprimerende forsøg på at slette sig selv og fortiden, mindes jeg ikke at have læst.
Romanen om tilværelsens absurditet kulminerer i Prag, hvor så mange andre deprimerede eksistenser har lagt arm med livet. Derfor møder vi også byens måske mest berømte symbol på det identitetsløse ikke-liv, den mytiske og mystiske skikkelse Golem, som Rabbiner Løw ifølge overleveringen skabte af ler og besværgelser. Her – i roadmovie-romanens sidste absurde sekvenser – får vi det ind med skeer: Vi kender kun os selv, når vores eksistens er forankret i oprigtige følelser overfor hinanden. Når følelserne dør og sorgen tager over, mister vi grebet om os selv og bliver identitetsløse skikkelser. Det havde vi ikke behøvet Golem for at vide. Han har det nu engang bedst i Gustav Meyrinks klassiske kultroman af samme navn. Jonny Halberg kunne for min skyld have stoppet ved den smertelige skildring af Julies nedstigning til luder.
”En uskyldig tid” er en ironisk titel, for skylden står malet i panden på alle romanens skæbner, på nær den egentlige hovedperson, David, den døde dreng. Når alt kommer til alt, er vi alle skyldige overfor hinanden. Vi står til ansvar og regnskab overfor vores medmennesker. Men magter vi at give os selv til kende? Ved vi hvordan man skal gøre? Eller magter vi kun forstillelse og indespærring? Hvem er Rein Skåde, Jan og Julie egentlig? ”En uskyldig tid” skaber forvirring og tvivl. Jeg tror at forfatteren på den måde når sit mål.