Anmeldelse i Weekendavisen den 1. oktober 2004
Punktum. Julia Butschkows skrifteksperiment er en dystopisk roman med en lys slutning.
En falden engel
For fire år siden udgav den forhærdede krigskorrespondent og forfatter Jan Stage ”I herskerens spejl”, der var en lille genistreg i sin genre, hvad genren så end var, for romanen mindede sandt for dyden ikke om noget man kunne huske at have set før, ikke fordi den var en absurd politisk satire om ondskab og magtbrynde, men fordi bogens eneste sætning begyndte på side 7 (efter titelsider, kolofon osv.) og sluttede nøjagtig 201 side senere og dermed skulle læses i et, langt, punktumløst sug, hvilket inspirerede mig til at skrive en anmeldelse efter nøjagtig samme princip for derigennem at give læseren et lille bitte indtryk af, hvad det vil sige at læse en tekst der hele tiden driver øjnene videre og ikke tilbyder nogen som helst form for pause, og når jeg vælger at minde om Jan Stages roman, er det naturligvis fordi vi igen har fået en dansk roman, der kun rummer en eneste punktum, nemlig det der lukker og slukker, men der er ikke noget mønster i valget af den punktumløse roman, for denne gang er forfatteren en ganske ung kvinde, Julia Butschkow, der er født i 1978, og den politiske satire er afløst af en tragisk kærlighedsløs historie om et svigt og et forsøg på selvmord, men det vender vi tilbage til, for først skal vi have med at forfatteren gør et modigt comeback efter senest at have udgivet kortprosasamlingen ”Så simpelt”, der fik en ganske ublid medfart i pressen, og når jeg husker det, er det fordi jeg selv skrev ret begejstret om bogen og et kort øjeblik tvivlede på om jeg virkelig havde læst og anmeldt med hovedet under armen, når nu de andre aviser var så negative, men romanen ”Lunatia” bekræfter at Julia Butschkow har en særlig tone, et særligt mod og et særligt talent, som hun omsætter i dette vellykkede skrifteksperiment, der med fordel kunne genopstå som teatermonolog eller hørespil, og denne gang har kritikken været meget rundhåndet, faktisk har Politiken skrevet, at hvis engle kunne skrive, ville det lyde som i denne bog, og apropos engle, så findes de mytologiske væsner, der har spillet sådan en stor rolle i de seneste tyve års danske litteratur, også i denne roman, men ikke som frelsere, nej tværtimod opfatter fortælleren med det dobbelttydige navn Neja sig mest som en falden engel samtidig med at hun er meget bevidst om hvad og hvem der har omskabt hende til en dæmon, nemlig hendes adoptivfar og hans fidele og forræderiske incestovergreb og hendes mors skændige og vellykkede forsøg på at ignorere forbrydelsen, ganske som vi kender det fra Thomas Vinterbergs ”Festen”, ikke at forglemme de forgæves forsøg på at opnå kærlighed og tryghed som mislykkes fordi Neja ikke kan gengælde oprigtigt begær men kun lade sex være en del af en handel, hvilket ikke er så svært at forstå, når hendes venskab med en platonisk kæreste bliver overskygget af morens oralsex med drengen, som Neja dog hævner ved selv at sutte den af på morens hemmelige elsker bedst som moren træder ind i stuen, hvorefter datteren bryder op, forsvinder og begynder at leve sit eget mørke, voldsfyldte og destruktive liv, der snor sig som sætningen, skriften, strømmen, rundt og rundt som spiralen om et sneglehus, et liv der fører frem mod et forudsigeligt selvmordsforsøg og et hospitalsophold, hvor Neja lader skriften flyde ned på papiret for at få hold på sit liv og sine tanker, og det er de papirer der udgør opgøret med forældrene og dermed romanen, og det er samtidig de papirer som hun på sidste side lader flyve ud af hospitalsstuens vinduer og ned på gaden hvor de opløses, fejes op, smides væk og brændes, hvilket vel må opfattes som en tillidserklæring til livet, for alternativet havde jo været at lade papirerne ligge og selv springe ud, men uanset om det er skriften eller skribenten, der overlever, møder Neja og den dystopiske roman med den lyse slutning det første punktum, som slet ikke er en afslutning, men et løfte om at der ligger mere bag.
Julia Butschkow: Lunatia. 134 sider, 199 kr. Samleren