Anmeldelse i Weekendavisen den 27. maj 2005
Gotisk? Konspirationer af titanisk omfang i debuterende dansk ”gyserkomedie”.
Fra Holstebro til Atlantis
Man kan ikke just påstå, at Lindhardt og Ringhof undersælger Anne Fortiers (årgang 1971) debutroman, som ifølge pressemeddelelsen er ”dybt original og rablende humoristisk” og en ”grotesk gotisk gyserkomedie”. Man kan tværtimod spørge, om ikke forlaget smører lige lovlig tykt på i forsøget på at lægge anmelderen ord i munden. Men måske virker det?
”Hyrder på bjerget” har så vidt jeg ved fået en rigtig god medfart i pressen (beklager at vi er lidt bagud, bogen udkom i slutningen af marts), og den har da også mange af de tidstypiske bestselleringredienser, der burde gøre den efterspurgt blandt læserne: kvasifilosofiske konspirationer, hemmelige selskaber i kamp om verdensherredømmet og simpel action.
Desværre for bogen sender titlen og omslaget helt forkerte signaler. ”Hyrder på bjerget” har en detalje fra Adi Holzers maleri Adam og Eva på forsiden, og det ligner ærlig talt mere noget poetisk ulandsromantik eller en omgang kristen vækkelse, end en fabulerende, filosofisk femikrimi – og derfor kommer klappens glamouragtige portrætfoto af en absolut good looking forfatter med bar skulder og udslået hår også til at virke mærkelig fejlplaceret.
Således forvirret kastede jeg mig ud i læsningen, hvor jeg dog hurtigt opdagede, at forvirring var et mål i sig selv (er det mon også derfor, at pagineringen springer fra side 328 til side 562?). Hør blot dette handlingskoncentrat: Marie er en ung førsteårsstuderende på Aarhus Universitet. Hun kommer til byen fra Holstebro og skal logere hos sin onkel Thomas, som hun dårligt kender. Han er ansat som forsker på universitetet – og en særling. Det viser sig at han er medlem af et ultrahemmeligt videnskabeligt selskab, der deltager i et dødsensfarligt kapløb om at få fat i en dommedagsmaskine, som blev skabt af beboerne i det sunkne Atlantis. Den naive og uerfarne Marie bliver pludselig hvirvlet ind i et mysterium, et drama og en konspiration af titanisk omfang, og naturligvis får hun en nøglerolle da hun – nej, det må jeg hellere lade være med at røbe.
Anne Fortier kender ikke til mådehold, og det er sådan set meget charmerende. Her minder hun om Søren Mosegaard, der debuterede for nogle sæsoner siden med murstensromanen ”Uhyret fra Betlehem”, som også var en vild og grådig roman med spekulative konspirationer. ”Hyrder på bjerget” har bare ikke samme farlighed, og dens filosofiske staffage ligner mest et intellektuelt alibi. Anne Fortier har smækket et skamløst, effektjagende plot sammen, hvor hyl og halløj til en vis grad kan kompensere for den tydelige mangel på litterære ambitioner og evner. Men også kun til en vis grad. Romanen er nemlig som hvidt toastbrød: nemt at tygge sig igennem, men uden mættende næring.
Til sidst skal vi lige havde med, at Marie, der (som forfatteren selv) kommer fra Holstebro, på side 78 støder ind i et eksemplar af vores hæderkronede avis. Hun siger: ”Jeg havde altid troet, at Weekendavisen var en form for pornoblad, som man kunne købe i København, men det var det ikke.” Det er så vidt jeg forstår den slags, der inspirerer forlaget til at kalde romanen en ”rablende humoristisk gyserkomedie”. Her stopper Maries kontakt med virkeligheden så, men der er jo også langt fra Holstebro til Atlantis.
Anne Fortier: Hyrder på bjerget. 431 sider, 299 kr. Lindhardt og Ringhof.