Kommentar i Berlingske Tidende den 6. februar 2005
Når nu regeringen står til genvalg, Det Radikale Venstre stormer frem og Socialdemokraterne igen bliver slået groggy af vælgerne, melder spørgsmålet om en VKR regering sig naturligvis.
Marianne Jelved har blankt afvist, at hendes parti skulle kunne enes om et fælles regeringsgrundlag med Venstre og De Konservative, og hun bedyrer at hun går efter et magtskifte, der bringer SR ind i ministerierne igen. Det skal hun jo sige, for naturligvis kan hun ikke indgå i en borgerlig regering efter en valgperiode, som har afsløret dybe forskelle mellem hendes parti og regeringen i de helt vitale spørgsmål om udlændingepolitik og menneskerettigheder. Spørgsmålet om en VKR regering er derfor irrelevant – i denne omgang. Men det bliver det ikke ved med at være, Marianne Jelved eller ej.
Med måske 19 mandater efter valget skal Det Radikale Venstre nødvendigvis øge ambitionerne om magt. Hvis vi går ud fra, at Socialdemokraterne samtidig går tilbage – og vil blive kastet ud i endnu en krise om partiets fremtidige ledelse – har Marianne Jelved naturligvis ikke andre muligheder, end at orientere sig mod de borgerlige. Hendes parti har altid brystet sig af, at det kan arbejde sammen med – og danne regering med – begge fløje i Folketinget, og hun vil snart få en gylden chance for at bevise det. I den valgperiode, der følger efter den 8. februar, vil vi se Det Radikale Venstre i et langsomt kursskifte, væk fra Mogens Lykketoft og over mod Anders Fogh Rasmussen. Naturligvis kan det ikke ske uden at der skal sluges kameler. Men prisen for ikke at gøre det, er simpelthen for høj – og tilsvarende er gevinsten ved et sideskifte stor.
Ved at orientere sig mod regeringen kan Det Radikale Venstre opnå et altafgørende mål, nemlig at begrænse Dansk Folkepartis indflydelse som parlamentarisk grundlag under den borgerlige regering. Nogle af uenighederne mellem R og VK er deciderede antagonistiske, men som bekendt er politik dynamisk, og holdningsforskelle kan overkommes i forhandlinger. Og med en stort mandattal kan Det Radikale Venstre simpelthen få svært ved at retfærdiggøre sig over for vælgerne, hvis de ikke gør alt for at presse Dansk Folkeparti ud af den nøglerolle, som partiet har haft som parlamentarisk grundlag siden 2001.
Sagen er jo, at Pia Kjærsgaard har opnået en indflydelse, som alle ønsker at begrænse, også V og K. Når V forsøger at markedsføre stramningerne på udlændingeområdet under betegnelsen ”en ansvarlig politik”, mener DF at det er for vagt. De fører sig til gengæld frem med stadig mere tåbelige krav, der vidner om et parti, som nu for alvor har mistet jordforbindelsen.
I denne valgkamp har udlændingepolitikken (asyl, familiesammenføring, integration og nærområdehjælp) haft en tilbagetrukket position. Ingen har f.eks. nedværdiget sig til at diskutere Dansk Folkepartis koleriske krav om at droppe flygtningekonventionen. V og K ønsker blot at blive identificeret med ”stramninger”, og de gør alt for at undvige spørgsmål om, hvad der blev af den lovede forbedrede integration, som skulle komme, når tilgangen af familiesammenførte blev stoppet. Derfor har udlændinge ikke været et tema i valgkampen – bortset fra De Radikales angreb på integrationsminister Bertel Haarder og Marianne Jelveds anklage mod statsminister Anders Fogh Rasmussen om at lyve om en hemmelig aftale mellem S og R om udlændingepolitikken.
Den Radikale leder har altså lagt sig personligt ud med Venstres to topfolk, ja faktisk har hun beklikket deres troværdighed og moral. Hvordan skal man kunne forestille sig, at de så på længere sigt vil kunne samarbejde, måske lige frem i en regering? Svaret er enkelt: De har brug for hinanden. De borgerlige partier ved udmærket godt, at Dansk Folkeparti ikke er en pålidelig partner. Partiet er ikke alene imod EU, de opfatter også de internationale konventioner som noget, man kan melde sig ud af, som om det var en bogklub. Dem tør man ikke lave reformer med om skat og velfærd. Og hvis den gensidige nytteværdi ikke kan overkomme de personlige modsætninger, er det ikke noget, som et forventeligt generationsskifte hos De Radikale ikke ville kunne klare.
V og K har altså brug for at orientere sig væk fra DF på samme måde som R har brug for at orientere sig væk fra S. Modsætninger vil derfor gradvis tage af i den kommende valgperiode, og de borgerlige partier – som vi forudsætter – danner regering igen efter d. 8. februar – vil sende forsonende signaler til De Radikale, der til gengæld vil yde det maksimale for at være pragmatiske. Om man så interesserer sig mest for værdikamp eller hverdagens politik, må De Radikales største pligt være at bruge fremgangen til at dæmme op for Dansk Folkeparti.
Hvis Socialdemokraternes nedtur fortsætter, har De Radikale derfor ikke råd til mere tålmodighed med den gamle regeringspartner. Det behøver ikke at være nogen skidt situation for alle os, som er fyldt med modvilje over VK’s udlændingepolitiske alliance med DF. Jeg tror derimod at De Radikale i en stærk position vil kunne forhandle sig frem til fornuftige forbedringer. Så vil V og K også kunne være sig selv bedre bekendt. VK og R har altså ansvaret for at sparke DF ud af magtens centrum, så humanisme, konventioner og menneskerettigheder igen kan blive positive nøglebegreber i dansk politik. De Radikale havde det elendigt med Socialdemokraternes flygtningepolitik under Thorkild Simonsen og Karen Jespersen, som var dybt inspireret af Dansk Folkeparti. Efter valget bør de tage de første skridt væk fra S og indlede en forsoning ovenpå værdikampen. Dansk udlændingepolitik har brug for det.