Kommentar i Amnesty, maj 2005
Søren Quist Rasmussen – er det et navn, der får en lille klokke til at ringe? Nå, ikke. Hvad så med Dronning Margrethe? Ja, hende kender vi jo alle, for hun er vores vidende og værdige statsoverhoved, som det i en menneskealder har været en hel folkesport at respektere, agte og ære. Søren Quist Rasmussen må nøjes med at være formand for en grundejerforening udenfor Århus. Men en vidunderlig forårsdag i april – ja, faktisk på dronningens 65 års dag den 16. – krydsedes regentens og undersåttens veje på en ganske tankevækkende måde.
I anledning af den halvrunde fødselsdag udgav journalisten Annelise Bistrup bogen ”Margrethe”, hvor dronningen taler ud om sit liv, sit arbejde, sit syn på fremtiden osv. Her siger hun bl.a. at der er brug for et aktivt modspil til islam, og at vi – altså danskerne – har været for tolerante og dovne. Samtidig siger hun om muslimerne, at der er noget betagende ved mennesker, der i den grad overgiver sig til en tro. ”Men,” understreger hun så, ”der er også noget skræmmende ved en sådan totalitet, som også er en side af islam”.
Dronning Margrethes udtalelser er interessant på mindst to måder. Dels sprænger hun de hidtil kendte rammer for, hvad de royale kan mene om samfundsanliggender. Dels går hun mere eller mindre i rette med sin egen nytårstale fra dengang i firserne, hvor hun advarede mod intolerance og ”dumsmarte” bemærkninger – i dag finder hun det ”rablende naivt”. Hvad dronningens taletid og emneregister angår, er det helt befriende at hun sådan træder ud af meningsløsheden og tager sin egen ytringsfrihed alvorligt (rent bortset fra, at hun netop tilhører den eneste familie i landet, der ikke har ret til at mene noget som helst offentligt). Hvad udtalelsens indhold angår, er der et strejf af opportunisme i dronningens syn på dansk tolerance og muslimsk ”totalitet”. Men det skal ikke ligge hende til last. Det er så tidstypisk, folkeligt og dansk som det overhovedet kan være.
Imam Abdul Wahid Pedersen var lynhurtigt enig med dronningen, men han anlagde et bredere perspektiv: ”Vi ser i alle religiøse samfund skræmmende handlemønstre hos folk, der bliver fanatiske. I USA er en ultraradikal højrekristen netop blevet idømt livsvarigt fængsel for at sprænge abortklinikker i luften. I Israel vil zionistiske ekstremister med vold og magt tiltvinge sig adgang til Tempelbjerget i Jerusalem for at sprænge det i luften. Og vi har muslimer, der banker fly ind i skyskrabere,” sagde han til Jyllands-Posten i en fornuftig kommentar til bogen.
I en tid med en højspændt værdipolitisk debat, er det interessant at Dronning Margrethe melder sig i koret af debattører, der mener, at vi har været for lemfældige i omgangen med vores egen tårnhøje tolerance. Der er – hævet over enhver tvivl – ufravigelige kvaliteter ved vores samfund, som ingen fremmed kultur eller religion skal have lov at lave om på. Jeg tror at vi stort set alle er enige om, at kvindeundertrykkelse om omskæring af sagesløse pigebørn ikke kan accepteres, og at vi naturligvis skal modvirke enhver form for religiøs ekstremisme. Men passer det nu, når Dronning Margrethe siger, at vi har været for dovne?
Her vender vi så tilbage til Søren Quist Rasmussen. Han dukkede op i Jyllands-Posten på dronningens fødselsdag, bedst som nationen fordøjede regentens manende ord om islams totalitet. Som formand for grundejerforeningen Lemming Syd i Hasselager truede han med at sagsøge Århus Kommune med et erstatningskrav på 600.000 kr. som var hans ejendoms anslåede tab af værdi efter at forvaltningen har givet grønt lys for bygningen af en muslimsk friskole på nabogrunden. Avisen skriver, at lokalplanen har udlagt grunden til undervisningsformål, og at naboerne hele tiden har vidst, at der vil blive bygget. Og så citeres Søren Quist Rasmussen for følgende tankevækkende ord:
»Vi protesterer kun, fordi det er en muslimsk skole, man vil bygge. Vi mener, at det vil ændre områdets karakter markant og tiltrække yderligtgående muslimer, og folk, som ikke vil integreres. Vi ønsker ikke at se piger med tørklæder, og det sprog, de taler, er støj i vores ører. Vi mener klart, at projektet skal flyttes til de områder, hvor der i forvejen er massiv koncentration af muslimer.”
Ifølge skoleleder Osman Öztoprak er skolen dansk. 70 procent af børnene har tyrkiske forældre, mens resten kommer fra 4-5 forskellige andre lande. ”Vi underviser på dansk, skolens sprog er dansk, og alle børnene er danske børn, da de er født og opvokset her. Jeg synes, det er skræmmende for samfundet, at der er personer, der har så yderligtgående holdninger, og som vil forhindre en fredelig og anstændig sameksistens,” siger han.
Det hører med til historien, at Søren Quist Rasmussen er kandidat til byrådet for Venstre, og at formanden for partiet i Århus har kaldt ham til møde for at få en forklaring. I skrivende stund har partiet ikke reageret på anden måde, men gad vide hvad integrationsminister Rikke Hvilshøj tænker om et medlem, der i den grad udviser antidemokratisk intolerant totalitet og modvirker regeringens ønske om at skabe integration gennem spredning? Og hvad mener mon Dronningen? Hvilken undersåt føler hun sig mon bedst tjent med, Søren Quist Rasmussen eller Osman Öztoprak?
Den danske dovenskab, som dronningen taler om, må siges at være en saga blot. Ganske som den danske tolerance, der tilsyneladende er afskaffet i Hasselager af formanden for grundejerforeningen Lemming Syd.
Efter deadline meddelte Venstre, at Søren Quist Rasmussen var fyret som byrådskandidat og ikke længere var velkommen i partiet.