Kommentar i Weekendavisen den 27. maj 2005
Smagsdom. Berlingske Tidendes litteraturredaktør siger det, som Brian Mikkelsen ikke tør: kanon-projektet er kulturkonservatisme i praksis.
Forleden skrev Berlingske Tidendes litteraturredaktør Nils Gunder Hansen en dejlig kulturkonservativ kommentar til støtte for regeringens ønske om at drive kultur- og uddannelsespolitik med kanoner. Hans udgangspunkt var, at ethvert dannet og fornuftigt menneske burde slutte op bag kanon-tanken, og med sædvanlig høflig skarphed opregnede han de fire gængse argumenter imod projektet, som det er blevet fremført af den kulturradikale, reformpædagogiske, feministiske og (til dels) liberale kanonopposition: Det kan slet ikke lade sig gøre at lave en kanon, resultatet vil under alle omstændigheder blive skævt, i øvrigt er det overflødigt, og sidst men ikke mindst er det ”sort skole”. Ren og skær ufornuft og mangel på dannelse.
Men heldigvis er litteraturredaktøren en optimistisk kulturkonservativ, og til beroligelse for alle kanon-tilhængerne slutter han sin kommentar med denne spådom: ”Allerede om fire år vil vi have vænnet os til at kanon er en helt naturlig del af kultur og uddannelse. Det vil gælde for sund fornuft, og historielærere, feminister og unge Venstreløver vil kun dunkelt og modvilligt kunne huske, at de en gang kunne blive meget vrede over at man dog kunne foreslå noget sådant”. Det er muligt, måske ligefrem sandsynligt, at Nils Gunder Hansen har ret. Men problemet er nu heller ikke at kanonprojektet i bedste fald øger skolernes og samfundet kritiske interesse for litteratur, kunst og kultur, herunder kulturdebat. Nej, problemet er, at disse kanoner bliver kørt i stilling i regeringens værdipolitiske offensiv. Eller som Nils Gunder Hansen konstaterer med stor tilfredshed: ”Kanon er simpelthen måden, hvorpå man kan omsætte kulturkonservatisme i praktisk politik.”
Det er befriende ren og ærlig tale. Redaktøren tør nemlig sige det, som ministeren ikke tør. Hidtil har vi hørt Brian Mikkelsen tale om, at kanonerne skal hjælpe os til at kende vores nationale rødder og danske værdier i en globaliseret tid. ”Som borgere i Danmark er vi jo ikke kun fritsvævende atomer uden for tid og sted. Vi hører til i en særlig tradition, tid og kultur. Og en national kulturkanon kan være med til at gøre os klogere på os selv og den nation, som vi er en del af,” har han sagt. Men med Nils Gunder Hansens analyse står det pludselig klart, at kanon-projektet i virkeligheden er alt det, som det er blevet beskyldt for, men som dets ophavsmænd har benægtet, nemlig kulturkonservativ folkeopdragelse. I den forstand er der tale om en hel lille kulturpolitisk revolution, hvor det kulturradikale smagsdommeri (altså den blødsødne reformpædagogik, der har svigtet undervisningen i paratviden og kongerække) bliver bekæmpet med egne midler, især nu hvor Bertel Haarder har skiftet værdipolitisk kamparena. Ikke at kulturradikalismen havde tradition for at opstille pensumlister, men det var en klar ambition at øve indflydelse på samfundet gennem undervisningen og det kulturelle og – ikke mindst – det kvalitetsbevidste. Det samme mål har kulturkonservatismen tilsyneladende sat sig nu, hos dem handler det bare ikke om at fremme kunstnerisk kvalitet, men om et opgør med ”relativismen”. Det betyder på rent dansk, at vi skal have mere national bevidsthed banket ind i bolden, om det så skal ske med salmesang.
De fire argumenter imod kanon-projektet, som Nils Gunder Hansen opregner (og plaffer ned), er tekniske indvendinger, som man kan diskutere tekniske løsninger på, hvis man ellers gider. Det ægte stridspunkt i debatten er imidlertid hele initiativets formål, nemlig at spænde Brian Mikkelsens kulturelle kanoner foran regeringens værdipolitiske projekt og den nationale vækkelse til danskhed. Men det er ikke en kulturministers opgave at sætte statsautoriseret smagsdommeri forklædt som folkeoplysning i gang, og her går den vigtig skillelinie i debatten om de kulturelle kanoner. Hører de hjemme i skolepolitikken eller i kulturpolitikken? At vi skal have en litterær kanon som en del af skolernes danskundervisning, kan de fleste vel se logikken i, og man kan naturligvis altid diskutere om mindre kunstfag som musik og billedkunst så også skal trækkes med det, men det er i virkeligheden ikke særlig afgørende. Det vigtige er i første omgang, at få afklaret hvad i alverden kulturministerens kanoner (under ledelse af allestedsnærværende Jørn Lund) skal bidrage med i den fritsvævende værdidebat – bortset fra kulturkonservativ folkeopdragelse.
Ethvert dannet og fornuftigt menneske bør slutte op om kanon-tanken, siger Nils Gunder Hansen. Man kunne lige så godt sige, at ethvert dannet og fornuftigt menneske bør være skeptisk, fordi tvungne lister over f.eks. historiske begivenheder altid vil være udtryk for en eller anden form for selektiv styring, og se bare hvor hurtigt perspektiverne ændrer sig i bl.a. debatten om kommunismens forbrydelser og modstandskampen herhjemme under besættelsen. Men pyt nu med det. De kulturelle kanon-lister er på vej i historiens måske største smagsdommerprojekt, og debatten om dem vil være et mål i sig selv, som kommer alle synspunkter til gavn. Imens kan de kulturkonservative nynne med på Nils Gunder Hansens melodi: tra-la-la-la, hvor er det nemt, om fire år er alting glemt. Ja, og så er tiden moden til at opstille den ultimative kanon, den over de danske værdier.