Kommentar i Weekendavisen den 18. november 2005
Messe. De store forlag løber med opmærksomheden på BogForum, men det er ofte de små der fortjener den.
I dag lukker Forum atter dørene op for bogbranchens årlige fætter-kusine-fest med indforståede kram og kindkys til alle (altså til alle, der har fået en fribillet af deres forlag, ikke til det betalende publikum!). Her kommer alle og enhver – giganter og mikrovirksomheder, bedstsælgere og lagersucceser – for at fejre årets boghøst i en øm svingom med pressen, der i dagens anledning har ændret rolle.
Ham der til dagligt er kritiker, optræder nu som forklædt marketingchef. Bogmessen er én stor lanceringsfest, hvor inviterede journalister spørger forfatterne høfligt ud foran det læselystne og købedygtige publikum. Hvem vil ikke være med til dén fest? Hvis man droppede en bombe over hallen, ville man bagefter kunne skrive en samlet nekrolog over branchen.
Nej, ikke helt. Som gallerbyen, der ikke overgiver sig, er der enkelte forlag, som ikke hopper med på vognen i Forum. Eller som rettere sagt er hoppet af. For halvanden måned siden fyrede Steen Piper fra forlaget Hovedland (jysk!) en bredside af mod messen, som han ikke har gidet deltage i de seneste par år, fordi hans forlag ikke fik noget ud af det. Han ser derimod messen som resultatet af de symbiotiske forhold mellem Politiken, DR og Gyldendal – den berygtede Bermuda-trekant. Personligt troede jeg, at dette begreb hørte sig forne tiders kulturdebat til, men ifølge Steen Piper er der sket en øget kulturradikalisering af hovedstadspressen. Nå, er der det, vil én og anden nok spørge. Og hvad har det i grunden med bogmessen at gøre? Lad os se på sagen.
For det første har Steen Piper uret så det klodser. Henne om hjørnet vil folk som Nils Lunde, Nils Gunder Hansen, Bent Blüdnikow og Claes Kastholm-Hansen nok føle sig lidt stødt på manchetterne, for hele deres ”projekt” med Berlingske Tidende går jo ud på at bekrige kulturradikalismen. Og hvad med Jyllands-Posten (beklager at der er rod i geografien, men vi kan godt henregne avisens kulturredaktion til hovedstadspressen)? Er folk som Flemming Rose, Anders Raahauge, Lars Hedegaard og Henrik Gade Jensen en del af kulturradikaliseringen? Og disse spalter, som jeg selv skriver i – hvor ”kulturradikale” er de egentlig? Og hvorfor er det lige, at DR skal hives frem af mølposen? De gør sig jo ikke rigtig gældende indenfor litteraturformidlingen for ikke at tale om litteraturkritikken. Sagt med andre ord: Bor Steen Piper i Hovedlandet, eller bor han på en anden planet uden samkvem med Danmark?
Hvis Steen Piper har en pointe i sin kritik af bogmessen (som der kan være gode grunde til at kritisere), handler den om forlagskoncentrationer og markedsføringsmagt. Han kaldte det i interviewet arlaficeringen af Gyldendal. Men hvad er det bedste modtræk? Ja, det er da i hvert flad ikke at blive væk fra BogForum. Ingen vinder ved at Hovedland bliver hjemme i Hovedlandet. Nej, det bedste modtræk til forlagskoncentrationerne, hvor aktionærernes indtjeningskrav overskygger den kulturelle kapital, er synlige nicheforlag. Her kan man meget apropos skæve til situationen på fødevaremarkedet, hvor giganten Arla – bogbranchens Gyldendal og mere til – ganske vist er klart dominerende, men stadig levner plads til små kvalitetsproducenter af økologisk mælk og ost. Noget tyder faktisk på, har jeg læst mig til, at der er plads til alle og vækst til alle.
Hvis BogForum skal vinde i berettigelse i de kommende år, ikke bare som de store forlags målrettede fremstød for julegavelitteraturen, er det op til de små kvalitetsforlag. Jeg har ikke noget statistisk belæg for at sige det, men min fornemmelse er, at der bliver flere af slagsen, ikke færre. Og det er samtidig disse forlag, der sender noget af den mest kvalitetsbevidste litteratur på markedet. Problemet er, at de små forlag ikke har kapital til at markedsføre deres forfattere på samme måde som f.eks. Gyldendal. Det er svært at skabe hype der øger forventningspresset hos både medier, boghandlere og publikum, når man næsten ene mand skal redigere, administrere, markedsføre og pleje selvoptagede forfattere med opbyggelige ord. Det er, vil jeg vove at påstå, grunden til, at Katrine Marie Guldagers ok gode novellesamling ”København” blev en bestseller, mens Pia Juuls fabelagtige ”Dengang med hunden” ikke blev. Gyldendal havde simpelthen den muskelkraft i marketing og manpower, som Tiderne Skifter manglede.
Det kan godt være, at Hovedland kan klare sig uden BogForum – som i hvert fald sagtens kan klare sig uden Hovedland. Hvad skal man med de små independent-forlag, når de store forlag er sikre samarbejdspartnere, og når pengetanken fra BG Bank kanaliserer så meget opmærksomhed over på messen med den 200.000 kroner store litteraturpris (som i parentes bemærket i år ikke kun har Gyldendal-forfattere i nomineringen, hvilket ellers har været de seneste to års lille branchesvinestreg)? BogForum har år for år vokset sig stærkere som bogbranchens salgsfest. Men hvis messen også skal have betydning for litteraturen, er det altafgørende, at de små forlag trives. Derfor har jeg en opfordring til den behjertede gæst: Kik endelig forbi Gyldendal for at se girafferne, men glem alt om berømte kokke og Soduku. Brug i stedet tiden på de små, kvalitetsbevidste, uafhængige forlæggere, der får forlagsøkonomi og forlagsøkologi til at rime.