Kulturkritik. Jørgen Knudsen følger sin Georg Brandes biografi op med et inspirerende udvalg af litterære, politiske og private tekster.
Apostle søges
I indledningen til sine berømte forelæsninger om Emigrantlitteraturen den 3. november 1871, genfortalte Georg Brandes en velkendt dyrefabel. Ræven inviterede storken til middag, men anrettede måltidet på flade tallerkener, så storkens lange, spidse næb ikke kunne få fat i lækkerierne. Da storken geninviterede ræven, serverede den maden i dybe, langhalsede krukker, hvor ræven ikke kunne trænge ned med sin snude. Og derefter konstaterer forelæseren: ”Saaledes have i lange Tider de forskjellige Nationer vexelvis været Ræv og Stork for hinanden. En stor Del af det æsthetiske Studiums Opgave er og har været at anrette Storkens Kjøkken paa Rævens Service og omvendt.”
Der går så syv år, og Georg Brandes er draget i frivilligt i eksil i Berlin efter at være blevet frosset ud i København. I en politisk tendensartikel gør han naturligvis en afstikker til den nye litteratur. Hvorledes stiller digterne og tænkerne sig til ”tidsbevægelsen”, spørger han sig selv. Han går en tur i byen og kommer skuffet hjem, for det eneste han har set, er en overvældende kejserdyrkelse i form af kornblomst-brystnåle i butiksvinduerne, ja selv i teaterannoncerne og på en plakat af en svømmekunstnerinde bliver kejseren hyldet. Men værst af alt: der er ingen hjælp at hente i litteraturen, og Georg Brandes sprutter forarget og fuld af ærgrelse: ”Fædrelanderi og Kejserdyrkelse foran En og bag En og paa alle Sider. Man aabner Bøgerne. Hvad indeholder de? Mere Fædrelanderi og Bismarckdyrkelse. Allah! naar vil det ende?”
Den ikke-troende jøde Georg Brandes anråber muslimernes gud i fortvivlelse over de kristnes kejserdyrkelse, er det ikke skønt? Han bruger her – som andre steder i forfatterskabet – det fortræffelige begreb ”Fædrelanderi”, som betegner netop den overdrevne nationaldyrkelse og selvtilstrækkelighed, der i fablen fik ”nationerne” ræv og stork til at modarbejde hinanden. Georg Brandes skreg sin frustration ud i et spørgsmål til Allah, men lige lidt hjalp det. Alligevel holdt ham modet og dampen oppe, men i 1914 måtte han ty til en næsten desperat appel til de krigsførende magter, som han advarede indtrængende: ”Jo længere Krigen endnu varer, des kortvarigere bliver den kommende Fred.” Han så alle sine forhåbninger om europæiske kulturfremskridt synke i grus, og man tør slet ikke tænke på, hvor han ville have lidt af desillusion på humanismens og den tyske kulturs vegne, hvis han havde levet bare et enkelt årti længere.
Georg Brandes havde sine helte. Ikke mindst talen om Ludvig Holberg og portrættet af Voltaire viser os hans dybe hengivenhed for den stridbare, modige og fornuftsbetonede kritik. Hans evne til at portrættere med fynd og fylde er uforlignelig, det samme er hans stålsatte og skråsikre domsfældelser. Men han har det fra sine forbilleder. Holberg kalder han for Danmarks og Norges oplyste enehersker, og om Voltaire skriver han, at han var den første franskmand, der stillede de vigtigste, åndelige spørgsmål og gav de modige svar: ”Var den kristne Overlevering historisk sand? Var den kristne Kirke en hellig og velgørende Organisation? Var den kristne Lære guddommeligt inspireret og aandeligt udtømmende? Han svarte uden Vaklen: Overleveringen er fuld af Fabler og Urimeligheder; Kirken betyder et Fald fra den hedenske Oldtids højere Kulturtrin; Læren er ufuldkommen, hvor den er bedst, en mørk og tyrannisk Overtro, hvor den er værst.”
Den slags siger man naturligvis ikke ustraffet i det 18. århundredes Frankrig, og man gentager det heller ikke uden konsekvenser i det 19. århundredes Danmark. Men både Voltaire og Brandes kæmper for den fornuftsbetonede humanisme, og vejen til målet går via en udfordring af den magtfuldkomne og undertrykkende kirke. I et brev til den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson skriver Georg Brandes, at der er brug for apostle for tankens frihed, men at dette Apostolat er anderledes en troens, som gennem lang tid har ophobet en folkestemning for kristendommen: ”Vore tilkommende Apostle maa byde dem Spidsen. Altsaa: Apostle søges”.
Nogen vil jo nok mene, at det rent faktisk lykkedes Georg Brandes at skrabe en stor nok menighed af ikke-troende sammen til at presse kristendommen i baggrunden med humanisme og kulturradikalisme. Men i så fald er timeglasset atter ved at vende, hvilket disse års værdidebat og religionernes offensive genkomst i kultur og politik tydeligt illustrerer. I dag er det jo blevet moderne at tro på gud, og det er nærmest kun et par religionsforskere hist og her og blockbuster-forfatteren Dan Brown, der kan pådrage sig præsteskabets vrede med henholdsvis rationelle analyser og kirkekonspirationsteorier. Samtidig er det stridbare fædrelanderi lige så nærværende i dag som i 1878, og behovet for at anrette storkens køkken på rævens service og omvendt, er så stort som nogensinde.
Dette inspirerende udvalg af Georg Brandes er foretaget af Jørgen Knudsen, der for nylig fik Georg Brandes Prisen af Kritikerlavet for sit mangeårige arbejde med det biografiske værk, der blev afsluttet i fjor med ”Uovervindelig taber”. Teksterne er valgt for at vise den mangfoldighed i emner og genrer, som forfatteren beherskede, og som sådan er det vores mest indsigtsfulde Brandes-kenders bud på en komprimeret introduktion til begynderlæsning. Det er vellykket, både som æstetik og kritik. I den ene ende af spektret glædes vi over Georg Brandes som litterat med den første alvorlige genrelæsning af H.C. Andersens eventyr. I den anden ende rystes vi i vores grundvold over af hans evner som politisk skribent med skildringen tyrkernes og kurdernes folkedrab på armenierne. Men først og sidst imponeres vi over hans engagement og vilje til fornuft, fremskridt og fri forskning. Georg Brandes skriver om Leonora Christines ”Jammersminde”, at den foruden ”sin store Interesse, som Kilde til Kundskab om dens Hovedperson og som historisk Tidsbillede [er] en bog af almenmenneskelig Interesse, af hvilken man kan lære, hvad Livet og Menneskene virkelig ere.”
Nøjagtig det samme kan man sige om Georg Brandes eget forfatterskab som Jørgen Knudsen præsenterer det i dette udvalg..
Georg Brandes – den mangfoldige. En antologi ved Jørgen Knudsen. 300 sider, 298 kr. Gyldendal.