Anmeldelse i Weekendavisen den 16. september 2005.
København. Jonas T. Bengtssons debutroman om den skizofrene Janus har Nordkraft-klasse over sig.
Når nu hovedpersonen er en skizofren paranoid fyr, er det et lidt billigt trick at opkalde ham efter guden med de to ansigter, Janus. Men så er det til gengæld også slut med de nemme omveje i Jonas T. Bengtssons hårde og (stort set) trøstesløse debutroman, som jeg faktisk synes fortjener en succesfuld skæbne på linie med Jacob Ejersbos bestseller Nordkraft.
Aminas breve handler om det, vi aner ud af øjenkrogen når vi bevæger os gennem København. Vi ved at de er der, men vi ignorerer dem helst, de hjemløse, narkomanerne, de psykisk syge, alle dem der foruroliger os med deres liv i skyggezonerne, hvor vi end ikke ønsker vores værste fjender hen. Som det hedder på bogens bagside er romanen fortalt ”fra én af samfundets blinde vinkler til alle der tror, at de kender forskel på gal og normal”. Eller som Janus selv siger: ”Jeg ved ikke særligt meget om denne her verden, men jeg kan smage forskel på Zeroxat og Cipramil.” Og senere på samme side: ”Jeg er ham for enden af cigaretten.” Så har man da en plads i verden.
I fire år har Janus været på den lukkede. Nu kommer han ud, og han har kun en ting i tankerne, at finde Amina. Brevene fra den dansk-kurdiske veninde var hans eneste linje til verden udenfor institutionen, og nu vil han vide, hvorfor hun pludselig holdt op med at skrive. Det er naturligvis en historie om et lukket kulturmiljø med tvang og vold, men Janus har ikke noget at miste i livet og han trodser både advarslerne og de umenneskelige tæsk. Han må og skal i kontakt med Amina, og intet jordisk kan skræmme ham. Almindelig fysisk smerte er intet imod stemmerne og den irrationelle frygt, som manifesterer sig i det nervøse nattemørke i fantomskikkelse af en stinkende olding. Velvidende, at han bevæger sig længere ud på overdrevet, tager Janus volden til sig, og tøver ikke et sekund med at mishandle sig frem til et spor, der fører til Amina. Naturligvis er voldsspiralen uden ende, men den rummer tilsyneladende – det er dog et åbent spørgsmål – også en forløsning, både for Janus og Amina.
Aminas breve har Nordkraft-klasse over sig. Den er rå, rasende og solidarisk på samme måde, og midt i al galskaben dirrer den af klassisk kærlighed og social sympati. Jonas T. Bengtsson skildrer alverdens lidelse uden overflødige ord, mest bevægende i Janus’ forhold til moren. Hun optræder kun genfortalt eller indirekte, f.eks. da Janus er kravlet op i en trætop hvorfra han iagttager hende gennem ruden. Moren laver sin aftensmad, som hun spiser i ensomhed, og da hun er færdig, kravler Janus ned og forlader stedet uden at give sig til kende. De mødes aldrig, men moren står alligevel som romanens centrale og dybt rørende smertepunkt. Jonas T. Bengtsson (f. 1976) bor i hovedstadens Nordvestkvarter, og jeg er ret så sikker på, at han har det i sig, som skaber en rigtig københavnerforfatter.
Jonas T. Bengtsson: Aminas breve. 264 sider, 279 kr. Roman. People’s Press.