Anmeldelse og kommentar i Weekendavisen den 14. oktober 2005.
Booker Prize. John Banvilles “The Sea” er et spejlblankt ordhav med for få krusninger.
Havet og hadet
“The Sea” er en romantitel, som opforrer til at man dykker ned under overfladen, og man fornemmer fra første færd, at havet vil kræve sine ofre, også blandt læserne. John Banvilles roman er nemlig skrevet med så slebent og ciseleret et sprog, at det næsten er for meget af det gode, ja stilen er så genfortællende, at historien næsten går tabt. Åh, hvor man læges efter talende mennesker.
På første side beskriver John Banville havet som ”en umådelige skål af vand, svulmende som en blære, blå som bly og ondskabsfuldt skinnende” (min privat- og piratoversættelse). Og om barnets forventninger til fremtiden: ”Ja, sådan tænkte jeg at voksenlivet måtte være, en form for lang indian summer, en beroligende tilstand, afslappet ligegyldighed, uden noget af barndommens nærmest uudholdelige uslebne umiddelbarhed, alt det som forvirrede mig som barn var nu opklaret, alle mysteriet løst, alle spørgsmål besvaret, og øjeblikkene drypper bort, nærmest uopdagede, gyldne dryp på dryp, mod den sidste, nærmest uopdagede død.”
Det er ikke til at holde ud at læse, og det er en skam, for mellem alle ordguirlanderne dukker der dybt originale situationer op, som viser romanens uomtvistelige kvaliteter, nemlig John Banvilles menneskekendskab og sans for psykologisk drama.
Max Morden er kunsthistoriker. Han vender tilbage til en lille kystby, hvor han tilbragte barndommens sommerferier. Nu er hans kone død af kræft, og i sin sorg søger han både ensomheden og fortiden. Vi følger hans tilbageblik til den magiske og skæbnesvangre sommer, hvor han som tiårig lærte familien Grace at kende. Han dropper sine legekammerater og knytter sig til tvillingerne Chloe (som giver ham hans første kys) og Myles (stum, skabelonagtig, men ikke til at undvige). Max bor med sine forældre i en lille lejet hytte med tørvekomfur, hvor hans mor laver mad, mens den velhavende Grace-familie har egen sommerbolig og tjenestepige, får weekendgæster, drikker gin og har vejkort over Frankrig liggende skødesløst i bilens bagrude.
I sit stille sind opfatter Max tvillingerne og deres forældre som intet mindre end guder. Især Mrs. Grace, der holder cigaretterne mellem fingrene med de rødlakerede negle og bruger solbriller som filmstjerner. Hun bliver naturligvis en erotisk besættelse for drengen, det er helt rifbjergsk. I tilbageblik erkender Max, at hans følelser for pigen kunne overføres til moren: ”Hvor mange hvedebrødsdage er ikke endt med at den berusede og dyspeptiske ægtemand har stirret ned på sin splinternye brud under ham i dobbeltsengen i bryllupssuiten og fået øje på hendes bedste venindens ansigt, eller hendes kønnere søster, eller endda, gudhjælpemig, hendes muntre mor?”
Man ved fra start, at sådan en sommer ikke kan ende lykkeligt, og at det lunefulde hav vil spille en hovedrolle, at det vil tage de guder tilbage, som det har kastet ind i Max’ liv. Da han mange år senere tænker sine tunge tanker med havudsigt, er det ikke kun i mindet om hans nyligt afdøde kone, men også om den første kærlighed, som druknede for hans øjne. Et tidevand af meningsløshed og melankoli skyller ind over ham, mens han kæmper for at forstå hvad forelskelse, kærlighed og ægteskab egentlig kræver af sin mand.
Han tænker på Chloe, den uopnåelige gud, som lod ham komme helt tæt på. En dag fik han lov til at dykke ned og svømme mellem benene på hende. ”Kom nu, skynd dig,” sagde hun, ”jeg har lige tisset”. Da Max dukker op igen, meddeler Chloe ham, at han er ulækker, hvorefter hun svømmer bort. Og han tænker på den syge Anna, der sagde at det var synd for ham, at han var tvunget til at tage hensyn og opføre sig så pænt overfor hende. ”Nu kan du ikke tillade dig at hade mig lidt, som du plejede,” siger hun, smiler og tilføjer: ”Se nu ikke så forskrækket ud. Jeg hadede også dig lidt. Vi var trods alt kun mennesker.”
Jeg tror at ordet ”hade” er en for bogstavelig oversættelse af hate, for ægtefællerne har ikke hadet hinanden, men gået hinanden på nerverne til tider, hvem gør ikke det? Men det er under alle omstændigheder romanens centrale passage, for den viser hvor svært det er at elske hele tiden. Max taler på et tidspunkt om sine fantomfølelser, når han af ren og skær loyalitet med sin kone nærmest kan mærke hendes smerte, uanset om hun er syg eller gravid. Til sidst står han tilbage som enkemand og er i tvivl om, hvilke følelser, der var ægte, og han stiller sig selv det eksistentialistiske spørgsmål: Hvem var vi, hvem var jeg? Han siger til sig selv: ”Vi var lykkelige sammen. OK, måske ikke lykkelige. Men vi var ikke ulykkelige, og det er de færreste der kan klare det. Er det ikke godt nok?”
The Sea er et spejlblankt ordhav med for få krusninger. Den sentimentale og forknytte stemning trænger som en havgus ind over siderne, men for den læser, der kan se igennem sløret og den lærde symbolik, venter trods alt en menneskeklog roman, hvor især forholdet mellem Max og den kræftsyge Anna er små øer af ægte varme i havet af ord.
John Banville: The Sea. 264 sider, 190 kr. (paperback). Picador.
Booker Surprise 2005. Favoritterne faldt på stribe. Handler det mere om middagsinvitationer, end om litteratur?
I skønlitteraturens maskinrum
Da professor John Sutherland, formanden for dommerkomiteen bag årets Booker Prize, mandag aften kl. 22.27 trådte frem i Londons Guildhall og annoncerede den 59-årige irske forfatter John Banville som prisvinder 2005, hævede en og anden et undrende øjenbryn. I beg your pardon? Kunne det virkelig være rigtig, at alle bookmakerfavoritterne blev slået på stregen af en sentimental roman, som nok er god, men ikke så god? Hvordan kunne det dog gå til, at folk som Zadie Smith, Julian Barnes og Kazuo Ishiguro blev overhalet af en kollega, som ingen anså for konkurrent?
Kandidatfeltet i år var blevet kaldt et af de stærkeste i Booker Prize’s historie. Undervejs var giganterne Salman Rushdie og Ian McEwan blevet sorteret fra, da kandidaternes bruttofelt blev skåret ned til de sidste fem. Men da John Sutherland gjorde stillingen op efter at hans dommerkolleger, selv forfattere og litteraturredaktører, havde afgivet deres stemmer, var der – så vidt vides i den engelske presse, det er ikke officielt – dødt løb. Efter en times votering, var Zadie Smith ude af favoritfeltet, hvor Barnes og Ishiguro lå skulder ved skulder. Men så afgjorde formanden selv sagen ved at kaste sit afgørende lod i John Banvilles skål. Og til journalisterne sagde han, at vinderen langt fra var valgt ved akklamation.
Allerede næste morgen skrev forfatteren Tibor Fischer et indlæg på Guardians hjemmeside. Han, der var med i dommerpanelet i fjor, konstaterer, at en Booker-dommer ikke kan vinde. Hvis man stemmer på et oplagt kandidat, bliver man anklaget for at mangle originalitet, og hvis man stemmer på en ukendt, er man nærmest pervers. Nu var John Banville hverken oplagt eller ukendt, men ingen havde forventet, at han kunne tage prisen foran de mere prominente kolleger. Tibor Fischer noterer ganske tørt, at han læste vinderromanen The Sea for tre måneder siden, og at han ikke kan huske noget som helst af den i dag. Men, skriver han med mindeværdig ondskab, ”jeg var imponeret over ordforrådet”. Selve anmeldelsen viste også anmelderen fra hans mest beske side: ”Man mærker tilstedeværelsen af Joyce, Beckett og Nabokov på hylderne i Banvilles reoler.” The Sunday Times lægger samme linje og konkluderer, at The Sea er ”a crashing disappointment”.
Er det slet ikke de litterære kvaliteter, der er afgørende? Samme dag som Knut Ahnlund angreb sine kolleger i Det Svenske Akademi for ikke at sætte sig tilstrækkelig godt ind i bøgerne, men kun læse lidt hist og pist, langede Tibor Fischer ikke kun ud efter årets vinder, men efter hele institutionen bag Booker Prize: ”En af de vigtigste overvejelser en Booker dommer har, er ’hvem vil jeg gerne inviteres hjem til?’ Hvilke forfatteres middagsselskaber vil jeg helst deltage i? Derfor var Julian Barnes (middagsselskabsvært i særklasse) med, og Kazuo Ishigura og Zadie Smith var ingen overraskelser. Og derfor blev Ian McEwan og Salman Rushdie sorteret fra, men de var med på bruttolisten, så man kan stadig få sig lidt sushi ved bogreceptionerne…”
Er rønnebærrene bare sure? Eller har Tibor Fischer en pointe, når han mener, at årets beslutning ikke vil komme Booker Prize til gavn. OK, siger han, John Banville har siden 1970 skrevet gode romaner, men det er vel ikke sådan, at prisen skal gives som en fortjenstmedalje for aftjent værnepligt i ”skønlitteraturens maskinrum”. Under alle omstændigheder tilfalder de £50.000 pund nu John Banville. Da The Independent spurgte ham, hvordan succesen ville påvirke ham, svarede han: ”I don’t know, I’ve never had it.” Hvis traditionen bliver fulgt, kan han nu se frem til fame and fortune. Selvom noget nu tyder på, at han måske ikke har sine forgængeres – og konkurrenters – chancer for lodret stigende salgskurver. I ugen op til afgørelsen havde favoritten Ishiguro solgt 24.000 eksemplarer, mens Banville lå på sølle 3.000.