Anmeldelse i Weekendavisen den 30. december 2005
Holberg-Gintberg. Hans Flemming Kraghs udvalg af danske humorister er rigt og ramsaltet.
Hvad latter gør…
Siden jeg gik død i filosofiprofessor Harald Høffdings dødsenskedelige psykologiske studie om Den Store Humor har jeg været skeptisk over for bøger, der handler om hvad der er sjovt. Men Lortelandet – Hans Flemming Kraghs bog om puslingelandets humor og humorister – er ikke en akademisk afhandling, men en rund, rig, rar og ramsaltet rundrejse i det bedste af dansk humor, ironi og satire. I et bredt, bladrevenligt format giver forfatteren et personligt pluk fra Holberg til Gintberg, som det hedder i den kvikke og mundrette undertitel. Og for at blåstemple projektet har forlag og forfatter lige lovlig naturligvis inviteret Johannes Møllehave til at skrive forordet, og der er ikke et øje tørt, når han konkluderer, at ”Hvad latter gør, er altid det rigtige”.
Hans Flemming Kragh fører os gennem dansk humor i alle genrer, fra litteraturen, scenen og avissatiren til de moderne standupkomikere. Han har et godt øje for at se det komiske eller satiriske, der hvor man ikke rigtig forventer at finde det, f.eks. er det helt velgørende at gense Herman Bangs nådesløse opgør med dansk selvgodhed i De uden fædreland, selvom vi her har mere at gøre med sarkasme end satire. Hans Flemming Kragh viser også fin sans for historien bag de enkelte digte, viser, teaterstykker m.m. Han fortæller f.eks. om ”Poeten” Poul Sørensens gravalvorlige digt Graa Invasion, der på overfladen handler om et gammelt hus, der bliver hærget af rotter, men som helt utilsløret handler om nazisternes besættelse af Danmark. Da digtet udkom i 1942 fik censuren naturligvis hurtigt kik på det, men forfatteren havde på forhånd fået Justitsministeriets Propagandaudvalg for Rottebekæmpelse til at anerkende dets brugbarhed til agitation mod rotter. Her går risikovillig politisk satire og en barok overlevelsesstrategi op i en højere enhed. Det er morsomt på sin helt egen og meget befriende måde.
Jo tættere Hans Flemming Kragh kommer på nutiden, jo mindre sjov bliver det. Det er næppe fordi nutidens humorister ikke er skarpe nok, men fordi den kulturhistoriske eller nostalgiske gensynsglæde tilføjer hver enkelt tekst eller tegning en ekstra bonusværdi. Bogens helt utrolig vellykkede billedredaktion lægger sig mellem den kendte og det overraskende, og det giver den en stor værdi som kulturhistorisk mindebog.
I Lorteland får høj og lav revyen på komedie. Bogen knitrer simpelthen af danskernes kærlige selvfortræd i ord og billeder, ikke mindst når man nyder den sylespidse satire fra dengang, hvor der var en pris at betale for at kritisere regeringen og kongen her i landet. Hvad M.A. Goldschmidt og P.A. Heiberg ikke kunne udrette – og hvad de ikke måtte døje af censur, fængsel og landsforvisning – for at servere magten i skarp sovs. I dag bliver tegnerne ringet op af ministre, der gerne vil købe originalen (jo, jeg er pinligt klar over, at der også findes religiøse folk, der ikke kender spillereglerne for satire i et demokrati).
Jeg har kun en anke mod bogen. Hvorfor skal vi nøjes med Hans Flemming Kraghs personlige og uautoriserede udvalg af noget så vigtigt som danskernes humor? Vi har da brug for en statsautoriseret humorkanon fra et kulturministerielt udvalg af nationale grinebidere under overvågning af Jørn Lund. Det er sgu et morsomt Lorteland, vi bor i!
Hans Flemming Kragh: Lorteland. De tog gas på danskerne – fra Holberg til Gintberg. 216 sider, rigt illustreret. 269 kroner. Politikens Forlag.