Anmeldelse i Weekendavisen den 25. februar 2005
24 timer. Hjerne og hjerte. Krig og kærlighed. Ian McEwans mesterlige roman fanger hele tilværelsen i en enkelt dag:
Lørdag den 15. februar 2003
“Saturday is a very brainy book” skrev anmelderen i The Sunday Times om Ian McEwans (f. 1948) nye roman, der udkom til stor opmærksomhed i England for en lille måneds tid siden. Og det må man kalde en velvalgt beskrivelse, for ikke alene er bogen yderst intelligent, den letter også på kranielåget for at undersøge, hvad pokker det egentlig er der foregår inde i vores hjerner.
Henry Perowne er neurokirurg. Byhus i Londons centrum, karrieren på skinner, solid økonomi. Hans kone er jurist på et dagblad, sønnen Theo er en talentfuld musiker og datteren Daisy står foran sin debut som lovende lyriker. Den lørdag, hvor hele romanens handling udspiller sig, er grundigt planlagt. Først en squashkamp, derefter et besøg på plejehjemmet hos moren, der er sunket ned i demenssygdommenes dyb, et koncertbesøg på Theos musikskole, og til sidst en familiemiddag, hvor Daisy vender hjem efter et halvt år i udlandet, og svigerfaren, den berømte digter John Grammaticus, kommer på besøg fra sit eksil i Frankrig. Da morgenen begynder med øm elskov (oven i købet med konen, som en anmelder bemærker!), er der lagt op til en god dag for Henry Perowne. Men dagen kommer naturligvis til at udarte i en ganske overraskende retning.
At noget uheldsvangert venter om hjørnet, får vi fornemmelsen af i romanens allerførste linie, hvor Perowne uden grund vågner flere timer før daggry. Søvnløs stirrer han ud i den frostklare nat, hvor et fly pludselig skærer igennem den sorte himmel som en lysende ildkugle. Er byen under terrorangreb, eller er et fly ved at styrte ned? Netop denne lørdag – den 15. februar 2003 – samles over en million mennesker i Londons gader i en enorm protestmarch mod Tony Blairs beslutning om at gå i krig i Irak, og 9/11 frygten sidder i kroppen. Antikrigsdemonstrationen sætter sit præg på båden byen og dagens nyhedsstrøm, og da Perowne navigerer sin bil gennem trafikomlægningerne, kommer han i karambolage med en anden bilist. Det er dagens, og romanens, vendepunkt.
Sammenstødet er absolut overfladisk. Men i stedet for forsoning (som var både tema og titel i Ian McEwans seneste roman, der alene i England solgte over 700.000 eksemplarer), spidser det til i konflikt. I den anden bil sidder en ung mand, Baxter, og hans to venner. De trænger Perowne op i en krog, og der er optræk til øretæver, da den rutinerede neurokirurg genkender nogle karakteristika i Baxters fremtoning og improviserer en diagnose af en neurologisk sygdom, der er ved at nedbryde den unge mand og gør hans temperament ukontrollabelt. Baxter er truffet på sit ømmeste punkt. Han forsøger at holde sin lidelse skjult, og han har opgivet drømmen om helbredelse. Perowne forsikrer ham om, at der er en kur på vej, og at han måske kan få ham med i et lovende forsøg. Det lykkes ham at passivisere den ophidsede mand, men da Baxters aggression daler og udsigten til slagsmål nedtones, stikker de to medløbere af. Den intelligente Perowne har undgået en røvfuld (var det egentlig ikke amoralsk medicinsk magtmisbrug, spørger han sig selv), men den uartikulerede Baxter er ydmyget og farlig som et såret dyr.
Da familien samles om aftenen, spejler dagens begivenheder sig i hinanden. Det brændende fly over London var bare et forulykket transportfly, der kom sikkert til landing. Men pressen mener at vide, at de to piloter var muslimer og at de medbragte Koranen. Hvad kan det mon betyde? Millionbyens gader har hele dagen genlydt af pacifistiske slagord. Men kan det få Tony Blair til at genoverveje? Daisy ankommer mens Perowne er i gang med at forberede middagen. Gensynsglæden er stor, men inden der er gået ti minutter, skændes far og datter om hvorvidt det er godt eller skidt, at afsætte Saddam Hussein med militær magt. Datteren er helt på demonstranternes side, mens Perowne er i tvivl, bl.a. fordi han er ven med en irakisk flygtning, der blev torteret af Saddams bødler.
Svigerfaren ankommer, og den gode stemning bliver genskabt, da han og Daisy forsones efter at han sidste sommer i et barnligt anfald af primadonnanykker havde ringeagtet hendes første lyriske forsøg. Nu er hun antaget til udgivelse, oven i købet på det forlag, der har afvist at genoptrykke hans samlede værker. Ydmygelsen er stor, men den gamle mester kan glæde sig over sit barnebarns succes. Nu mangler vi kun Henry Perownes kone Rosalind, der ventes hjem efter en travl dag på jobbet. Fiskeretten simrer i gryden.
Da døren går op og Rosalind træder ind, indtræffer dagens, og romanens, andet vendepunkt. Hun er ikke alene. Sammen med hende er den uberegnelige og aggressive Baxter og en af hans kumpaner. Med en kniv presset mod Rosalind trænger han ind i huset. Familien samles i stuen, hvor gidseltageren vil vaske ydmygelsen af sig. Med kniven presset mod Rosalinds strube, tvinger han Daisy til at klæde sig nøgen, og da den gamle digter siger fra, fælder Baxter ham med en knytnæve over næseroden. For anden gang lykkes det Perowne at dreje Baxters opmærksomhed hen mod muligheden for helbredelse. Han lokker ham med oven på i arbejdsværelset, under foregiven af, at han vil vise ham nogle testresultater. Sammen med Theo lykkes det ham at overmande Baxter, der styrter ned ad trappen og slår hovedet hårdt.
Da politiet og ambulancen har forladt huset senere på aftenen, samles den rystede familie i køkkenet. Mens de som ren og skær terapi genfortæller deres oplevelser af aftenens gruopvækkende historie for hinanden, ringer telefonen. Det er fra hospitalet. Perowne bliver kaldt på arbejde. Der er kommet en skade ind, som de behøver hans hjælp til. En mand har tidligere på aftenen pådraget sig en blødning i hjernen. Han er faldet ned ad en trappe…
Det raffinerede plot udfordrer alle de mysterier og mirakler, som den menneskelige hjerne bærer på, og som selv de dygtige neurokirurger og forskere ikke kan aflokke den en fornuftig forklaring på. Medmenneskelighed, moral, vrede, overbærenhed, misundelse, forsoning, næstekærlighed, retfærdighed, ydmygelse – alle vores smukkeste og ondeste følelser, alle vores mest respekterede og frygtede karaktertræk, dét er romanens materiale. En bil får en lille skramme og inden man ved af det eskalerer en ubetydelig tvist til dødsensfarlige trusler og væbnet vold. Med krigsopbygningen som resonansbund viser Ian McEwan, hvordan de små uoverensstemmelser rummer de store, og han fanger hele tilværelsens udfordring – hvordan vi opfører os over for hinanden, hvordan vi møder vores fjender – i en enkelt skæbnesvanger dag i Henry Perownes privilegerede liv.
Ian McEwan skrev i en kommentar i The Guardian længe før de første bomber faldt over Bagdad, at han følte sig som høg og due i samme krop. Ja til krig, ja til fred: ”Høgene appellerer til mit hoved, duerne til mit hjerte. Skubber jeg lidt til mig selv, befinder jeg mig – lige akkurat – i duernes lejr. Alligevel består min ambivalens”. Denne splittede holdning til krigen kommer i romanen bl.a. til udtryk i Henrys diskussioner med sig selv og med datteren Daisy, der helhjertet er på demonstranternes side. Han misunder ikke Tony Blair, der nødvendigvis skal have en utvetydig holdning til komplicerede spørgsmål, og han glæder sig over at han selv har valgt en simpel og sikker profession som hjertekirurg.
Til det engelske publikums udelte morskab spiller Tony Blair i øvrigt en lille rolle i romanen. Henry Perowne husker tilbage til en situation, hvor han ved en kunstudstilling bliver præsenteret for premierministeren, der priser hans arbejde til skyerne. Henry er stolt over at regeringschefen har bemærket hospitalets gode resultater, men så siger Tony Blair: ”Jeg beundrer Deres arbejde meget, vi har to af Deres malerier hængende derhjemme”. Denne episode bunder i en virkelig begivenhed, hvor Blair blev præsenteret for, ikke den fiktive Henry Perowne, men den virkelige Ian McEwan – og roste hans fantastiske malerier.
Denne intellektuel og handlingsmættet samtidsroman sætter problemer til debat, bl.a. i lange passager med refleksioner og skænderier om krig og retfærdighed. Men samtidig præsenterer den noget så sjældent som en mand, der er rent ud sagt lykkelig for sin tilværelse. Det er både udfordrende og opløftende for hjerne og hjerte. ”Saturday” er et nyt højdepunkt i superstjernen Ian McEwans litterære karriere. Det må gerne blive ”Lørdag” i en fart.
Ian McEwan: Saturday, 280 sider, 215 kr. Jonathan Cape.