Anmeldelse i Weekendavisen den 30. december 2005
Kulturkamp. Jens Engbergs monumentale skildring af den danske kulturpolitiks historie handler om fortiden, men beskriver nutiden.
Liljen og sværdet
Jens Engbergs mere end 1.700 spændingsmættede sider om den danske kulturpolitik fra 1750 til 1900 lander på bordet med et tungt smæk. Ikke alene giver skildringen af de halvanden hundrede år genlyd i sig selv, den kaster også tankeprovokerende ekkoer frem og tilbage gennem historien. Trebindsværket ”Magten og kulturen” er nemlig ikke alene en skildring af kulturkamp fra enevælden til grundlovsstyret, det er også et indlæg i nutidens debat – som Jens Engberg sagde i Berlingske Tidendes interview (d. 1. december 2005), da han blev bedt om at opstille en liste over hit og skidt i den danske kulturpolitiks historie. På minuslisten anførte han bl.a. ”Udnævnelsen af Brian Mikkelsen til kulturminister i 2001, der var en katastrofe, fordi vi fik en kulturminister, der ikke var en kulturpersonlighed, men en snu politiker.”
Nu rummer ”Magten og kulturen” ikke et direkte opgør med nutidens kulturpolitik, dels er det ikke værkets ærinde, dels er det tidsbegrænset til år 1900. Men i forordet takker forfatteren Mogens Jensen fra LO for opmuntring, inspiration og tilladelse til at deltage i organisationens møder om kulturpolitik. Jens Engberg nævner det ikke selv, men det er jo ikke nogen hemmelighed, at Mogens Jensen i dag er medlem af Folketinget, hvor han er Socialdemokraternes kulturordfører, og dermed i haserne på Brian Mikkelsen. ”Magten og kulturen” er altså knyttet til ham, der vil være kalif i stedet for kaliffen, så han kan bestemme kulturens vilkår og øve indflydelse på befolkningens tanker og holdninger.
Dét er nemlig pointen i hele analysen: Kulturpolitik har altid været brugt som et ideologisk magtmiddel, fordi den er et effektivt styringsredskab for majestæter og ministre. Ingen har erkendt det mere ærligt end Anders Fogh Rasmussen, der her i 2003 i et interview her i avisen erklærede, at den ægte kamp – kulturkampen! – står om holdningerne og værdierne, ikke om hverdagens småkedelige lovfnidder. Det må have fået Jens Engberg til på én og samme tid at vride sine forskerhænder af ærgrelse og klappet af begejstring. Begejstring fordi det i den grad bekræfter hele værkets tese. Ærgrelse fordi den konservative kulturpolitik under Brian Mikkelsen som nævnt ikke er hans kop te. Men han bør nu være ovenud tilfreds med at udgive sit storværk bedst som et af de mest indiskrete folkeopdragende kulturpolitiske initiativer nogen sinde står for sin offentliggørelse, nemlig de nationale kanoner over det ypperligste i dansk kultur indenfor litteratur, teater, musik, billedkunst m.m. (se evt. min kommentar på bagsiden af Bøger). Anders Fogh Rasmussen og Brian Mikkelsen er simpelthen de levende beviser på, at dansk kulturpolitik kører i samme strategiske spor, som det har gjort siden midten af 1700-tallet. På den måde kommer ”Magten og kulturen” til at handle om fortiden og beskrive nutiden.
At Jens Engberg tidligere har skrevet adskillige værker om arbejderbevægelsens historie, skinner igennem i hans analyser, f.eks. hedder det i bogens slutning: ”Ethvert samfund ha sine styrings- og disciplineringsmidler, der kan deles i de hårde og de bløde. Til de hårde hører militæret, politiet og retsvæsenet. Vi så dem taget i brug, f.eks. da staten nedkæmpede arbejderbevægelsen i København i 1872. De bløde styringsmidler derimod, som i øvrigt kan blive brugt hårdt nok, er de kulturpolitiske, der ikke umiddelbart tvinger med fysisk magt, men som virker ind på tanken. For at blive ved eksemplet fra 1872 var de bl.a. aviserne, skolen, kirken, teatret og dannelsesforeningerne, som skulle lære arbejderne at løfte sig selv op ved håret.”
De bløde styringsmidler kan igen deles op i to. For det første kirken og undervisningen (som oprindelig var en del af kulturministerens ansvar), hvor befolkningen befales hvad den skal tro og tænke. For det andet kunsten, der godt nok også kan bruges af oppositionen, men som af magthaverne altid benyttes som et påvirkningsmiddel. Gennem kulturpolitikken, siger Jens Engberg, bestemmes fordelingen af kulturmidlerne og hvilke mål der skal fremmes. Eller for at bruge et billede, han henter i Hyllested Kirke på Djursland, hvor et kalkmaleri af Jesus viser, hvordan hans domme kan pege enten mod frelse eller fortabelse: Fra hans mund udgår dels en lilje, der peger mod himlen, dels et sværd, der peger mod helvede. Sådan er kulturpolitikken, konstaterer forfatteren. Den kan med liljen skabe umådelig glæde, rigdom og velsignelse, og den kan med sværdet været et ”glædesdræbende tvangs- og undertrykkelsesmiddel”.
Lyder det for voldsomt? Det kommer naturligvis an på, hvad man udlægger kulturpolitik, og her kan der sagtens stå gny om Jens Engbergs definitioner af begreberne ’politik’ og ’kultur’. Jeg kan nu vældig godt lide at han bestemmer politik til at være ”det at få så mange mennesker som muligt til at agere på en måde, som de ikke ville have gjort, hvis de ikke havde været under politikkens påvirkning”. Kombineret med ’kultur’ når han frem til, at kulturpolitik er et forsøg på at påvirke mennesker til at tænke på en given kollektiv måde for at opnå magt, så samfundet kan føres i en bestemt retning og goder kan fordeles på en bestemt måde. Kulturpolitik udtrykker derfor altid de værdier, som magthaverne ønsker, og derfor kan den virke disciplinerende og undertrykkende på folket.
Jens Engberg deler sin historieskrivning op i tre: Kulturpolitikken under enevælden, kulturpolitikken mellem enevælde og grundlovsstyre, og kulturpolitikken under grundlovsstyret. Det han kalder den verdslige, aktive kulturpolitik grundlægges i 1746, og forløber derefter over tre faser. Frem til 1772 hersker en aristokratisk, kosmopolitisk politik med en dominerende tysk indflydelse. Derefter forsøger Ove Guldberg sammen med enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik at etablere en politik, der er dansk, folkelig og patriotisk overfor helstaten. Efter 1784 er det aristokratiske for en tid på vej tilbage, men fortrænges af vidtrækkende sociale og økonomiske reformer, der er knyttet til borgerskabets nye magt og indflydelse.
Historien om kulturpolitikken bliver altså også historien om det danske samfunds udvikling fra enevældskongen Frederik 5. til Georg Brandes’ moderne gennembrud og arbejderbevægelsens indtog på scenen. ”Magten og kulturen I-III” er den første samlede fremstilling af den danske kulturpolitiks historie, og det er sandt for dyden et privilegium for os alle – uanset hvad vi måtte have af aktuelle politiske sympatier – at vi nu får mulighed for at forstå kulturpolitikken som en logisk del af magtpolitikken i et Danmarkshistorisk perspektiv. Netop nu, hvor der tales om historieløshed og mangel på dansk dannelse, netop nu hvor undervisningsministeren vil have en historiekanon og kirkeministeren (det er som bekendt én og samme person) vil have salmesang i skolerne, netop nu hvor kulturministeren skænker skolerne en national kulturkanon, netop nu hvor oprustningen af dansk identitet kører på de helt høje nagler, netop nu er dette et værk til tiden. Her kan vi nemlig ikke kun blive klogere på en ekstrem vigtig del af den nyere danske historie, vi kan også blive klogere på, hvilken identitetspolitisk føljeton, vi netop nu er ved at blive skrevet ind i. Vi kan naturligvis ikke forstå de dybere lag af Bertel Haarders danske, kristne projekt og Brian Mikkelsens kulturkanon, hvis ikke vi ved, hvordan Moltkes og Bernstorffs kosmopolitiske og aristokratiske kulturpolitik blev afløst af Ove Guldbergs borgerlige og patriotiske linie, eller hvis ikke vi ved, hvorfor Adam Öehlenschlägers dyrkede det nordiske. Bare to eksempler.
”Magten og kulturen I-III” er ikke alene et analytisk værk, men også en utrolig righoldig, underholdende og inspirerende række beretninger fra den danske kulturhistorie. F.eks. er Jens Engbergs gennemgang af det strategiske og politiske spil bag opførelsen af Thorvaldsens Museum et særdeles spændende lærestykke i magtkampen mellem kongen og det ambitiøse borgerstyre, kulminerende med Jørgen Sonnes berømte frise, der løber som en tegneserie rundt om bygningen. Her byder de fremtrædende borgere fra hovedstadens overklasse Thorvaldsen velkommen hjem, mens de barfodede arbejdere med fare for liv og lemmer lander kunstskattene fra fregatten, der fragtede dem hjem fra Rom. Billederne af borgerskabet er prentet på bygningens solside, mens arbejderne knokler i skyggen. Men ikke nok med det. Frisen er fuldkommen ukorrekt i sin afbildning af de tilstedeværende ved Thorvaldsens hjemkomst. Den er på alle måder korrigeret, så den var i overensstemmelse med borgerskabets ønsker om, hvordan det burde have været.
Fædrelandet står knivskarpt i Jens Engbergs monumentale værk. Beskrivelsen af de kulturpolitiske magtmidler, herunder den fortløbende kamp imod ytringsfriheden, er folkeoplysning om emner, som ingen bør afskære sig selv fra at vide noget om – det kan enhver kulturradikal enes med enhver kulturkonservativ om. Naturligvis læser man noget med større interesse end andet, og naturligvis vil man kunne ønske at forfatteren havde drejet ned af den ene sidehistorie i stedet for den anden. Jeg savner f.eks. gevaldigt en nøjere tolkning af den debat som Grundtvig (der naturligvis er stærkt tilstede) førte med Goldschmidt om danskhed i forlængelse af folkemøderne på Skamlingsbanken. Til gengæld rummer ”Magten og kulturen I-III” så utrolig meget interessant stof, som aldrig tidligere har været beskrevet med dette perspektiv og dette overblik.
Absolut fremragende læsning.
Jens Engberg: Magten og kulturen. 150 års dansk kulturpolitik. Bind I-III, i alt 1740 sider, indbundet, illustreret. Sælges kun samlet og leveres i kassette. Kr. 995 kr. Gads Forlag.