Anmeldelse i Weekendavisen den 18. november 2005
00.00.00. Jan Kjærstad nulstiller et menneskes liv i sin nye roman. Et frækt spørgsmål: Nulstiller han også sit forfatterskab?
Jan Kjærstad: Kongen af Europa. 431 sider, oversat fra norsk af Camilla Christensen. Samleren
I pressemeddelelsen bryster forlaget sig af, at Jan Kjærstads nye roman kommer på dansk kun en måned efter udgivelsen i Norge. Det skyldes, skriver Samleren, at Camilla Christensen har droppet sin sommerferie. Den offervilje skal honoreres, så vi lægger ud med et par ord om det, der alt for tit ignoreres i anmeldelserne af udenlandsk litteratur: oversætterens usynlige arbejde.
Camilla Christensen har med stor dygtighed genskabt sprog, rytme, stil og stemning, og det har sandsynligvis ikke været nemt i en roman med et nærmest krukket forhold til viden og visdom. Oversætteren kan jo ikke bebrejdes, at forfatteren simpelthen ikke kender til mådehold, hverken i sprog eller handling, og at der uvægerligt indtræffer læsetræthed flere gange undervejs. Kun meget sjældent har ordvalget en mislyd, men det skyldes ikke mindst repetitionen, som jo er Jan Kjærstads ansvar. F.eks. havde jeg hellere set at ’slagere’ blev oversat til ’melodier’ og ’keeper’ til ’målmand’, mens det nok er en svipser, at Grækenland får lov at hedde ’Hellas’ et par gange. Mest diskutabel er vel Camilla Christensens brug af ordet ’kundskab’, som samtidig er hele romanens nøglebegreb. Jeg gætter på at det er en ordret oversættelse, og jeg spørger mig selv om ikke det havde været bedre at erstatte det med ordet ’viden’.
Et tilbagevendende spørgsmål i romanen lyder nemlig: Hvad stiller vi op med alt det, vi ved? Pointen er skåret i pap og bøjet i neon som et tilbagevendende, rytmisk mantra, der giver irriterende mindelser om den berømmede og belønnede Wergeland-trilogis filosofiske udfordring: Hvad vil det sige at være et menneske? Det er simpelthen en uforståelig uopfindsom gentagelse af et fortælleteknisk greb, som vel kun bør bruges én gang i et forfatterskab. Men nu har Jan Kjærstad altså stillet sig selv dette komplicerede spørgsmål, og så følger vi naturligvis med i tykt og tyndt. Det store spørgsmål er blot, om romanen giver svaret. Jeg har i hvert fald fundet et mere konkret bud et helt andet sted i forfatterskabet, men mere om det senere.
Som barn var Alf I. Vebler en nørd der vidste for meget, og derfor fik han bank. Men samtidig var han en dygtig rockmusiker og en fabelagtig fodboldmålmand (Jan Kjærstad skriver med en skøn kærlighed om begge dele). Som student lægger han vidtløftige planer sammen med sin klike, som dog først får succes, da de som nogle af de første opdager internetrevolutionen. Alf bliver ophavsmanden til en internetportal, der skal samle alt det bedste indenfor europæisk kultur, et nyt navigationsinstrument i junglen af meninger. Verden har aldrig set mage, og inden længe er han både rig og berømt. Han er slet og ret Kongen af Europa.
Men Alf I. Vebler er ikke konge på livstid. Derimod søger han uophørligt efter en måde at lægge mellemnavnets horisontale I ned til en bindestreg, der kan forene intellektet med følelserne. Han studerer idéhistorie og skriver en filosofisk bog, som bliver slagtet af anmelderne, der slet ikke forstår dybden i refleksionerne over sammenhængen mellem al verdens kundskab. Tilsyneladende er det kun Alf I. Vebler selv, der kan overskue de strukturer, der binder viden sammen. Hans hoved er fyldt med affotograferinger af labyrinter, gangsystemer og de evige krydshenvisninger mellem opslagsordene, som han arbejder med for redaktionen af Den Store Norske Encyklopædi. Han fører al denne kundskabskoordinering ud over yderlighedens grænse og får sparket. Manden der i sit efternavn bærer verdensvævets uendelighed – Veb og Web – må gå sine egne veje.
Romanen skildrer nu med uhyre generøsitet – og et kompliceret krydsklip der ophæver al kronologi – Alf I. Veblers storhed, fald og genrejsning. Vi lægger ud ved årtusindskiftet, hvor verden og vor hovedperson er nulstillet: 00.00.00. Alf er taget alene op i fjeldet for at tænke over sin tabte kærlighed, Anna. Han farer vild og må overnatte i en nødlejr. Den viljestyrke, han mobiliserer, vil han bruge til at generobre sin elskede, der nu arbejder i London. Da han er kommet hjem, udklækker han sin storstilede og sindssyge plan.
Han sælger sine aktier, donerer sin formue fra dot.com bølgen til velgørende formål og køber restlageret af Encyklopædien. Han vil yde ”et vækstbidrag til sin endnu ikke hundred år gale nation” og forærer derfor hundredvis af komplette 16-binds-sæt af nationalleksikonet væk til indvandrere i Oslo, idet han nyder tanken om at visdommen i Store Norske og Koranen nu står på samme hylde. De sidste 600 bind fragter han op i fjeldet, hvor han bygger en stor port af bøger, som han overhælder med benzin. Alf I. Vebler sætter en tændstik til og den samlede sum af viden futter af i et gigantisk bavneblus. På den måde realiserer han en tanke fra dengang han blev fyret som krydshenviser på redaktionen: ”Fanden tage det her tanketomme mørkeland. (…) Sæt fut til hele molevitten. Det er den eneste måde, det kan oplyse en smule på.” Da varmen er blevet uudholdelig, sigter han mod portalens åbning og kaster sig gennem ilden. ”Du gik ind i Oslo, ind gennem en brændende dør, og trådte ud i London”.
Denne genfødsel er den mest centrale i rækken af det Alf I. Vebler kalder sit livs ’portaloplevelser’. Men er den vejen til den tabte kærlighed? Kan man forlade sit liv og begynde et nyt, spørger romanen. Eller kan man lade være, når det viser sig, at den tabte kærlighed ikke vil genfindes, men hellere være sammen med den forsmåedes bror og evige rival? Alf I. Vebler går målbevidst i hundene som hjemløs, eller udeligger som de siger i Norge (her er der et klart fællestræk til Jan Kjærstads kollega Erlend Loes fantastiske roman Doppler – Vebler og Doppler, to filosofiske udeliggere i norsk samtidslitteratur). Da han genoptager guitaren og begynder som musikant i undergrunden, møder han en ung pige, der giver ham livsmodet tilbage. Samtidig låner han en lejlighed og begynder endnu engang at væve viden sammen, nu med notater, udklip, overskrifter, billeder, brudstykker, visdomsord – kundskab. Han genoptager samtidig det filosoferende skriveri og vender lidt efter lidt tilbage til det, han havde sagt til sit måbende publikum, da han som Kongen af Europa præsenterede verdens første internetportal: Vov at være viis.
Hvad stiller vi op med alt det, vi ved? Det er naturligvis ikke et spørgsmål, som romanen giver et entydigt svar på, gudskelov. Jeg vil derfor pege på et andet sted i Jan Kjærstads forfatterskab, hvor jeg mener, at nøglen til romanen – og spørgsmålet – kan findes. I essaysamlingen Menneskets felt (på dansk 1999) står en ekstremt tankevækkende og indsigtsfuld tekst: ‘Litteraturens mulighed. Romanen og nettet’. Her viser Jan Kjærstad sig som en interessant litteratur- og internetfilosof, der bl.a. spørger hvad der sker med menneskets identitet ud fra en filosofisk forståelsesmodel baseret på informationsteknologien: ”Lader mennesket sig bedst forstå som et netværk? Den virtuelle virkelighed synes at give mennesket en chance for at operere i tid og rum på en ny måde, hvilket inkluderer muligheden for at skabe sig én eller flere nye personligheder. Man kan for en stund ændre både køn, alder, race, nationalitet og stilling, så at sige leve parallelle liv. (…) Man kan endda lave sig en repræsentation, en såkaldt avatar. Spørgsmålet er, i hvilket omfang disse erfaringer påvirker menneskeskildringen i skønlitteraturen, om mennesket f.eks. i højere grad vil blive fremstillet som et til stadighed nykonstrueret subjekt og mindre ¨kropsligt’ end før. Jeg synes, jeg kan ane konturerne af en ny mennesketype. Det drejer sig om en ny tænkemåde. Man kan være sig selv eller en anden. Man kan så at sige forfatte, opfinde sit eget liv, sin egen personlighed.”
Dette essay viser meget af det grundlæggende tankearbejde, som er gået forud for romanen. Alf I. Vebler bliver i den grad en avatar, en parallel identitet – uden at jeg skal røbe for meget af handlingen – og hans liv er både et eksempel på og en filosofi om hvordan alting væves sammen af viden. Jeg vil virkelig anbefale, at man også læser essayet. Ikke mindst for at finde baggrundsmateriale til et svar på det nærmest uhøviske spørgsmål, der trænger sig på når Jan Kjærstad nulstiller Alf. I Veblers liv: Nulstiller han også sit eget forfatterskab?
Kongen af Europa er en ekstremt ambitiøs roman, og den imponerer med sin intellektuelle råstyrke, der er både forfører og erobrer læseren. Men det er også en opstyltet og lige lovlig smart konstrueret fortælling, som mere ligner Jan Kjærstad der skriver som Jan Kjærstad, end Jan Kjærstad der viser noget nyt. Samtidig er romanen af og til nedladende tydelig med alle disse virkemidler, symboler og pointer, der skriger til himlen. Hvis det så bare var i kor og ikke om kap.