Desperation. Virkeligheden er en løgn i Mikael Torfasons roman om galskab, samfundskonspirationer og religiøse skam og skyld.
En smagsprøve på et menneske
”Samuel” er en skræmmende og nedbrydende gejsereruption af fortræd og formørkelse, og den spolerer målbevidst den gode, selvbekræftende stemning her i puslingelandet. Den, der leder efter noget hyggeligt og opbyggeligt, skal gå i en stor bue udenom. Alle andre kan se frem til ufortyndet vrede og desperation.
Samuel bor i København, han er tilflytter fra Island, udbryder fra Jehovas Vidner, gift med en kvinde som han konsekvent omtaler som ”Kussen”, spundet ind i alle aggressive seksuelle fantasier, jævnlig kunde hos en prostitueret, og manisk optaget af syge konspirationstanker og ideen om en forestående revolution i alliance mellem muslimerne og de autonome. Hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi i Samuels opkogte hjerne, kan være svært at gennemskue, når dette rablende undergangsmenneske udspyer sin foragt og forargelse over Danmark og danskerne. Hør blot her, hvor han beslutter at tage loven i egen hånd:
”Det er ethvert menneskes pligt at afvise det, som man anser for løgn og pure opspind, og for mig eksisterer systemet ikke længere. Det er min Samuels-dom. Min erkendelse er, at virkeligheden er en løgn. Tag nu for eksempel mit eget liv. Jeg bor i en fasciststat, som vedtager love og regler for mit liv, fordi jeg er udlænding. Myndighedernes had retter sig ganske vist først og fremmest mod muslimer og farvede (vi islændinge har selvfølgelig indgået en aftale med danskerne om, at de må gøre, hvad de vil, så længe de ikke sætter os i koncentrationslejr, som man gjorde under 2. Verdenskrig); men vil jeg tage hensyn til de nye love? Nej! Hver gang den her stat vedtager én lov, træder Samuels domstol sammen og vedtager to nye love for Samuel, som han så hellere vil leve efter. Enhver, som ikke opretter sin egen domstol, der dømmer virkeligheden fra liv og betydning, er en demagog og en usling og et pjok, som foragter sig selv så meget, at vedkommende underkaster sig hvem som helst – Hitler eller Stalin.”
Stakkels, sindssyge Samuel er en desperado på jagt efter en ny form for meningsfuldhed. Hans barndoms undertrykkende religion er imidlertid blot blevet afløst af en ny mindreværdsfølelse blandt selvtilstrækkelige danskere, der opfatter ham som endnu en af de uønskede arabere, fordi han er mørk i løden og taler med accent. ”Jeg er knap nok en smagsprøve på et menneske. Jeg er ikke andet, end det jeg går og bilder mig ind,” siger han med en sjælden klartseende selvindsigt. Identitetsløsheden udløser naturligvis jagten på ny mening, nye tilhørsforhold, ny anarkisme og nye revolutionsdramatiske feberfantasier, der forener barndommens stigmatiserende synd, skam og skyld fra Island med følelsen af uvelkommenhed i København.
Mikael Torfason er født i 1974, han har skrevet en række romaner, instrueret film og været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Efter en årrække i København, er han igen bosat i Island, hvor han ikke alene har tid til at være chefredaktør for en formiddagsavis, men også spytter sin tid i Danmark ud igen gennem dette lange vredesudbrud af en rå og desillusioneret, samfundskritisk roman. ”Samuel” er faktisk lige så ubekvem at læse, som dens omslag er at se på. Her har Peter Stenbæk fanget stemningen perfekt med fusionen af et pornografisk billede af en barberet kusse (ordet optræder uafbrudt i bogen) med et uhyggeligt og uheldsvangert mandeansigt, Samuel, i fuldkommen opløsning. En utaknemmelig roman skabt af et formørket sind, vil mange sikkert sige. Men det mest uhyggelige er, at desperationen vel ikke kommer af ingenting.
Mikael Torfason: Samuel, 248 sider, 279 kr. People’s Press