Anmeldelse i Weekendavisen den 11. november 2005.
Forskydningssyndrom. Ørkesløs lang roman om en mand der rejser i tiden.
Morfarparadokset
Hypotetiske tidsrejsemaskiner og forestillingen om mennesker, der falder ud af deres egen samtid eller rejser gennem tidshuller, har altid været brændstof for fantasifulde, filosoferende og fabulerende forfattere. De har bl.a. spekuleret over det velkendte morfarparadoks: Hvad nu hvis jeg kan rejse tilbage i tiden og slå min morfar ihjel, så jeg aldrig selv bliver født? Senest har Niels Brunse i denne bogsæson forsøgt sig med at omplacere en nutidsmand i historiens kronologi. Og her kommer så den amerikanske debutant Audrey Niffenegger med en roman, der overspiller og genspiller sine egne få pointer i sådan en grad, at jeg undervejs ønskede, at jeg kunne rejse tilbage i tiden og lade være med at begynde på læsningen.
Bibliotekaren Henry DeTamble rejser i tiden, ikke frivilligt, men som følge af en kronoleptisk lidelse, som vi i 2011 vil have lært at kende som KFS: Kronologisk Forskydningssyndrom. Derfor karter han frem og tilbage mellem nutid og fortid, mens han desperat forsøger at opretholde et liv med job og kone. Hver gang han forsvinder, efterlader han blot en bunke med det tøj, han havde på, hvorefter han dukker op et andet sted i en anden tid, nøgen som en nyfødt. I et af romanens sjældne humoristiske øjeblikke, gengives en snak Henry har chefen, efter at han igen er dukket nøgen op i arkivet på biblioteket: ”Amelia satte sine penge på, at du var blevet bortført af rumvæsner. Isabella væddede på, at du var indblandet i et internationalt narkokartel og var blevet kidnappet og myrdet af mafiaen (…). Cathrine og jeg er overbeviste om, at det alt sammen skyldes en usigelig bizar seksuel afvigelse, der har med nøgenhed og bøger at gøre.”
Det lykkes Henry at gennemføre et ægteskab med papirkunstneren Clare, hvis liv han første gang dumper ind i, da hun er en lille pige. Clare kender og forstår Henrys hemmelighed. Mens han foretager sine uanmeldte og uønskede rejser i tiden, bliver hun hjemme som en anden Penelope, der venter tålmodigt på strejferen Odysseus. Bagsideteksten fortæller, at deres ”lidenskabelige forhold blomstrer gennem tiden og fanger dem i en utrolig romantisk labyrint, der udfordrer deres tro på skæbnen og soler sig i kærlighedens bånd.”
Dette tungt parfumerede prangersprog, er heldigvis noget mere påtrængende, end selve romanen, som har sine gode, kyniske momenter, bl.a. når Henry konfronterer en læge, som han vil have til at skabe en diagnose og en kur, eller når han konfronteres med sin egen fremtidsdatter, som det viser sig også lider af KFS.
Audrey Niffeneggers tankeleg om et uforklarligt forskydningssyndrom, der vender op og ned på kronologien, hører ikke til blandt genrens mest vellykkede romaner, tværtimod er den ørkesløs lang, og den giver vist ikke noget specielt kompetent svar på morfarparadokset. Men det har naturligvis ikke forhindret den i at blive en amerikansk bestseller, der står for at blive adapteret til det store lærred. Jens Christian Grøndahls oversættelse har et par mislyde hist og her, men virker ellers meget loyal overfor forlægget. Det er jo ikke hans skyld, at den vellydende amerikanske titel The Time Traveler’s Wife er blevet til den gumpetunge ”Den tidsrejsendes kvinde”.
Audrey Niffenegger: Den tidsrejsendes kvinde. På dansk ved Jens Chr. Grøndahl. 556 sider, 249 kr. Aschehoug.