Kommentar i Weekendavisen den 21. oktober 2005
Provokation? Jyllands-Posten manglede en gerningsmand til en forbrydelse, der ikke var begået.
Når religiøse mennesker føler, at deres guder, helgener eller profeter bliver spottet, reagerer de med en sensitivitet, som vi andre sekulære kynikere kan have lidt svært ved at forstå. Personligt ryster jeg på hovedet, både når kristne lader sig afficere af Madonnabilleder på klipklappere (fik Brugsen nogensinde destrueret dem, eller ligger de stadig og venter på bedre tider på et lager?) og når muslimer hidser sig op over portrætter af Muhammed. Hvad ytringsfrihed angår, er jeg en rigtig spejderdreng. Men jeg synes nu, at det er lidt anstrengende at høre på Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste, der under sig over, at andre medier ikke kommer dem til undsætning i sagen om avisens 12 satiretegninger af profeten.
Jeg skrev den 23. september her på pladsen en kommentar under overskriften ”Selvcensur”, hvor jeg kritiserede forlaget Høst & Søn for at lade Kåre Bluitgens kommende biografi om Muhammed illustrere af en anonym tegner, fordi han frygtede repressalier fra fundamentalister. Det bragte mig i debat med forlagsredaktøren i Deadline, hvor jeg argumenterede for, at man burde have ledt videre indtil man fandt en illustrator, der ville lægge navn til sit værk. Ved at udgive tegningerne anonymt, kom forlaget nemlig til at lægge mere magt i hænderne på islams korsfarere, end vi kan være tjent med.
Det syntes man åbenbart også på Jyllands-Posten, der satte sig for at finde tegnere, der turde tegne Muhammed uden maske. De skrev til 40 bladtegnere og fik respons fra 12. En række af tegningerne serverede ikke overraskende Muhammed i skarp sovs. Bladtegnere er jo satirikere, og kan kunstnerisk slet ikke sidestilles med forlagets søgen efter en børnebogskunstner som magter en realistisk tegnestil, der passer sig for historiske værker. At bladtegnere har mod og mandshjerte til at tegne kritisk, satirisk og negativt om islam, er jo ikke en journalistisk nyopdagelse. Men det siger også sig selv, at muslimerne i Danmark ikke kunne opfatte det som andet end en grænsesøgende provokation fra avisens side, ikke mindst når Jyllands-Posten i forvejen rummer dansk kulturjournalistiks mest aggressive og uforsonlige islamkritik.
Var det avisens formål at trodse den selvcensur, som Høst & Søn så fejlagtigt havde pålagt sig selv? Eller var det at trodse de muslimer, der ønsker respekt om billedforbudet og derfor synes at det var en dum idé at opfordre til tegninger af profeten? Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose sagde den 16.10. i Deadline, at ”projektet” slet ikke var en provokation, for hvis man havde villet provokere, kunne man jo bare have afbildet profeten som pædofil, og det er da et sjældent effektivt argument! Men hvad var det så, hvis ikke en provokation? Og hvorfor ville flertallet af de adspurgte tegnere ikke være med. Var de bange? Eller kunne de bare ikke se pointen?
Under alle omstændigheder gav Jyllands-Posten os en opskrift på, hvordan man skaber en historie. Man bestiller tegninger, som man notorisk ved krænker en gruppe mennesker. En forvirret ung mand indtelefonerer en telefontrussel, avisen ansætter et vagtværn, tegnerne går under jorden – og muslimerne går i demokratisk demonstration. De fornuftige og besindige talsmænd siger at de er krænkede, men at de respekterer avisens ytringsfrihed i det sekulære samfund. De ønsker blot tilsvarende mere respekt i debatten.
Og her er vi så ved kernen: Debatten er til tider respektløs og satiren er skånselsløs. Det må man leve med. I dette tilfælde er satiren oven i købet ekstra demonstrativ og i kamp mod en ikke eksisterende fjende, nemlig den forventende gerningsmand bag repressalier mod den anonyme illustrator til Kåre Bluitgens endnu uudgivne børnebog. Man mangler en skyldig til en forbrydelse, der ikke er blevet begået. Det skal samtlige muslimer så undgælde for i Jyllands-Postens ”projekt”, som fuldkommen skævvrider forlagets problem. Bortset fra den unge mands mordtrusler (straf ham for dem!), har det muslimske samfunds talsmænd reageret besindigt og demokratisk, hvilket jo ikke betyder at de også nødvendigvis har ret. Men når herværende ambassadører fra muslimske lande beder statsministeren om at foranledige en undskyldning fra Jyllands-Posten, er det naturligvis til at dø af grin (eller gråd) over.
Kort efter min kommentar om Høst & Søns selvcensur fik jeg en mail fra Finn O. Hvidberg-Hansen, ind til for nylig professor i semitisk filologi ved Aarhus Universitet. Han genudgav i 1998 professor Frantz Buhls gamle klassiker ”Muhammeds Liv”, og fortæller: ”Her blev som forsidebillede anvendt et persisk miniaturemaleri, visende profeten, der modtager åbenbaring af englen Gabriel. Her ses profetens ansigt en detail, og det samme gælder en anden illustration i bogen. Her ses profeten indsætte den sorte sten i Ka’ba’en i Mekka, og hans ansigt er ganske som på det førstnævnte billede – begge fra et håndskrift i Edinburgh University Library. Buhls værk udkom på det ansete Poul Kristensens Forlag i Herning, og denne 3.udgave har længe været i handlen, uden at jeg har haft ubehageligheder deraf. Dog kan jeg nævne, at da jeg modtog det ene af de to illustrationer fra biblioteket i Edinburgh (det med den sorte sten og profeten), fulgte der en venlig advarsel med om at denne illustration ville kunne genere muslimer – noget, som jeg altså ikke lod mig afficere af.”
Dette eksempel til efterfølgelse bør Høst & Søn skrive sig bag øret. Danske muslimer er naturligvis velorienterede om bogens eksistens, den stod frit fremme på mit lokale bibliotek side om side med en perlerække af ikke bare kritisk, men decideret anti-islamisk litteratur. Jyllands-Posten skal være velkommen til at vise os Muhammed uden maske. Men de bør ikke bagefter klynke over, at de mennesker de helt bevidst krænker, tager til genmæle. Hvad er det lige nøjagtigt, chefredaktør Carsten Juste vil have støtte til fra de andre aviser? Det spørger man vist også sig selv om hos både Berlingske Tidende og Kristeligt Dagblad, der giver udtryk for at kollegerne ligger som de har redt. Man kan spørge sig selv: hvem er under pres, avisen eller muslimerne?