Kommentar i Weekendavisen den 4. februar 2005
Infam? Når muslimerne taler ytringsfrihed og folketingsvalg bliver de bedt om at holde mund.
Den 14. januar skrev jeg en kommentar på denne plads under overskriften ”Muslimer under pres”. Jeg spurgte de danske medier og meningsdannere, hvorfor det omfattende hærværk mod muslimernes gravplads på Vestre Kirkegård ikke have fået folk op af stolene med fordømmelser af gerningsmændene og sympati med ofrene. Sagen var jo, at krænkelsen af gravfreden var blevet mødt med absolut ligegyldighed. Hvorfor – det er stadig et ubesvaret spørgsmål.
Fire dage efter skrev Politiken en leder om advokat Laue Traberg Smidt, der havde løget om at han repræsenterede 20 fremtrædende muslimer i et sagsanlæg mod DR pga. visningen af Theo van Goghs film ”Submission”. Lederen sluttede: ”Forkerte proportioner har det med at være særlig hyppige, når historierne gælder den muslimske befolkningsgruppe, hvad der desværre synes at være et endnu mere aktuelt eksempel på: Forleden blev 50 muslimske gravsteder på Vestre Kirkegård skammeligt skændet. Vakte det tilstrækkelig opsigt?” Det spørgsmål kan nemt besvares med et nej. Det vakte ikke tilstrækkelig opsigt, heller ikke på Politiken. Kristeligt Dagblad skrev en besindig leder og B.T. bragte en reportage, men det var vist mest fordi hærværksmændene også havde væltet stenen på Naser Khaders fars grav.
Ugen efter min kommentar fik jeg svar på tiltale af Arne Hardis (”Muslimer under pres II”), der mente at jeg nok havde en pointe, men at den var lille. Han benyttede anledningen til at gøre et kraftfuldt udfald mod imam Fatih Alev, der i en avis havde skrevet, at ”danske muslimer begynder langsomt at vænne sig til at blive stigmatiseret, præcis som tyske jøder i trediverne gjorde det. De vidste ikke hvad der ventede dem. Vi har kun bange anelser.”
Arne Hardis mente, at Fatih Alevs ”påstand hører hjemme i grænselandet mellem historieløsheden og det infame”. Det mener jeg til gengæld er en hjerteløs ansvarsfraskrivelse af de helt store. Naturligvis er der en verden til forskel mellem dengang og nu, fordi der ikke findes en krigerisk stat, der vil deportere de europæiske muslimer til udryddelseslejre. Men det er en rationel konstatering, som man ikke kan bruge til særlig meget, når man går rundt blandt sine forældres knuste gravstene. Tænk på den gennemgribende symbolske betydning det har, når gravstenene bliver væltet. Tænk på hvor kort vej der er til at nogen skriver ”muslim” med hvid maling hen over kioskernes og grønthandlernes vinduer – for derefter at smadre dem. Det betyder måske heller ikke noget med sådan en enkelt, lille, lokal krystalnat, når bare der ikke er kørt kreaturvogne i stilling på banelegemet?
Fortræd forekommer i andre former end folkemord, men mindre er mere end nok. Muslimerne i Danmark frygter naturligvis ikke en skæbne som Tysklands jøder i trediverne, for de ved udmærket godt, at der er en verden til forskel. Men når Fatih Alev taler om en stigmatisering, har han ret. Det handler ikke kun om gravsten. Det handler om at imamerne hele tiden bliver kaldt til orden. Så må de ikke åbne en debat om ytringsfrihedens konsekvenser, så må de ikke blande sig i politik. De får hele tiden at vide, at deres bidrag til samfundsdebatten er uønsket – samtidig med at de mødes med krav om en ensidig integration, ja Arne Hardis taler om den enorme indsats det danske samfund yder – som om muslimerne ikke løfter en finger selv! Det er i sig selv absurd, men hvad værre er: Ingen opfatter debat om ytringsfrihed og folketingsvalg som et udtryk for integration, for regeringen har lært os, at integration kun betyder arbejde og sprog, hvilket naturligvis er noget velsignet sludder, for hvem er egentlig bedst integreret i samfundslivet: fabriksarbejderen, der tjener sine penge men ikke gider stemme, eller den arbejdsløse som engagerer sig i folketingsvalg og samfundsdebat?
Det er tankevækkende og forstemmende, at muslimernes nødråb bliver fejet arrogant af banen i en tid, hvor tankerne ellers samler sig om, hvordan man bedst kan sikre sig mod gentagelser af overgreb på religiøse og etniske befolkningsgrupper. I sidste uge fyldte den massive markering af 60 året for befrielsen af Auschwitz de danske medier. I radioen hørte jeg bl.a. en gengivelse af det klassiske citat af den italienske forfatter og Auschwitz-overlever Primo Levi: ”Når racismen begynder, venter der et folkedrab bag næste hjørne”. Sådan er situationen naturligvis ikke, men som sagt: mindre er mere end nok.
Jeg mener at det er helt nødvendigt at vi – dette ”vi” omfatter enhver ansvarsfuld borger, statsministeren og Arne Hardis inklusive – lytter til hvad muslimerne i Danmark siger om deres oplevelser i det danske samfund. Når en mand fortæller at hans folk føler sig utryg og ubeskyttet som jøderne i trediverne, nytter det simpelthen ikke noget at kalde ham historieløs og infam – det er jo det samme som at anklage ham for at spekulere kynisk i holocaust for at skabe et offerbillede af sig selv. Hvem er det egentlig, der er infam?