Kommetar i Weekendavisen den 18. marts 2005
Systemkritiker. Hans Hertel modtog årets Publicistpris og efterlyste publicister, der tør sige det forkerte. Det efterlader ingen tvivl om, hvem der skal have prisen næste år.
Da Hans Hertel for et par uger siden fik årets Publicistpris fra Den Danske Publicistklub, affødte det et debatindlæg i Politiken fra et medlem, der harcelerede over den politiske korrekthed, der prægede prismodtagerne. Hvor er de borgerlige publicister henne, spurgte han. Udover Connie Hedegaard (der godt nok er konservativ, men på sådan en pæn humanistisk måde) og Jens Kistrup (der vist var en slags skabs-kulturradikal) er der ingen markante højreorienterede intellektuelle, der har fået prisen. Hvorfor nu det?
Groft sagt må der være en af to forklaringer, at vælge imellem. Enten er priskomiteen for snæversynet, eller også er der bare ikke særlig mange interessante publicister med en udadvendt borgerlig profil. Ingen af forklaringerne virker dog særlig fyldestgørende, men måske kommer en kombination af dem sandheden forholdsvis nær?
Når man kikker ned over rækken af prismodtagere siden 1980 (læs mere på www.publicist.dk), kan man da godt undre sig over, at f.eks. Jørgen Schleimann ikke har fået prisen. Eller Henning Fonsmark, måske. Men der er nu engang kun en pris at uddele hvert år, og der er mindst lige så mange venstreorienterede og kulturradikale kandidater, der er blevet forbigået. Fred nu med det. Det er straks mere interessant at overveje, hvilken borgerlig publicist, der fortjener prisen næste år. Så lad os tage udgangspunkt i, hvad årets prismodtager sagde i sin takketale, nemlig ”at der mere end nogensinde er brug for publicister, der tør sige det forkerte”.
Hans Hertel rettede skytset mod regeringen og den borgerlige kulturkamp. Han efterlyste skribenter, der tør gå mod strømmen, udfordre magten og mene modsat. Den frie kritik er en forudsætning for det demokratiske samfunds overlevelse, sagde han med adresse til forfattere, kritikere, akademikere, embedsmænd, forskere, vismænd, eksperter osv. Alle bør tage ansvar for at sige ”det forkerte”, der kan udfordre den politiske magt.
Hvis nu man tilføjer præsterne til de faggrupper, der forventes at praktisere fri kritik og forkerte tanker, kan man spørge sig selv, om ikke Den Danske Publicistklub skulle tage at give Søren Krarup prisen næste år. Han har om nogen publiceret sig fra præstegården til parlamentet ad alle de veje, som demokratiet tilbyder. Han har skrevet taler og prædikener, udgivet pjecer, blade og bøger, arbejdet i græsrodsbevægelse, forening og parti – og på tyve år er det lykkedes ham, at blive lovgiver med magt til at ændre de udlændingelove, der æggede ham til modstand. I Danmark kommer dissidenter nemlig ikke i fængsel, de kommer i fjernsynet. Her kan de så sidde og sprede deres samfundskritik, samtidig med at de galper op om, at de aldrig kan komme til orde. En demokratisk succeshistorie af danske dimensioner.
Men hvem sætter pris på Søren Krarup? Hvorfor har han ikke fået Danmarks Radios Rosenkjærprisen, Holberg-Medaillen eller Søren Gyldendal Prisen? Ganske vist har han tordnet mod de venstreorienterede ude i DR, han foragter oplysningstidens humanisme og han anser Gyldendal (hans eget forlag!) for at være styret af en kulturradikal litterær direktør, så måske ville han gerne betakke sig for opmærksomheden. Men han passer da perfekt til den efterspurgte højredrejning af Publicistprisen. Og han siger alt ”det forkerte” – eller hvad?
Nu kan man jo sige, at det, der engang gjorde Søren Krarup kontroversiel, er blevet normativt i dag, hvor selv justitsministeren klapper med i jagten på menneskerettigheder og internationale konventioner. Men jeg mener nu alligevel, at Dansk Folkeparti og Søren Krarup stadig står for en grænseoverskridende brutalitet i den der værdikamp. Humanisme afskriver han som menneskelig selvforgudelse og menneskerettighederne kalder han en ideologi, der kristeligt set er afgudsdyrkelse. Hans fætter og kollega Jesper Langballe har cirka samtidig sagt om et mellemfolkeligt Georg Brandes-citat, at det ikke kunne være formuleret bedre af djævelen selv.
Humanisme, menneskerettigheder og Georg Brandes er altså lig med selvforgudelse, afgudsdyrkelse og djævelskab, hvis man spørger Dansk Folkepartis hjernetrust. Men jeg vil alligevel gerne stå fadder til forslaget om at give publicisten Søren Krarup næste års Publicistpris. Han skal have den for sin omfattende skribentvirksomhed, sin formfuldendte omgang med det danske sprog, sit retoriske håndelag, sin sammenbidte humørforladthed, sin veludviklede evne til at forplumre samfundsdebat i tidehvervsk kristendom og sin uforlignelige evne til at drive den nye tids patriotiske korrekthed så vidt, at den borgerlige kulturkamp nu for alvor kan sætte prædikat på sine kulturradikale fjender. Humanister, der respekterer menneskerettigheder og tilslutter sig Georg Brandes’ radikalisme er simpelthen selvforgudende afgudsdyrkere og djævletilbedere.
Det var nu næppe den slags politisk forkerthed, Hans Hertel efterlyste. Alligevel synes jeg, at Søren Krarup fortjener en pris for at være det danske demokratis mest forkælede systemkritiker.