Interview i Weekendavisen den 11. november 2005
Thriller. Ved årsskiftet 1991-92 var Stockholm grebet af frygt. En blev dræbt og mange såret af en ukendt gerningsmand bevæbnet med et lasergevær. Ofrene havde intet til fælles, bortset fra mørk hud og sort hår. Nu fortælles historien om skudattentaterne i en ny tv-serie med den dansk-svenske skuespiller David Dencik i hovedrollen som Lasermanden.
Kort efter midnat den 3. august 1991 var David Gebremariam på vej til en fest med et par venner i Stockholm. Pludselig lyser en rød plet på ham, der lyder et smæld, og han tager sig til hoften, hvor blodet begynder at strømme ud. Hans venner får stoppet en bil. ”Vores ven er blevet skud, han skal på hospitalet!”. Manden i den hvide Volvo kikker på David. ”Nej, desværre,” siger han. ”Jeg ville gerne have hjulpet jer, men jeg vil ikke have blod på sæderne, så I må finde en anden.”
Flere år senere, da David vidner i retssagen mod attentatmanden, siger han: ”Jeg følte mig som et fuldkommen værdiløst menneske, som et dyr der var undsluppet fra en Zoologisk Have. Mit liv var åbenbart mindre værd, end sædebetrækket i en bil.”
Det hører med til historien, at David Gebremariam er eritreansk flygtning. Han var kommet til Sverige to år tidligere på flugt fra borgerkrigen i sit hjemland. Nu stod han her, midt i Stockholm som offer for en kugle. Da manden i den hvide Volvo – om noget et svensk symbol – nægter at hjælpe, besvimer David. Her er det første offer for den skytte, der snart bliver kendt og frygtet som Lasermanden. Jagten på ham er i svensk politihistorie kun overgået af jagten på Olof Palmes morder.
Men hvem var han, manden der i et år holdt Stockholm i skak, dræbte én og sårede 11 indvandrere ved ti skudattentater? Det spørgsmål forsøgte journalisten og forfatteren Gellert Tamas at besvare i sin store, prisbelønnede dokumentarisk bog ”Lasermannen. En berättelse om Sverige”, der udkom i 2002. Her fortælles historien om Lasermanden – med det borgerlige navn John Ausonius, som han antog som sit andet navneskift, han blev født som Wolfgang Zaugg – der fører sig frem som en af Stockholms yuppier i slutningen af firserne. Han møder en del modstand på grund af sit mørke udseende og sin halvt tyske, halv schweiziske baggrund, og med tiden udvikler han selv et had til indvandrerne, som han mener, er ved at ødelægge det svenske samfund. Han beslutter at hævne sig på de kriminelle. Gellert Tamas citerer ham: ”Til sidst følte jeg, at jeg virkelig ikke kunne bruge mere tid på at lede efter kriminelle. Jeg havde ikke tid til at engagere mig i det, så jeg tænkte at det måtte være godt nok at skyde en indvandre. Det har samme effekt. Jeg ville have, at de skulle forstå, at de ikke er sikre her. Jeg ville helt enkelt skræmme dem på flugt.”
Gellert Tamas bog er nu blevet omsat til en tv-serie, som har premiere på svensk tv i slutningen af november. Hovedrollen som Lasermanden spilles af 30-årige David Dencik, der efter 25 år i Danmark, som søn af svenske forældre, flyttede til Stockholm for at uddanne sig som skuespiller på Dramaten.
”Jeg er dansk-svensk eller svensk-dansk, eller lige det I vil have jeg skal være. Jeg vil ikke gå i krig for nogen af landene, hvis de skulle komme i krig med hinanden. Der er rod i mit nationalitetsbegrebet. Skattevæsenet kalder mig ”grænsegænger”, helt på linie med min selvopfattelse,” siger han. ”Da Danmark og Sverige spillede mod hinanden ved fodbold EM i 2004 var jeg til stede på stadion i Portugal, og det var en meget ensom fornemmelse, for hvem skulle jeg holde med? Jeg kunne hverken tage min røde eller min gule bluse på, og jeg kunne ikke rigtig synge med på nogen af nationalmelodierne. Det var en svær oplevelse.”
En menneskelig kamæleon
David Dencik har ikke selv nogen førstehåndserindring om stemningen i Stockholm, da Lasermanden huserede.
”På det tidspunkt boede jeg som udvekslingsstudent i Brasilien, så da jeg skulle i gang med rollen, måtte jeg læse mig ind på personen. Der var naturligvis nogle begrænsninger i kreativiteten, for jeg kunne jo ikke ignorere den empiriske viden om ham og f.eks. opfinde at han skulle halte eller tale gebrokkent hollandsk. I en hel måned dykkede jeg ned i manuskriptet, jeg læste artikler og arkivmateriale om skudattentaterne, og jeg studerede 1000 sider politiudredning, forhørsprotokoller, forundersøgelser m.m., og jeg så de interviews, som Gellert Tamas optog med Lasermanden, da han skulle skrive sin bog. Jeg fik indtryk af, at han var en meget ensom fyr. Det smittede af på mig. Jeg arbejdede meget, var meget alene, men jo mere jeg arbejdede, jo mindre forstod jeg ham. Jeg ville gerne have mødt ham, men det kunne ikke lade sig gøre, produktionsselskabet mente, at det ikke ville være etisk gangbart.”
David Dencik har ingen problemer med at gestalte Lasermanden, men han havde dog sine overvejelser: ”Jeg var lidt skræmt, da jeg fik rollen, men det er jeg ikke mere. Jeg tror ikke at vi er i fare. Lasermanden er kalkuleret, han er ikke styret af hævn. Han står ikke i relation til sit offer og er derfor en sjælden slags morder, ligesom seriemordere. Han er en Zelig-agtig fyr, som i Woody Allens film om den menneskelige kamæleon, der tog skikkelse efter omgivelserne. I virkeligheden var han mørkhåret og havde skæg, men på politiets fantombillede så man en rødhåret mand med blå øjne og briller, fordi han havde forsøgt at ændre sit udseende, så han så mere svensk ud,” siger David Dencik.”
Lasermanden skød tilfældige mænd på gaden. De er fra Eritrea, Iran, Grækenland, Brasilien, Chile, Zimbabwe, Somalia og Libanon, og ofrene tæller bl.a. en hjemløs, en musiker, en økonom, en kioskejer, en buschauffør, en studerende. Regeringen udlover en dusør på en million kroner, indvandrerorganisationerne foranstalter en generalstrejke, Kongen udsender en pressemeddelelse, hvor han fordømmer attentaterne og statsministeren holder en tv-tale til nationen under overskriften ”Racisme i Sverige?”.
Politiet er på bar bund. Der er intet fællestræk ved attentaterne, udover at ofrene er indvandrere. Da et vidne kan fortælle om en hvis Nissan Micra SLX, der er blevet set ved et gerningssted, begynder politiet at efterforske alle biler af dette mærke. Det fører dem til et udlejningsfirma, hvor John Ausonius har været kunde. Da politiet vil tale med ham, opdager de, at bilen er lejet under falsk navn og adresse. Da medierne begynder at fortælle om dette spor i efterforskningen, rejser John Ausonius til Sydafrika i nogle måneder.
Penge har han nok af efter en lang række vellykkede bankrøverier. Det eneste, der bekymrer ham i Sydafrika, er, at de sorte er ved at kæmpe sig fri af apartheiden. Tilbage i Sverige genoptager han bankrøverierne, men den 12. juni 1992 bliver han grebet på fersk gerning. Det viser sig, at han tidligere har været genstand for politiets interesse i forbindelse med mordet på Olof Palme. John Ausonius var – dengang under navnet John Stannermann – kendt for sit had til den svenske statsminister, og han havde tidligere arbejdet som tekniker i den biograf, som Olof Palme havde besøgt på mordnatten. Men bedst som politiet troede, at de havde fundet morderen, viste det sig, at han havde afsonet en voldsdom i fængselet netop den nat, hvor Palme blev skud.
Under retssagen og i fængslet overfalder John Ausonius flere gange sine forsvarsadvokater, han får han en psykopatprofil hæftet på sig, og afsoner i dag en tidsubestemt fængselsstraf. I 2002 konstaterede en ny undersøgelse, at han lider af dybe personlighedsforstyrrelser.
”Jeg ved, at han godt kunne lide bogen, men han vil aldrig mere mødes med Gellert Tamas. Han havde nok håbet på mere sympati. Han mener at der ligger en skjult dagsorden bag hans tidsubestemte straf. Han kan godt lide at være i centrum, men det er umuligt at vide, hvordan han vil reagere på serien, som jo er iscenesættelse af gerninger, som han ikke har kontakt med. Han taler om attentaterne, som om han bare havde været nede og købe salat. Det er en kæmpe smerte, der bliver kanaliseret gennem tv, og måske vil det få ham til at forstå, hvad han har gjort, når han oplever sine ofres lidelse. Et andet spørgsmål er, hvordan de mennesker, han skød, vil opleve filmatiseringen. I dag har mange af ofrene forladt Sverige. De, der stadig er tilbage, har fået tilbud om sløret identitet i filmatiseringen af bogen. Andre er fulde af had. Andre igen vil gerne følge serien i tv. Og atter andre nægter at se sig selv som ofre, men som mennesker der blev skudt. Der var 11 ofre og der er 11 forskellige reaktioner,” siger David Dencik
Politisk bevidsthed
Sverige blev rystet i sin grundvold af Lasermandens racistiske attentater. I 1991 forsøgte man stadig at krybe ud af de dunkle skygger, som det uopklarede mord på statsminister Olof Palme i 1986 trak ind over hele landet.
Men stemningen var præget af økonomisk tilstand og pessimisme. På den politiske scene tordnede det indvandrefjendtlige protestparti Ny Demokrati ind i Riksdagen, nynazister og højreekstreme voldsmænd organiserede sig i Vitt Ariskt Motstånd (Hvis Arisk Modstand), og aviserne rapporterede jævnligt om brandbomber og molotovcocktails mod asylcentre. Landet mistede sin uskyld, og netop uskyldstabet er en del af Gellert Tamas’ Sverigesportræt.
”Danskerne kritiserer altid svenskerne for ikke at debatterer problemer med indvandring, og det er korrekt at svenskerne er mere bevidste og politisk korrekte. I Danmark taler vi i min omgangskreds ikke om politiske begivenheder, men i Sverige gør vi det hele tiden. Den politiske bevidsthed er et helt andet sted i Danmark – eller så er den her slet ikke. Danskerne har den her form for hyggeracisme, hvor det f.eks. er tilladt at sige neger. Det er umuligt i Sverige. Det drejer sig ikke kun om racismespørgsmål, men også om sexisme. Svenskerne er meget bevidste om, at fordomme er ufine. En sexistisk reklame som Tips og Lottos ”Der er så meget kvinder ikke forstår…” kunne ikke finde sted i Sverige. Svenskerne er skolet i politisk korrekthed, så man ikke viser sine holdninger offentligt. Det er arven fra Socialdemokraterne, velfærdssamfundet, folkeskolen og det faktum at Sverige i modsætning til Danmark har store minoritetsgrupper som finnerne og samerne. Danmark har grønlænderne, som man ikke tager ansvar for. Svensk tv sender nyheder på finsk, sydsamisk og nordsamisk, så hvorfor sender DR ikke nyheder på grønlandsk? Sverige har en mere levende relation overfor folk, der ikke er nøjagtige svenskere. Jeg synes også at det på en måde er meget godt at lægge bånd på sig selv, selvom det kan være så politisk korrekt, at man næsten får ondt. Men det bunder i idealer, som jeg kan stå inde for. Sverige er et dybt politiseret samfund, helt ned til børnehaveklasserne. Derfor fører vi debatten med stor omsorg for ikke at krænke nogen,” siger David Dencik.
FAKTABOKS
David Dencik, 30 år. Skuespiller fra Dramatens skuespilskole i Stockholm, hvor han har medvirket i 6 forestillinger på 4 år, bl.a. En Skærsommernatsdrøm og ny dramatik af Sara Kane og Henning Mankell (Strindberg intimteater). Har spillet hovedrollen i den svenske tv-miniserie Coachen om fodbold og narko. På dansk tv har han spillet mindre roller i Ørnen og Frank Hvams og Casper Christensens Klovn. Han har hovedrollen som transseksuel prostitueret i Soap – en kommende dansk film, instrueret af Pernille Fischer efter manuskript af Kim Fupz Aakeson, hvor han spiller overfor Trine Dyrholm – og er netop gået i gang med optagelserne til Ghetto, en spillefilm om det jødiske miljø i København med manuskript af David Denciks bror, Daniel Dencik, der er uddannet filmklipper og netop har udgivet en digtsamling på Gyldendal.
Lasermanden er instrueret af Mikael Marcimain, 35-årig caribisk født svensk instruktør efter manuskript af Ulf Ryberg og bygger på journalisten Gellert Tamas’ prisbelønnede bog Lasermannen. En berättelse om Sverige. Bogen er en dokumentarisk rekonstruktion af begivenhederne og historien om Lasermanden, bl.a. baseret på 40 timers interview med gerningsmanden selv. Gellert Tamas’ bog udkommer på dansk til foråret på forlaget People’s Press.