“Bomben i turbanen. Profeten, provokationen, protesten, pressen, perspektivet”, en debatbog om Muhammed-krisen (skrevet sammen med Mikael Rothstein), udkom i april 2006 på forlaget Tiderne Skifter. Her er bogens forord som en lille smagsprøve.
Bomben i turbanen
Hvad er mest blasfemisk? At tegne en karikatur af profeten Muhammed med en bombe i turbanen, eller at føre terrorkrig i Koranens hellige navn? Den franske filosof André Glucksmann stiller spørgsmålet midt under den danske krise om de tolv herostratisk berømte tegninger, som Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggjorde den 30. september 2005, og han frikender pure den karikatur, som muslimer over hele verden har følt sig allermest krænket af. Han understreger, at det kun var en lille gruppe af muslimer, der gik i protest på gaderne imod tegningerne, og at vi i øvrigt måtte formode, at der lå organiseret manipulation bag i f.eks. Syrien, hvor myndighederne autoriserede og orkestrerede demonstranterne, der lignede forurettede folk, men var en slags politiske figuranter.
At religiøse fanatikere så en chance for at spekulere i krisen, betyder ikke, at verdens 1,2 milliarder muslimer alle til hobe er urostiftere, der brænder Dannebrog og danske ambassader af. Islam er, siger André Glucksmann, blevet taget som gidsel af fundamentalister, der forsøger at sætte en politisk dagsorden. I et interview med Weekendavisen siger han, at det vigtigste, vi kan gøre, er at forsvare retten til demokrati: ”Det skal først og fremmest ske af hensyn til den muslimske verden, således at vi kan sikre ordentlige rettigheder for kvinder og pressefrihed for journalister. Uden demokratisk forankring løber vi hele tiden risikoen for, at fanatismen ved enhver given lejlighed får overtaget.”
Når André Glucksmann fremhæver tegningen af profeten med en bombe i turbanen som den bedste af de tolv karikaturer, er det fordi enhver fanatisk muslim med terrorsympatier vil kunne genkende sig selv. Tegningen rammer plet med sin chokeffekt, der udstiller bombemanden (og her må lige indskydes, at den franske filosof ikke forstår tegningens danske dobbeltsprog, idet han næppe kender Adam Øhlenschlægers Aladdin, der får en appelsin i turbanen). Den største krænkelse er altså ikke tegnerens overtrædelse af billedforbudet, men terroristens misbrug af religionen til at retfærdiggøre sine egne umenneskelige handlinger, mener han.
Naturligvis har André Glucksmann en pointe, men den er kun halv. Sagen er, at der ikke er tale om entydigt misbrug, men om en måde at bruge religionen på, som hverken er positiv eller opbyggelig for tryghed, sikkerhed, demokrati osv. Men sådan er fænomenet religion. Religion produceres af mennesker, og i alle religioners navn har mennesker til alle tider foretaget destruktive handlinger – som de selv mener, er retfærdige og nødvendige. Og så overser filosoffen i øvrigt, at tegningen ikke kun kæder bomben sammen med de terrorister, der dræber uskyldige i islams navn. For muslimer kæder den – naturligvis – profeten sammen med terror, og da profeten ikke kan separeres fra ganske almindelige menneskers liv, hverdag og selvforståelse, insinuerer tegningen at alle muslimer slet og ret er terrorister.
Da Jyllands-Posten gik i trykken, havde ingen på redaktionen i deres vildeste fantasi gjort sig nogen forestilling om, at avisen og Danmark alene af den grund ville afstedkomme en veritabel international krise. På Jyllands-Posten – der markedsfører sig som ”Danmarks internationale avis” – valgte man helt bevidst at vanhellige det, der er helligt for den del af verdensbefolkningen, der tilhører islam. I en global verden, hvor informationer, varer, viden og mennesker krydser grænser i et omfang og med en hast som aldrig før, halter det stadig på Danmarks største avis med at forstå den verdensomspændende kulturelle grammatik. Men avisen er ikke alene om at savne viden om og forståelse for den arabiske verden. Hele sagen om Muhammed-karikaturerne afslører også store problemer i den danske regering og befolkning.
Ytringsfrihed er en frihed, der skal forvaltes under ansvar og inden for lovens rammer, og i sagen om Muhammed-karikaturerne har Statsadvokaten for Viborg afvist at rejse sigtelse mod Jyllands-Posten, som skønnes at befinde på den sikre side af blasfemiparagraffen (i skrivende stund ligger sagen hos Rigsadvokaten). Men statsadvokaten tager ikke stilling til, om avisen har opført sig hensynsfuldt. Sagen er jo, at selvom man har ret til at udtrykke en holdning, er det ikke ensbetydende med at man også nødvendigvis skal gøre brug af denne ret. Man kan vælge at afstå fra at ytre sig, hvis man ved, at nogle vil blive krænkede over det – med mindre man netop tilstræber denne krænkelse. Det er op til den enkelte persons eller redaktørs ansvarsfølelse. Og set fra de krænkede muslimers ståsted, har Jyllands-Posten fravalgt ansvar, hensyn og tolerance – og bevidst søgt en konfrontation.
André Glucksmanns analyse af karikaturtegningerne er et konkret produkt af den vestlige, verdslige tankegang. Men mange muslimer har et andet perspektiv, også selvom de hverken er fanatiske eller specielt troende. André Glucksmann mener, at Gud (stadig) er død, aflivet af moderniteten. Men han peger på, at der fortsat foregår religionskrige, hvor forskellige ledere forsøger at levere den mest overbevisende fortolkning af de religiøse dogmer og verdenssituationen. Vi tilslutter os for så vidt hans analyse: ”Den nuværende kamp står mellem fortalere for det universelle demokrati og frihedsrettighederne og heroverfor en totalitær strømning, som fører sin kamp ved hjælp af terror (…) Den største dumhed vil være at drage i felten på vegne af den kristne gud. Vi skal i stedet komme til besindelse og indse, at den mest akutte fare for menneskeheden er terroristernes grænseløse og nihilistiske had. Det går ikke kun ud over Europa, men rammer desværre også sagesløse mennesker i den arabiske verden.”
Vestens kulturelle og militære dominans nærer i sig selv den religiøse fanatisme i den arabiske verden. Kampen mod totalitarismen og fordummelsen kræver derfor en refleksion over, hvordan vi selv fører os frem, ikke mindst hvordan en følelse af religiøs selvgodhed har sin faste plads i USA og Europa. Det åbne samfunds indre fjender er en del af historien.
Ideen om at bestille satiriske tegninger af Muhammed var en logisk fortsættelse af den islamkritiske linie i Jyllands-Postens opinions- og kulturjournalistik, og man kan mene, at der ikke kun var journalistiske ambitioner, men også politiske bagtanker bag. Satiretegningerne af Muhammed var nemlig fra begyndelsen integreret i den verserende kontrovers mellem de kulturkonservative og de kulturradikale. I den debat, der siden regeringsskiftet i 2001 har udfoldet sig under prædikatet ”værdikamp”, har Anders Fogh Rasmussen naturligt nok haft en loyal fortaler i Jyllands-Posten, der sekunderede regeringspartiernes og Dansk Folkepartis vellykkede forsøg på at sætte en ny dagsorden, ikke mindst med kulturdebatten som løftestang.
Som enhver ved, rummer dette borgerlige opgør en betydelig omlægning af dansk udlændingepolitik med asylstramninger, integrationsstramninger og en massiv kritik af muslimernes forsøg på at vedligeholde deres kulturelle og religiøse særpræg som en del af deres tilværelse i Danmark. Med Bertel Haarder som frontfigur begyndte regeringen straks efter sin tiltræden at stramme alle tænkelige regler, og selvom den nye integrationsminister af et oprigtigt liberalt hjerte sagde, at han ikke ville være minister for ”tørklæder og leverpostej”, kunne han ikke forhindre, at muslimerne i Danmark begyndte at mærke en stigende følelse af uvelkommenhed.
Denne følelse greb om sig i takt med at regeringen, Dansk Folkeparti og dele af opinionen hele tiden øgede presset på muslimerne i Danmark. I efteråret 2005 måtte muslimerne lide under sagen om lokalradioen Radio Holgers voldsopfordringer, Louise Freverts racistiske hjemmeside og kulturminister Brian Mikkelsens opfordring til kulturkamp mod islam. Mens lokalradioen er et udtryk for marginal ekstremisme, er de to andre eksempler hentet fra magtens inderste. Karikaturerne af Muhammed var strået, der knækkede kamelens ryg, og de muslimske landes diplomatiske repræsentanter bad statsministeren om at lægge afstand. I dag ved vi, at Anders Fogh Rasmussens totale afvisning af elleve muslimske ambassadørers anmodning om dialog var en direkte årsag til konfliktens begyndelse, udvikling og optrapning. Vi ved også, at han overhørte advarsler og opfordringer fra internationale organisationer og ignorerede gentagne forsøg på en civiliseret løsning.
Da krisen eskalerede i begyndelsen af februar, stod det klart, at Danmark ikke havde befundet sig i en mere presset situation i mands minde, og det blev for alvor smerteligt nødvendigt at overveje de værdipolitiske dilemmaer: Hvordan opretholder man en kritisk presse, der nyder godt af ytringsfriheden, samtidig med at man beskytter folk mod forhånelser af deres religion eller etniske tilhørsforhold? Hvordan forenes disse to værdisystemer, der er beslægtede under humanismens og menneskerettighedernes paraply, samtidig med at de har antagonistiske træk?
Muhammed-karikaturerne bragte Danmark i en alvorssituation, hvis lige vi ikke har kendt siden 2. verdenskrig. Pludselig var vi genstand for en international krise om demokratiets grundlæggende principper (f.eks. menneskerettigheder, presse- og ytringsfrihed, religiøs tolerance), og ingen kan i dag være i tvivl om de indbyggede paradokser. Hvordan kan man have pressefrihed, hvis pressen skal tage hensyn til religiøse gruppers følelser? Hvordan kan man have religiøs tolerance, hvis religionerne må finde sig i, at det er legalt at krænke guder, profeter og hvad der ellers er helligt? Hvordan kan man sikre ytringsfrihed, hvis religiøse og etniske grupper skal være friholdt for hård kritik – og hvor går grænsen for, hvad der er rimeligt og hvad der er unødigt forhånende? Til disse spørgsmål knytter sig det helt store dilemma, der handler om, hvordan dansk troværdighed og demokratieksport er blevet bombet tilbage til stenalderen: Hvordan overbeviser man muslimske lande om behovet for demokratisering, når logikken tilsiger, at demokrati forudsætter ytringsfrihed, og at ytringsfrihed er den direkte vej til forhånelser og krænkelser af det helligste?
BOMBEN I TURBANEN blev skrevet i løbet af tre uger i februar og marts 2006. Den handler om nogle af de vigtigste konflikter, dilemmaer og religiøse og politiske problemstillinger, som knytter sig til karikaturaffæren. Bogen er dels et kort signalement af tiden før, under og efter offentliggørelsen af de 12 satiretegninger, dels en analyse og et oplæg til videretænkning og yderligere debat.