Læserbrev i Morgenavisen Jyllands-Posten den 25. oktober 2006
Mogens Camre skriver den 22. oktober at ”en af de frelste Rothsteinbrødre var på tv og forklarede, at Stasi-aktiviteten var udmærket” – det handler naturligvis om Dansk Folkepartis Ungdoms narrestreger om Muhammed. Senere i læserbrevet hedder det, at ”landets Rothsteinere” vil ”lægge befolkningens mening for had og have både den og de afslørende statistikker forbudt”. Herefter får vi at vide, at det gør mere ondt på Mogens Camre at vide, at terrorregimet i Iran hænger unge homoseksuelle mænd i byggekraner og stener kvinder for utroskab.
Tillad mig derfor følgende bemærkninger:
Jeg blev kort interviewet til Tv-avisen, fordi jeg som litteraturanmelder på Weekendavisen har anmeldt en debutroman af forfatteren Martin K. som viser sig at være identisk med kunstneren, der infiltrerede Dansk Folkeparti Ungdom og videofilmede deres selskabsleg på sommermødet. Er det kunst, spurgte journalisten. Ja, det er det, i den forstand at journalistik, dokumentarisme og kunst kan smelte sammen og afsløre det, der ellers er skjult. Det er en genrehybrid, sagde jeg.
Er det at ”lægge befolkningens mening for had”? Er det at ønske ”afslørende statistikker forbudt”? Eller er Mogens Camre bare gået amok i sit defensorat for DFU? Jeg er fuldkommen og bedøvende ligeglad med om DFU’erne tegner Muhammed, for i modsætning til hvad Mogens Camre tilsyneladende tror, mener jeg ikke at religionernes guder og profeter skal omfavnes med særlig respekt.
Når det overhovedet er interessant, hvad de unge mennesker laver, og når det overhovedet er relevant at det bliver offentliggjort, skyldes det naturligvis ene og alene de internationale politiske konsekvenser af Jyllands-Postens herostratisk berømte tegninger. Disse konsekvenser var som bekendt så store, at det naturligvis er 111 % relevant at bringe nyheden.
Mogens Camre kalder afsløringen af DFU for Stasi-aktiviteter. Sikke en forrykt sammenligning. I Stasi-systemet overvågede borgerne som bekendt hinanden på opdrag af den totalitære og straffende stat. I den aktuelle sag fra sommermødet hos DFU er der snarere tale om under cover borgerjournalistik, en slags filmet udgave af de omsiggribende weblogs fra nettet, som gør det muligt for gud og hvermand at være journalist og kommentator.
Vi kender traditionen fra Günter Wallraff, der op gennem 70’erne og 80’erne bragte artige afsløringer frem i Vesttyskland ved at infiltrere forskellige lyssky miljøer. Herhjemme kender vi også metoden fra TV2’s dokumentarprogrammer Operation X, hvor den forklædte journalist bl.a. har givet os historien om den pædofile chatkonsulent. Vi kender det fra Martin Breum der i midten af 80’erne forklædte sig som flygtning og bragte vigtige nyheder frem i månedsbladet PRESS om politiets modtagelse af asylsøgere. Og vi kender det senest fra B.T. der netop har afsløret sikkerhedsbrister i lufthavnen, hvor en journalist i burka fik lov at passere sikkerhedskontrollen.
DFU blev ikke afsløret af de professionelle medier. Afsløringen var snarere et led i en demokratisering af medierne, hvor de professionelle redaktører og journalisters monopol på at beskrive verden for alvor er blevet brudt. Det burde Dansk Folkeparti da bifalde. Kun dem der har noget at skjule, har grund til at dæmonisere den afslørende borgerjournalistik.
Til sidst vil jeg lige lægge afstand til Mogens Camres uvederhæftige debattrick, hvor han forsøger at få det til at se ud som om, at jeg er imod ytringsfrihed, vil have afslørende statistikker forbudt, bifalder at homoseksuelle mænd bliver hængt i kraner og at utro kvinder bliver stenet. I retorikteorien kalder man det at lave en stråmand. Og dét er en teknik, Stasi kendte alt til.