Kommentar i Weekendavisen den 8. september 2006.
Demokrati. Med terrorsagen fra Vollsmose kan vi spejle os i engelske erfaringer: Hvor meget frihed vil vi afgive for vores sikkerhed?
Tirsdagens terrorsag fra Vollsmose kom som var den et bestillingsarbejde fra Ralf Pittelkow og Karen Jespersen. Sagen visualiserer nemlig pointerne i Naivister og islamister, der udkom selv samme dag: Der findes en terrortrussel fra fundamentalister, som vi ikke kan tage for let på. Problemet med de såkaldte home grown terrorists er fuldkommen uoverskueligt, for hvad stiller man op med den indre fjende? Hvad gør man, når terrortruslen tilsyneladende ikke sniger sig ind udefra, men som ved attentaterne på undergrundsbanerne i Madrid i 2004 og i London i 2005, kommer fra vores egne stuer? Hvor hård en terrorpakke er vi parat til at acceptere? Som den engelske forfatter Ian McEwan spurgte efter The London Blast: ”Hvor meget frihed er vi parat til at afgive for at øge vores sikkerhed?”
Tv-avisen tirsdag aften viste med al uønskelig tydelighed, hvor langt vi endnu er fra at kunne kapere tanken om, at folkeskolen og demokratiet i sig selv ikke er nok til at svøbe enhver indvandrer i det, som vi i flæng benævner vestlige værdier. Da Tv-avisens udsendte i Odense fortalte om grundlovsforhøret, virkede han sært forbløffet over, at de anholdte ikke lignede islamister. De havde jo ikke langt skæg og kjortler, men gik med bukser og omvendte kasketter.
Hør, hvor er vi henne! Terroristspirer har bare at ligne ordentlige islamister, ellers kan vi jo ikke kende de gode indvandrere fra de onde, og det gør både politiets, domstolenes og (især) journalisternes arbejde meget sværere. Nu konstaterer vi først og fremmest – dog uden at kende materien i de sager, som PET har rejst i Glostrup og Vollsmose – at terrorister kan ligne ganske almindelige grønthandlere, kioskejere og taxachauffører. For ikke at sige elever på Teknisk Skole. De betjener sig ikke alene af bomber, men også af feje tricks som almindeligt tøj.
Ikke nok med at Tv-avisen havde svært ved at identificere ”terroristerne” som ”terrorister”. De havde også svært ved at identificere en nyhed. I forbifarten fik vi at vide, at både Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal er parat til at se på nye forslag om en stramning af antiterrorloven. De to partiledere fik så hver otte sekunder til at sige noget de aldrig har sagt før, hvorefter studieværten brugte fem minutter sammen med Pia Kjærsgaard, der sagde det, hun altid har sagt. Hvorfor fik vi ikke Socialdemokraternes eller SF’s formand i studiet i stedet for? Vi havde da meget mere brug for at høre deres vurdering af situationen. Det er da dem, der skylder os svar på Ian McEwans spørgsmål om hvor meget frihed, vi er parat til at afgive for at øge vores sikkerhed.
Hvis de kommende retssager beviser, at der er danske statsborgere, som er parat til at begå terror mod mål i den danske offentlighed, er det givet, at mange vil veksle frihed med sikkerhed – måske også til en dårlig kurs. Det er ikke så svært at forstå. Personligt har jeg ikke det fjerneste imod at blive fotograferet i hoved og røv, hvis det kan betyde at min flyver letter og lander sikkert i stedet for at blive sprængt i stumper og stykker. Den øgede overvågning af offentlige pladser og trafikknudepunkter, som justitsministeren ønsker, er sikkert ikke langt væk. I England har de allerede millioner af elektroniske øjne, der samler informationer om borgernes bevægelser. Det skaber en følelse af tryghed og støtter politiets opklaringsarbejde, hvis ulykken er ude. Men konsekvensen er også, at vi for hver eneste lovstramning skærer en luns frihed af det åbne samfund. Er det ok at myndighederne må tjekke, hvad vi låner på biblioteket og ser på nettet? Er det ok, at efterretningstjenesten læser vores mails og åbner vores breve?
Vi har også en retsstat at tage hensyn til, og det nytter ikke meget, at vi overvåger og beskytter os selv så meget, at borgernes frihed bliver væsentligt indskrænket. Derfor er det også paradoksalt, at Dansk Folkeparti kræver yderligere stramninger i kølvandet på tirsdagens politifangst. Viser aktionen netop ikke, at politiet har de beføjelser, der skal til for at afsløre terrorplaner? Hvis terroristerne vil skade demokratiet som et frit, kritisk og religionsneutralt system, er de på rette spor. Sekunderet af Dansk Folkeparti er de i gang med at skade den frihed, der er demokratiets forudsætning. Tillid bliver afskaffet til fordel for mistillid, og hver eneste indvandrer bliver opfattet som en potentiel terrorist. Dét er en trussel, der på mange måder er større, end den rædselsfulde tanke om en bombe på Nørreport Station. Terrorismen sætter splid imellem mennesker, og skaber sagesløse ofre på alle niveauer, ikke mindst psykologisk. I London fortæller fredelige pakistanere, hvordan folk flygter ud af togkupeerne, når de kommer ind. Den vellykkede integration, den berømte sammenhængskraft, har ingen større fjende, end den revolutionære religiøse og politiske vold.
Er islamismen, som Ralf Pittelkow og Karen Jespersen hævder, nazismens og kommunismens arvtager? Det er naturligvis et definitionsspørgsmål. Mig bekendt findes der islamister, der kun har fredelige hensigter, men dette er ikke et spørgsmål om semantik. Det afgørende er, at der findes politiske og religiøse voldsmænd, der med eller uden deres guds navn på læben, er parate til at dræbe sagesløse civilister. Deres terror planlægges tilsyneladende som gengældelse for Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan, eller som hævn for Muhammed-karikaturerne, fordi de synes, at vi står fadder til en systematisk uret, som kun kan besvares med bombeattentater og en angstskabende trussel om vilkårlig vold.
Danmark er netop nu i fuld gang med at genopbygge dialogen ude i den arabiske verden, hvor vi forsøger at rehabilitere vores skadeslidte navn og rygte efter den famøse profetkrise. Det skal nok lykkes for både diplomater og erhvervsfolk, for de har samme professionelle dagsorden, nemlig at få folk til at besinde sig og forretning til at betale sig. Det er straks meget mere problematisk med de mennesker, der bilder sig ind, at de er på mission for en gud, som har givet dem lov til at vade over de vantros lig på vejen mod Paradis.
Derfor vender der sig nu en naturlig opmærksomhed mod alle de anstændige, demokratiske og ganske almindelige muslimer i Danmark. Man så nogle af dem i Tv-avisen, lige så rystede og bekymrede, som alle andre. Ja, måske mere. De gav udtryk for netop det, man kunne læse i de engelske aviser efter bomberne sidste sommer. Den 21. juli bragte The Guardian f.eks. en helsidesannonce under overskriften ”Not In Our Name”. Teksten lød:
”De muslimske samfund over hele Storbritannien er forenede i fordømmelsen af de frygtelige grusomheder i London den 7. juli i London. Vi står sammen med resten af landet i denne sørgelige tid og vi beder for ofrenes familier og for de sårede. Også vi har mistet nære venner og familiemedlemmer. Islam forbyder drab på uskyldige mennesker. Vi afviser enhver, der forsøger at knytte så brutale handlinger til islams lære. Vi vil ikke tillade at vores tro bliver kapret af nogle få ekstremister. Britiske muslimer bør ikke holdes ansvarlige for få individers handlinger. Vi er fast besluttede på at samarbejde med det øvrige samfund om at fjerne enhver lomme af ekstremisme i England. Vi opfordrer vores medier og politikere til at håndhæve de åbne samfunds værdier, fri for fordomme, holdt ved lige af tolerance og gensidig respekt der tager hånd om alle. Vi forpligter os selv til at arbejde hårdere for at tjene det britiske samfund til fælles bedste. Vi forpligter os selv til at opbygge bedre partnerskaber med skoler, virksomheder, myndigheder og trossamfund for at imødegå racisme, islamofobi og social udstødelse. Vi opfordrer det internationale samfund til at arbejde for en retfærdig og varende fred i konfliktområder over hele verden for at eliminere de problemer, der nærer volden. Vores samfunds enhed skal vedligeholdes og vi skal ikke tillade at der sættes skel mellem borgerne i Storbritannien. Vi skal blive ved at være venner, naboer, kolleger og bringe England fremad som en nation.”
Samme fromme håb formulerede menneskeretsaktivisten Rajnaara C. Akhtar i en aviskommentar, hvor hun konstaterede, at de engelske muslimer nu måtte bære vægten af en tredobbelt byrde: sorgen over terroren, pligten til at forstå at gerningsmændene var muslimer, og frygten for repressalier. Katastrofen har tredelt England, sagde hun: der er muslimerne, der er det øvrige samfund, og så er der terroristerne. Det forfængelige håb om venskab og sameksistens er en spinkel kontravægt til den tiltagende frygt, som betyder at indvandrere bliver slået ned på åben gade og muslimske børn må se deres skolefacade malet over med skældsord: PAKI SCUM, BIN LADEN. Så nyttede det ikke meget, at premierminister Tony Blair overfor sine chokerede landsmænd gjorde et nummer ud af, at islam ikke er skyldig. I stedet pegede han på det, han kaldte en ond ideologi, der er en perversion af islam. Og han gentog mantraet om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem Vestens krig og terroristernes handlinger.
Hvis PET har ret, og det må vi tro, så findes der hjemmedyrkede terrorister i Danmark. Vi må spørge os selv, om det ikke blandt andet skyldes, at det danske samfund ikke har evnet at tilbyde bedre alternativer til den radikale, politiske og religiøse vold, der tilsyneladende giver terroristernes liv mening nu. Vi må spørge os selv, om ikke de seneste mange års abstrakte snak om ”danske værdier” har været et skalkeskjul for manglende vilje og evne til at skabe det mangfoldige samfund, hvor alle har lige muligheder og lige værd. Vi må spørge os selv, hvad vi kan stille op med den tredobbelte byrde, som nu rammer sagesløse muslimer i Danmark med bevidstheden om, at der er mennesker, der i religionens navn vil dræbe vilkårligt. Vi må spørge os selv, uanset hvad Tony Blair og andre krigsansvarlige måtte sige, om der er en sammenhæng mellem vores udenrigspolitik og de hjemmedyrkede terrorister – og hvad det i så fald betyder?
Og vi må spørge os selv, hvor meget af det demokratiske samfunds traditionelle frihed vi er parat til at afgive for at øge vores sikkerhed. Det er sikkert ikke så lidt endda.