Interview i Weekendavisen den 27. januar 2006
Kunstnerskæbne. Ole Roos nye dokumentarfilm sender en forseglet kuvert af sted i en togvogn til Henrik Stangerup.
For godt og vel ti år siden modtog filminstruktøren Ole Roos et brev fra sin gode ven Henrik Stangerup. I dag svarer han med en film, hvor en bortrangeret DSB-togvogn gør det ud for en forseglet kuvert fuld med gode venners erindringer om den afdøde forfatter.
”Jeg fik et brev fra Henrik i september 1995. Han sendte mig nogle stumper, som dokumentarfilminstruktøren Ingolf Boisen havde optaget af familien Stangerup i 1934 og 1937-38. Det var hverdagsscener og vigtige familiebegivenheder som f.eks. Henriks barnedåb og hans kontroversielle far Hakons forsvar for doktordisputatsen på Københavns Universitet. Han skrev, at han efter arbejdet med sin bog om moren Betty Söderberg måtte have afstand til erindringsstoffet for ikke at hænge fast, som man altid gør efter en ”fødsel”. Han spurgte om jeg ved lejlighed kunne overføre filmen til en video til ham. Da jeg for to år siden genfandt brevet under en oprydning, læste jeg det pludselig som om der stod en opfordring mellem linierne fra Henrik til mig om at bruge materialet i en film,” siger Ole Roos, der havde et nært venskab med Henrik Stangerup siden han i 1990 filmatiserede Manden der ville være skyldig.
Da han genlæste brevet, var Ole Roos i gang med at forberede en stor film med sit eget erindringsstof, Skråvægge dør aldrig. Titlen kommer fra en linie i et nærmest eksistentialistisk spontandigt, som Ole Roos pludselig fremsagde i en alder af blot tre år. Han sad og legede under en skråvæg i familiens lejlighed i Tordenskjoldsgade, da han pludselig afbrød sig selv og deklamerede et digt, som hans far, manuskriptforfatteren og instruktøren Karl Roos, skrev ordret ned: Tre damer dør / tre hunde dør / farmors høns dør også / skråvægge dør aldrig.
”Jeg havde svært ved at komme videre med stoffet, og da jeg genlæste Henriks brev, forløste det nogle kræfter i mig, og jeg kunne mærke at jeg måtte lægge erindringsprojektet væk og lave filmen om Henrik. Nu er jeg parat til at genoptage Skråvæg dør aldrig, hvor jeg som en anden detektiv opsøger mine barndomsvenner fra Allerød. Det er en erindringsfantasi, et hukommelsens teater, en arkæologisk udgravning i barndommen.”
Ole Roos’ nye film deler titel med den Henrik Stangerup–essaysamling, som vennen og litteraturprofessor Hans Hertel (der også medvirker i filmen) udgav i 1999, året efter forfatterens død, At skrive eller dø. Instruktøren har samlet en række af forfatterens venner og nærmeste, placeret dem i en togvogn på et rangerspor i Valby, og ladet dem fortælle til kameraet. De gamle Ingolf Boisen klip er broderet sammen med interviews med Henrik Stangerup selv og scener fra Jean Renoir Menneskedyret (fra 1937, Stangerups fødeår), hvor Jean Gabin styrer et buldrende tog gennem landskabet. På den måde er det autentiske, det dokumentariske og det iscenesatte vævet sammen til en helhed.
”Dokumentarisme og fiktion griber ind i hinanden. Filmen er dels journalistisk dokumentarisme, baseret på omfattende research, breve, film, interviews osv., dels en form for fiktion. Jeg sad med en masse arkivmateriale, der hobede sig op, og jeg måtte opfinde en fiktiv ramme, der kunne forløse det dokumentariske stof. Derfor placerer jeg vennerne i togvognen efter min egen digteriske holdning til filmen, og jeg bruger billeder fra Menneskedyret, så toget bliver en forseglet kuvert til Henrik. Jeg rekonstruerer nogle begivenheder fra hans liv, bl.a. hvor hans kone Susanne Krage brænder parrets sengemadras af i haven ved huset i Langebæk, og hvor Henrik kommer hjem fra Paris i påsken 1997 og ser Ekstra Bladets spiseseddel ved kiosken på stationen: HENRIK STANGERUP KNUST AF KRÆFT. I virkeligheden foregik det om sommeren, men da vi skulle optage scenen, lå der højt med sne. Derfor afsluttes filmen nu med en mand, der forestiller Henrik, som går ud over markerne og sætter fodspor i sneen, men det var ikke en del af det oprindelige manuskript,” siger Ole Roos, der lægger vægt på at filmen først og fremmest skildrer en kunstnerskæbne, men at udgangspunktet har været barndommen fra Ingolf Boisens optagelser:
”Jeg ville gerne inddrage Henriks lillesøster Helle, men hun gjorde kort proces i telefonen, og havde ikke den store lyst til at sidde i en togvogn og fortælle. Hun sagde, at det hele handlede om, at Henrik havde følt sig skubbet ud, da hans lillesøster kom til verden og fik al morens bevågenhed, men hun ville ikke dybere ned i det. Henrik havde et forkvaklet forhold til sine forældre, særligt til moren. Han led under det, men samtidig gav det ham energi til at skrive sig ud af det. Filmen viser en sand konfrontation med barndommen, og er ikke en analyse udefra.”
At skrive eller dø er produceret af journalist Lasse Jensen, der driver produktionsselskabet Jensen & Kompagni, som bl.a. leverer ‘Mennesker og Medier’ til DR’s P1 hver fredag:
”Jeg var ikke selv en del af kredsen omkring Stangerup, men jeg mødte ham i det københavnske miljø i 70’erne og 80’erne, hvor vi alle kom på Drop Inn. Jeg kan huske hvordan han var en meget intens lytter, der viste stor interesse for mit arbejde som reporter og korrespondent, særlig krigskorrespondent. Mange forfattere beundrer jo krigskorrespondenten, og omvendt. Vi vil alle være hinanden. Jeg husker også hvordan jeg tænkte: Tænk hvis man kunne skrive som ham!”
I dag konstaterer Lasse Jensen, at Henrik Stangerup er savnet i den offentlige debat:
”Da jeg begyndte at skaffe finansiering til filmen, rendte jeg fra Herodes til Pilatus, og mange steder mødte jeg en positiv reaktion. Folk sagde ”Yes! Vi trænger til en film om Henrik Stangerup, fordi vi mangler ham i denne her kultur- og værdidebat.” Det synes jeg er interessant, fordi Henrik Stangerup engang karakteriserede Danmark som et land, hvor det er tilladt at gå efter manden i stedet for efter bolden, og han mente at det skabte angst. Det er tankevækkende, at hans karakteristik passer perfekt på debatten i dag også. Man spørger sig selv, hvad der dog ville være sket på statsministerens forfattermøde på Marienborg sidste år, hvis Henrik Stangerup havde været til stede. Nu sagde forfatterne jo bare pænt tak for mad og var kvalmende pæne. Med Stangerup var det ikke gået så stille af,” siger Lasse Jensen. Han mener, at savnet er grunden til at alle i dag vil ”eje” Henrik Stangerup.
”Var han borgerlig, var han socialdemokrat, var han socialliberal? Højrefløjen synes at han er gud, fordi han i 70’erne var en af de få der sagde hov-hov da de kulturradikale og marxisterne sad tungt på debatten. Men det er fuldkommen absurd at tale om venstrefløj eller højrefløj, når det handler om Henrik Stangerup. Som Grundtvig, Brandes og PH var han modsætningsfyldt. Han var katten på vejen, der med sin borgerlige baggrund ikke kunne ha’ at man var ved at forlade det borgerlige og liberale frisind. Han var så dansk som nogen og optaget af danskhed, men han var også europæer og internationalist. I dag ville han nok have talt imod det tidehvervske. Han ville have reageret mod den del af debatten, der næsten lugter af racerenhed. Han ville have reageret mod debattens absolutter,” siger han.
Ole Roos vil helst ikke gætte på, hvad Henrik Stangerup ville skrive og mene i dag, fordi uforudsigeligheden i forfatterskabet var så stor, men han er ikke i tvivl om, at han ville præge offentligheden og kulturdebatten:
”Hvis Henrik stadig levede, ville han markere sig på en måde, som alle ville have gavn af. Han er voldsomt savnet, fordi vi mangler den irritation, som han skabte. Alle strides om retten til at ”eje” Henrik Stangerup, og han risikerer det, som PH også var udsat for, nemlig at blive helgenkåret, siger han.”
Med At skrive eller dø lader Ole Roos en lang række vidner fra Henrik Stangerups liv komme til orde med kærlige og krasbørstige kommentarer, og man er ikke i tvivl om, hvor meget plads hovedpersonen optog i sin kreds.
”Henrik fyldte utrolig meget. Det virkede altid som om han førte en monolog, men han var også en ekstremt god lytter. Han kunne tale om sig selv i timevis og så på et tidspunkt afbryde og sige: ”Nå, vi skal jo heller ikke tale om mig hele tiden. Hvad synes du om min nye bog?”. Men han havde store betydning for mig, menneskeligt og kunstnerisk, fordi han var så kompromisløs og modig, og fordi han gav sig i kast med det vigtige på sådan en sanselig måde. Han var en mand uden forsvarsværn, men kastede sig ud over kanten som en lemming. Han kunne blive overrasket og forvirret over den polemik, det afstedkom. Han følte altid selv, at han gik efter bolden og ikke manden, og han tog det nært, hvis folk mente det modsatte. Han var ufatteligt engageret til det sidste, og det imponerede mig at han, der eller sagtens kunne ynke sig selv, også var så ufattelig stærk overfor de lidelser, der blev ham påført af sygdommen. Henrik kunne smitte med sin evne til at sætte ting i gang. Han var uhyre inspirerende, og han havde sans for at se hvor andre kunne udfolde deres talenter. Jeg føler mig stimuleret af at arbejde med stoffet og har det som om Henrik er kommet usentimentalt tilbage til mig,” siger Ole Roos.