Interview i Weekendavisen den 14. juli 2006
Præster. Sørine Gotfredsen var medstifter af Islamkritisk Netværk for en måned siden. Nu har hun meldt sig ud og advarer mod konfliktretorik og fundamentalisme.
For et par måneder siden sagde debattøren, sportsjournalisten, forfatteren og præsten Sørine Gotfredsen ja til at være med i Islamkritisk Netværk, som tidehvervspræsten Katrine Winkel Holm tog initiativ til. Ca. 60 præster slog sig sammen for at gøre den kristne islammodstand synlig, ikke mindst som en modreaktion på de præster, der sidste år ved juletid gik i fælles flok imod den stramme danske udlændingepolitik og for mere tolerance. Men i sidste uge meldte hun sig ud igen med en kritik af netværkets golde og tekniske teologi.
I en kronik i Kristeligt Dagblad advarede Sørine Gotfredsen om, at den skråsikre retorik og modvilje mod dialog kan føre til en død og fordømmende kristendom. For sin egen integritets skyld, forlader hun igen netværket – nu med reviderede holdninger. Så sent som 1. juni deltog hun i Weekendavisens tv-program på DK4, Lang weekend, hvor hun argumenterede for, at dialog og religiøs tro simpelthen ikke kan hænge sammen. Men en måned efter lyder det sådan her:
”Islamkritisk Netværks projekt er i bund og grund antidialog, og det har jeg selv troet meget på: Hvad skal vi egentlig snakke om? Når man tror på kristendommen, må man mene at islam er kategorisk forkert. Men de seneste måneder har jeg rykket mig, i høj grad på grund af den teologiske debat som netværk har skabt. Jeg har indset at en form for kommunikation er nødvendig, vi må diskutere religion og være i dialog med muslimerne. Vi må diskutere det faktum, at der er flere religioner i samfundet. Det bliver min tro ikke truet af. Men jeg kender ingen muslimer og ved dybest set ikke noget om dem. Jeg kan sagtens have mine teologiske holdninger, men hvordan skal jeg kunne missionere overfor folk, som jeg ikke ved noget om? På den måde risikerer jeg at min teologi bare bliver til gold retorik. I Islamkritisk Netværk er der sikkert mange, der heller ikke har kontakt med muslimer, og som heller ikke ønsker at have det. Men afvisning af dialog giver ikke længere mening, det skærer inspirationen væk. Før har jeg tit tænkt at religiøs dialog for mig var lig med mission overfor folk der tror på noget forkert. Men netværket har fået mig til at tænke. Men nej, dialog skal føre til at vi kan leve i det her land uden at slå hinanden ned. Ét mål med dialogen må være, at missionere mennesker ”på plads” – men hvis det ikke kan lade sig gøre, må målet være, at vi går til hver vores tro i god ro og orden.
Men Islamkritisk Netværk mener jo, at præster skal missionere muslimerne ”på plads”, som du siger?
”Ja, og hvis man skal tage missionsbefalingen og forkyndepligten alvorligt, kan man ikke blot lægge vægt på at vi i et demokratisk samfund skal have plads til alle. Men mit revurderede syn på dialog er, at den som sit næstbedste mål fører til, at vi alle skal være her i fordragelighed.”
Men du mener vel stadig, at der er brug for islamkritik?
”Ja, og jeg synes, at islam er et kæmpeproblem. Det er min pligt som præst at forkynde, at islam er forkert fordi kristendommen er rigtig. Præster skal fastholde forskellene mellem religionerne og prædike for kristendommen og mod islam, og jeg er bekymret for forskellene bliver udvandet af de præster, der har tendens til at søge konsensus. Men Islamkritisk Netværk er på kanten af automatstyret fundamentalisme og stivnet teologi. Der er personer i netværket, der taler på en måde, som jeg ikke vil identificeres med. Jeg har selv været stejl og firkantet, og mange af de ting, der bliver sagt i netværket, kunne jeg selv have sagt på et tidspunkt. Men i dag vil jeg nødig høre mig selv sige det.. Jeg meldte mig ind, fordi jeg er tilhænger af islamkritik, men jeg meldte mig ud, fordi jeg grundlæggende er modstander af at præster samler sig i netværk og fordi jeg er blevet bekymret for at islamkritikken forstener i gold retorik, der ikke skelner mellem religionen og den enkelte muslim. Derfor har det været en øjenåbner for mig at være med i netværket. Jeg er altså kommet på andre tanker. Ret hurtigt efter netværkets start blev jeg naget af tvivl om, hvorvidt initiativet var rigtigt, og den følelse har fulgt mig hele vejen. Faktisk også da jeg deltog i indslaget i Lang weekend, og før eller siden må man tage konsekvensen af sin egen indre tvetydighed.”
Initiativet burde måske hedde Islamfjendtligt Netværk frem for Islamkritisk Netværk?
”Ja, det er delvis rigtigt. Der er en uforsonlig holdning til islam, og den deler jeg sådan set, for man kan ikke kritisere islam uden at være fjendtlig. Islamkritik er båret af, at islam er forkert, men islamfjendtlighed må ikke blive til muslimfjendtlighed. Hvis islamkritikken tangerer en tilstand af uforsonlighed overfor muslimer som enkeltpersoner, og det faktum at vi skal være her alle sammen, udvikler man en retorik hvor det uforsonlige bliver kernen i teologien, og så har man misforstået teologien og kommer til at være meget lidt kristen, nærmest antikristen. Hvis man ikke balancerer kritikken af islam med sit syn på den enkelte, stiller man sine personlige sympatier og antipatier over det kristne, og så kan man ikke længere kalde sig selv kristen. Man skal altid holde det enkelte menneske ud fra mængden. Jeg frygter at konfliktretorikken i Islamkritisk Netværk kan gøre det umuligt at skelne mellem kritikken af islam og kritik af den enkelte, og det må være et kernepunkt at holde dette adskilt.”
Netværket kalder til kristen kamp mod islam, men er vel også et opgør med nogle præstekolleger, der gerne vil i dialog med muslimerne?
”Ja, og her ser netværket i princippet rigtigt. Jeg er heller ikke tryg ved præster der prædiker tolerance og fælles rum. De har måske tiden og den moderne tankegang på deres side, men kristendommen må aldrig blive moderne, den er altid i opposition til nutiden, den bevæger sig mod alle odds, og det er ikke realistisk at jeg kan omvende Ahmed og alle de andre, selvom jeg følger missionsbefalingen. De præster der prædiker tolerance er mere i pagt med tiden. Missionsprojektet ser svært ud, men det giver mig ikke lov til at droppe det. Problemet er, at nogle tidehvervsteologer har et for fastlåst billede af hvor fordærvet i samfundet befinder sig, og de er uimodtagelige for at overveje hvordan verden hænger sammen. Jeg har selv talt meget dogmatisk teologi og til en vis grad holdt følelser og det irrationelle ude, og så er man på sikker grund, men også på død grund. Jeg har altid beundret Søren Krarup meget, men han har en tendens til at stirre sig blind på et fjendebillede. Faren er at den teologi han ser som sandhed, skærer den fremstrakte hånd væk og dermed svækkes selve kernen i kristendommen. Jeg har ikke helt tiltro til mennesker der er så stålsatte i billedet af, hvem fjenden er. Når jeg forlader netværket, er det et opgør med gentagelserne og misbruget af dogmerne, og fordi præster bør stå alene, ikke i netværk. Præsteinitiativets kritik af regeringens udlændingepolitik i julen 2005 var i princippet ok, præster må gerne skælde regeringer ud, de må gerne prædike for mere tolerance, men de skal gøre det enkeltvis. Vi skal udelukkende forkynde med ansvar overfor Gud. Jeg vil gerne være kritisk over for islam, men jeg vil være det alene. Derfor mener jeg at jeg er skadet på min integritet af Islamkritisk Netværk.”
Præster i flok
Skal præster udelukkende forkynde med ansvar for deres gud, eller skal de etablere politiske og teologiske netværker og deltage i samlet flok med deres meningsfæller i samfundsdebatten?
Præsteinitiativet opstod ved juletid 2005, da en gruppe præster, provster og fhv. biskopper koordinerede protestprædikener mod udlændingepolitikken og intolerance overfor flygtninge under sloganet ”Der er stadig ikke plads nok i herberget”. Præsterne vendte sig bl.a. imod tonen i debatten og har sågar sammenlignet deres initiativ med dengang biskopperne udsendte et hyrdebrev til oplæsning i kirkerne under besættelsen i 1943.
Islamkritisk Netværk blev lanceret i maj 2006, da en gruppe præster gik sammen i reaktion mod den danske folkekirkes konsensussøgende linie overfor islam og muslimer. Netværket vil dels slå fast, at muslimer ikke tror på den kristne Gud, og at dialog derfor er umulig, dels gøre op med forestillingen om muslimerne som en slags ”religiøse kolleger”, dels forsøge at rekruttere de vildfarne – altså muslimerne – til kristendommen gennem offensiv mission. Islamkritisk Netværk udspringer af miljøet omkring Tidehverv.
Evangelisk-luthersk Netværk er under dannelse og vil blive lanceret for alvor i næste måned. Netværket ønsker at fremme en bibel- og bekendelsestro kristendom. Væk med afkristning, sekularisering, individualisering og den moderne teologis dennesidige munterhed og pjank med det evige. Ind med glædens dybdedimension, der udspringer af at være forsonet og genforenet med vor himmelske far.