Anmeldelse i Weekendavisen den 18. august 2006
Brians folkegave. Ministeren kalder kulturkanonen for ”en åbenbaring”. Vi siger pænt tak.
Oplysning eller opdragelse?
Så kom den, den turbulensomgærdede Kulturkanon, Brian Mikkelsens store prestigeprojekt, der siden ideens undfangelse har været genstand for så meget fup, fidus og fortolkning, at man ikke vidste om man skulle græde eller le. Og ministeren har selv været ude om det med sine underligt selvmodsigende udtalelser, der skabte vild forvirring om, hvad projektet egentlig gik ud på.
For at få alle genstridige kritikere til at forstå kanonens ædle formål, begyndte Brian Mikkelsen til sidst at tale om projektet som en gave, en folkegave, en generøs folkegave! I denne uge har vi så fået gaven overrakt. Og naturligvis siger vi pænt tak, meget pænt tak, for det her er faktisk mere, end en gave. I den officielle kanon-dvd kalder Brian Mikkelsen det ligefrem for en ”åbenbaring”, og hvem siger ikke tak for en åbenbaring?
Ja, jeg synes stadig at det er et gennemført forlorent projekt, og jeg noterer med glæde, at formanden for kanonudvalgene, den administrerende direktør over dansk viden og kultur, Jørn Lund, i et interview på dvd’en siger, at det er ”yderst agtværdigt”, at være imod kanontanken. Ja, ja, man kan jo også forsøge at knuselske sine kritikere ihjel.
Agtværdig eller ej, jeg synes stadig ikke at ministeren som politisk ophavsmand giver sine kritikere fyldestgørende svar på tiltale. Hvis ikke det her er et politisk projekt, hvorfor bruger han så så meget krudt på det? Og hvis det er politisk, hvad er dagsordenen så? Summen af alt det, Brian Mikkelsen har sagt, får mig stadig til at tro, at kanonen er et projekt for fornyet danskhed og nationalidentitet. En slags folkeopdragelse forklædt som folkeoplysning. Men selve kanonen i bogform giver ikke noget svar. Ministerens forord består nemlig kun af indholdsløse ordguirlander, og interviewet med ham på dvd’en er lige til en kanon over politisk lirumlarum. Puf!
Men nok om det. Nu skal vi se nærmere på bogen og dvd’en, der formidler kanonudvalgenes lister over de umistelige kunstværker. For sølle 100 kroner får man et udstyrsstykke på 250 sider med indlagt dvd – og en krone i byttepenge. Det er jo en utrolig folkelig pris, men ministeriet har også haft hatten i hånden hos en lang række fonde (og man spørger sig selv, om det har været en tjeneste eller en bjørnetjeneste for kulturen, for pengene er jo gået fra andre formål). Jeg har gjort, som ministeren anbefaler: jeg er gået på opdagelse og har plukket hist og pist. Og for at sige det helt kort: Bogen er stort set rigtig god, mens dvd’en, som Skandinavisk Film Kompagni har produceret, er splittet mellem at være superfed og latterligt dårlig.
Dvd-mediet er som skabt til formålet, for her kan man gemme både lyd, film, billeder og tekst. Det kommer også særdeles godt til sin ret i afsnittene om film, musik og scenekunst. Den korte introduktion til billedsiden og instruktionen af Henning Carlsen filmatisering af Sult er fremragende. Indslaget med gamle arkivoptagelser af Solvognens Julemandshær og et par velplacerede interviews er kulturformidling på højt niveau. Gensynet med Preben Lerdoff Rye som Johannes i Carl Th. Dreyers filmatisering af Kaj Munks Ordet virker utrolig godt sammen med Per Stig Møllers udlægning af dramaet. Indslaget om Flemming Flindts balletversion af Ionescos Enetime er en lille fryd, klippene fra Kjeld Abells Anne Sophie Hedvig minder os om, hvad nødvendigt teater handler om, genhøret med Kai Normann Andersens melodier går lige i hjertet (jeg kan bedst lide de melankolske, ikke så godt de muntre), og Jokum Rohde fortæller med glød og ildhu om hvorfor Sort Sols koncerter i 1987 var så banebrydende (men her er jeg hægtet af). Det eneste som irriterer mig, er at forfatteren Jens Larsen sammenligner uforligneligt gode Steffen Brandt fra TV2 med en vis Søren Kierkegaard. Må jeg foreslå lidt koldt vand i blodet?
Mens dvd’en er smittende vellykket når det handler om teater, musik og film, går det helt, helt galt når vi kommer til arkitektur, billedkunst, design og kunsthåndværk og litteratur. Her er energien, pengene eller tiden åbenbart sluppet op, for vi får ikke andet end nogle ”diasshows” af de billeder, der også gengives i bogen. Men ingen interviews, ingen ledsagende ord, ingen levende billeder eller gode sager fra arkivet. Det gør denne del af dvd’en fuldkommen meningsløs, og det er faktisk en kriminel mangel på kvalitet i det samlede projekt. Og så kan man i øvrigt spørge sig selv, hvorfor der overhovedet skal produceres en dvd, når hele kanonen får en ny hjemmeside den 24. august, hvor man må formode, at hele materialet også vil være tilgængeligt?
Bogen er fuldkommen som forventet, og det er ikke dårligt. En mangfoldighed at tekst og billeder, som – i noget ujævn stil – introducerer de udvalgte værker. Dette er altså det ypperste af dansk kultur, det er det, der gør os danske. Det er det, som de fremmede bør kende, hvis de vil forstå os. Det vi skal kende, hvis vi vil forstå os selv. Hvis vi altså skal tro kulturministeren. Men det er naturligvis noget forrygende vås, og det står soleklart ved mødet med bogen. En flintdolk fra Hindsgavl spiller ingen rolle i den forbindelse. Det gør Corinnas langthenglidende legeme fra Rifbjergs novelle altså heller ikke. End ikke Kjeld og Dirch! Gad vide om ikke en politisk kanon om demokratiudvikling og socialhistorie ville fortælle en meget mere konkret historie om os?
Alle de ubesvarede spørgsmål om hvad ministeren egentlig ville, står ubesvarede hen. Men ret skal være ret. Projektet er kommet fra kaj og tager ikke mere vand ind, end at det flyder. Det er et inspirerende værk, det indrømmer jeg gerne. Lysten til at læse, se og lytte bliver virkelig stimuleret, og jeg vil derfor bide hovedet af al skam og sige en stor og delvis uironisk tak til Brian for folkegaven, åbenbaringen…
Kulturministeriets Kulturkanon. 256 sider + dvd, 99 kr. Politikens Forlag.