Anmeldelse i Weekendavisen den 19. maj 2006
Lady Di. Hvordan hugger man en hvid Fiat op i al diskretion, når man er skyld i prinsessens død?
Løgn, sex og bedrag
Blev Prinsesse Diana slået ihjel af efterretningsagenter, der ville forhindre at Englands kommende konge skulle have en muslimsk stedfar? Blev hun jaget i døden af paparazzifotografer fra skandalepressen? Forulykkede hendes bil fordi chaufføren var skæv og på stoffer? Eller gik det galt den nat i tunnelen under Paris, fordi en ung pige, der netop havde dumpet sin kæreste, forsøgte at liste sig hjem gennem byen i sin Fiat, selvom hun havde bællet for meget hvidvin?
Da romanen om “Den lille hvide bil” udkom i England, spærrede man øjnene op. Den debuterende forfatter, Danuta de Rhodes, var en 24-årig kvinde med et imponerende cv. Født i Paris, bidragyder til diverse magasiner siden hun var 12, manuskriptforfatter til en romantisk filmkomedie som 14-årig, komponist for The Jerusalem Ballet, studier i moderne og middelalderlitteratur i London, hvor hun også designede sko – og nu i gang med en karriere i modebranchen i New York.
Det lød næsten for godt til at være sandt, og det var for godt til at være sandt. Danuta de Rhodes var et pseudonym for Dan Rhodes, der nogle år tidligere havde fået sin internationale gennembrud med Timoleon Vieta, kom hjem, som vi også fik på dansk i fjor. Den havde en bitter, desillusioneret, aldrende bøsse i hovedrollen, og selvom den nye roman er et bud på en chick-lit roman med både action og romantik, har Tiderne Skifter fornuftigvis valgt at lancere bogen under forfatterens rigtige navn.
Vidner fortæller, at en uidentificeret, lille hvid bil spillede en afgørende rolle, da Lady Dianas vogn slog den dødbringende kolbøtte. I sin nye roman fantaserer Dan Rhodes over hvem der mon kørte den lille hvide Fiat. Og da den ene forklaring vel er lige så god som den anden (selvom ingen er helt så god som konspirationsteorien om at prinsessen skulle dø for at holde islam på afstand af det engelske kongehus), vikler Dan Rhodes sig ud i en underfundig og slapstickagtig røverhistorie, som man kan læse uden risiko for alvorstyngde.
Vi følger den unge Veronique, der er overbevist om, at hun er efterstræbt af politiet som skyldig i prinsessens død. Sammen med sin foretagsomme veninde Estelle lægger hun en plan for bortskafning af den eftersøgte lille hvide Fiat. Bilen skal simpelthen parteres og smides væk, bid for bid. Men hvordan hugger man en bil op i al diskretion? Pigernes opfindsomhed fejler ikke noget, men måske gør deres desperate plan? I hvert fald er de snart ved at drukne i deres eget spind af løgn, sex, bedrag og fantasifuld kriminalitet. Men hvad gør man ikke for at slippe for tiltale, når man har slået en prinsesse ihjel?
Forlaget kalder “Den lille hvide bil” en feel-good roman, og det må siges at være den positive genrebetegnelse for denne fuldendt fjollede fortælling, der vist ikke har nogen højere ambition, end at underholde – eller så har den en pointe, som jeg bare ikke kan få øje på. Det jeg savner hos Dan Rhodes, finder man hos landsmanden Magnus Mills (ham med Sjak nr. 3), der også skriver underholdende grotesker, men altid har en kritisk reprimande til samfundet og samtiden. Set fra den venlige side: Dan Rhodes er en rigtig lurendrejer, en ubekymret humorist, og hvor mange har vi egentlig af dem? Spørgsmålet er, om ikke han vil bruge sit talent til andet og mere.
Dan Rhodes: Den lille hvide bil. På dansk ved Ninna Brenøe. 184 sider, 225 kr. Tiderne Skifter