Anmeldelse i Weekendavisen den 7. juli 1006
Cubakrimi. Et lig af en mand i damekjole bliver fundet med to mønter i røven. Havana-kvartetten er kommet til Danmark.
Menneskets maskespil
I en tid hvor den nordiske femikrimi boomer, kommer her en mandlig cubansk kontrast, bragt til landet af Socialistisk Folkepartis Ole Sohn, som har åbnet en lille, men ambitiøs, nebengeschæft som bogforlægger i Rødovre. Med “Maskespil i Havana” introducerer han forfatteren Leonardo Padura og kriminalkommissæren Mario Conde, der fra første færd får hænderne fulde: Han skal nemlig opklare drabet på Alexis Arayán, en transvestit, der er blevet stranguleret og har fået presset et par pesos op i røven.
Efterforskningen bringer vor mand i Havana i kontakt med et befolkningssegment, som det katolske og kommunistiske Cuba ellers har forsøgt at fortrænge og forstøde. Modviljen mod de kætterske bøsser og al deres illegale seksualitet har sat fordomsfulde spor i Mario Conde, der nu må påtage sig en professionel interesse for det miljø, som offeret levede i. Men hvordan får man adgang til den lyssky verden? Og hvordan tager man hensyn til offerets far, der viser sig at være en berømt og betydningsfuld FN-ambassadør med nære forbindelser til regeringen?
Mario Conde lærer snart den aldrende teaterinstruktør og forfatter Alberto Marqués at kende. Han har levet et tilbagetrukket, sørgmodigt og bittert liv siden han på grund af homoseksualitet blev udstødt fra sin teatertrup under revolutionen. Der var ikke længere plads til de seksuelle afvigere i den kunstneriske og kulturelle elite, men Alberto Marqués har bevaret sin position blandt byens andre bøsser og transvestitter. Han siger, at Alexis Arayán slet ikke var transvestit, men hvorfor var han så klædt i en rød kjole? Og hvorfor netop i en kjole, der svarede til den, som hovedpersonen Electra bærer i et af Alberto Marqués’ stykker? Har det noget med sagen at gøre, at drabet fandt sted på netop den aften, hvor den katolske kirke fejrer transfigurationens, forklarelsens, fest? Og ved familiens husbestyrerinde ikke meget mere, end hun fortæller?
Kriminalkommissær Mario Conde skal – rygende, drikkende, kneppende, bandende, svedende – opklare denne uigennemskuelige sag. Helt i noir-genrens ånd er han en vrissen og smålurvet enspænder, der altid går sine egne veje i politiet, ja egentlig er han suspenderet fra tjeneste pga. en disciplinær straf. Efter eget udsagn er han macho-stalinist, og han har ingen problemer med at vedkende sig sine fordomme over for bøsser. Men da Mario Conde kaster sig ud i efterforskningen, hvor han møder en verden af mennesker, der alle eksperimenterer med deres identiteter, sætter det tankerne i gang. Kan man være en anden, end den man er?
Mødet med mennesker, der har undsagt kravet om normalitet og almindelighed, får en gammel drøm til at blusse op i kriminalkommissæren: han vil skrive, være forfatter. Det lykkes ham at skrive en grotesk eksistentialistisk fortælling, der føjer et lag på romanens overordnede pointe – understreget i titlen – om menneskets maskespil. Her handler det om transvestitten og transfigurationen, men dybest set skriver Leonardo Padura intellektuelle refleksionskrimier om tilværelsens vilkår.
“Maskespil i Havana” er en del af en romankvartet (faktisk nummer tre i kronologien), som Leonardo Padura skrev op gennem halvfemserne. Handlingen er henlagt til 1989, men det kommunistiske tø- og sammenbrud i Europa spiller ingen direkte rolle i handlingen. Men at omvæltningerne har sat sig sine spor hos forfatteren, er der ingen tvivl om. Man forbløffes over, hvor bramfrit og ucensureret samfundskritisk der rent faktisk kan skrives i et land, hvor alle tendenser til politisk opposition ellers bliver slået effektivt ned.
Leonardo Padura har erobret et internationalt publikum, nu måske også et dansk. Jeg er overbevist om, at læsere med sans for det cubanske vil nyde denne stemningsfulde havanneser, men jeg er ikke så sikker på, at ganske almindelige krimikonsumenter vil finde opklaringens intellektuelle klædebon tilstrækkelig ramasjangagtig. Men hatten af for en forfatter, der tør skrive om skyggesiderne i det kommunistiske, katolske og kønskonforme Cuba. Og så skal det altså nævnes, at macho-stalinisten Mario Conde kommer i kanen med en kvinde, og at Leonardo Padura kan skildre sex på en måde, så man ikke er ved at dø af hverken grin eller kedsomhed. Det kan hans nordiske femikrimi kolleger (og Leif Davidsen) lære en del af.
Leonardo Padura: Maskespil i Havana. Oversat fra cubansk spansk af Peer Sibast. 239 sider, 249 kr. Forlaget Sohn.