Kommentar i Weekendavisen den 20. oktober 2006.
Indvandring. Ingen ved mere om praktisk integration, end Henning fra Vollsmose.
Anders Fogh Rasmussen var afslappet og slipseløs, da han i sidste uge indledte sit road show for bedre integration. De etniske rollemodeller var på plads i kampagnebussen, og spindoktoren havde nøje overvejet alle muligheder og risici. Der var derfor en verden til forskel fra dengang statsministeren besøgte virksomheder på den københavnske vestegn og dukkede op på Brøndby Stadion iført fodboldstøvler og en totalt kikset campinghabit, hvorunder man kunne se hvid skjorte og slips.
Da han denne gang lægger vejen forbi fodboldklubben B.1909 er han i korrekt fodboldtøj, og Anders Fogh Rasmussen scorer både mål og billige points, da han spiller kamp med unge indvandrere foran fotografernes velvillige linser. I et debatforum på fodboldklubbens hjemmeside kan man dagen efter læse et par indlæg, der udtrykker stolthed over det store integrationsprojekt i B. 1909. Men medlemmerne er også flove over at blive spændt for statsministerens vogn. Kan man skabe integration, når man er afhængig af Dansk Folkeparti, spørger en. Nej, svarer en anden: Det klinger fandens hult, når man lever på nåde af Dansk FolkeAntiparti.
Når han siger, at NU skal integrationen forbedres, ligner statsminister Anders Fogh Rasmussen ligner en, der har opfundet den dybe tallerken. Til de høflige referenter og fotografer fra pressen, siger statsministeren, at vi skal have alle de positive historier om vellykket integration frem i medierne, og for en stund kommer han til at lyde som de humanitære kulturformidlere, der for tyve år siden mente, at integration kunne klares med festivaler for mad og mavedans, fordi »en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt«. Men spørgsmålet er, om den nye kampagne sygner hen som fortidsmusik fra firserne, eller om flere rent faktisk kommer i arbejde. Fagfolkene er mere end skeptiske.
I modsætning til sine forgængere har statsministeren tilsyneladende markant bedre kort på hånden i form af virksomhedernes vækst. Nu er der en hård motivationsfaktor for erhvervslivet. At ansætte ”nydanskere” er ikke længere et spørgsmål om socialt ansvar og bløde medmenneskelige samfundsbidrag. Nu handler det om at kunne begå sig i konkurrencen, fastholde markedspositioner og skaffe udbytte til aktionærerne. Det er en ønskesituation, både for den ubenyttede arbejdskraft og for regeringen. Skulle man tro.
Men mandag udkom Ugebrevet A4 så med en nyhed, der må have ærgret statsministeren. Nu havde han lige tilbragt en uge med forbløffende mild og medvindsagtig presseomtale af det store integrationsfremstød, og så kom LO’s nyhedsbrev med den irriterende historie om, at de ti byer med flest arbejdsløse indvandrere ikke tror, at det er muligt at skaffe flere i arbejde. Der er tilsyneladende ikke nok, der er modne (eller arbejdsmarkedsparat, som det hedder), fordi arbejdsløse personer i de tunge matchgrupper simpelthen ikke kan det, der er efterspørgsel på. De mangler sprog, viden, erfaring osv. Og de øvrige indvandrere er i høj grad ved at være i arbejde i forvejen.
I princippet står vi i en unik situation, hvor vi for første gang siden oliekrisen i 1973 skabte massiv arbejdsløshed blandt de indvandrere, der var kommet herop på invitation fra den danske industri i slutningen af 60’erne, har en reel mulighed for at veksle passiv forsørgelse til aktivt lønarbejde. Nu er det indvandrernes efterkommer, deres familiesammenførte og i et vist omfang nytilkomne flygtninge (de, der ikke er for traumatiserede til at arbejde), som pludselig bliver opfattet som en ressource i stedet for en belastning. Det er klart, at de bedst uddannede og dem, der taler forståeligt dansk, får de første og mest interessante jobs. Men man må håbe, at der også vil være muligheder til dem med lavest anciennitet i Danmark, så de i en fart kan bryde ud af den skændigt fattigdomsfremkaldende startydelse. Problemet er bare, at der ikke længere
findes så mange ydmyge jobs til de ufaglærte. I dag skal en indvandrer der ønsker at arbejde som rengøringsassistent jo nærmest kunne tale to-tre sprog (modersmålet plus dansk og engelsk) for at kunne læse miljøvejledninger og udfylde skemaer og jeg ved ikke hvad.
På Dansk Industris årsmøde i september beklagede statsministeren sig over, at Danmark bliver beskyldt for at være et lukket land, når vi rent faktisk har åbnet døren for en masse indvandret arbejdskraft. Det er sandt nok, men Anders Fogh Rasmussen ignorerer med vanlig kynisme, at kritikken mod os først og fremmest handler om, at vi ikke lever op til tidligere tiders standarder for at yde beskyttelse til forfulgte. Det er en humanitær pointe. Nu lukker vi – efter canadisk model – mest fremmede ind, som kan bidrage til samfundskagen. Det er helt som industrien kunne ønske det. Den har jo ikke noget ansvar for at beskytte forfulgte.
Meget kreativt blev Dansk Industris møde holdt under overskriften ”Mission Possible”, en overskrift som varsler et demonstrativt stemningsskifte. Som en anden Tom Cruise i glansrollen som multiagenten Ethan Hunt, kaster statsministeren sig derfor nu ud i den umulige mission, der pludselig blev mulig, fordi han har virksomhedernes behov på sin side. Det giver et medspil fra industrien. Men det er ikke nok, som historien i Ugebrevet A4 viser, for de naturlige jobs til mange flygtninge og indvandrere ligger i staten, regionerne og kommunerne. Spørgsmålet er derfor, om statsministeren også har tænkt sig at gøre noget effektivt ved det offentlige arbejdsmarkeds traditionelle efterslæb.
Den nye kampagne og erhvervslivets velvillighed er en gylden mulighed for statsministeren, der nødvendigvis skal skabe den forbedrede integration, som han og daværende integrationsminister Bertel Haarder lovede ved regeringens tiltræden for fem år siden. Først skulle proppen sættes i, så vi fik færre nye over grænsen, og så skulle de herværende integreres bedre.
Signalet er sendt, og statsministeren kan trække sig tilbage fra opgaven, som beskæftigelsesminister Claus Hjorth-Frederiksen (ham der i modsætningen til sin chef mener at Venstre har et værdifællesskab med Dansk Folkeparti) skal føre ud i livet. Og han ved hvad han har at rette sig efter, for regeringens eget ”mellemfristede mål” er ifølge statsministerens tale på Dansk Industris årsmøde at 6 ud af 10 indvandrere fra ikke-vestlige lande er i job i år 2010. Det mål skal bl.a. nås gennem en såkaldt ”håndholdt integrationsindsats”, hvor en mentor får ansvar for at oplære de nye medarbejdere i virksomheden. Hvis regeringen kan sandsynliggøre at det mål er indenfor rækkevidde, har statsministeren bygget en bred voldgrav om sig selv i den kommende valgkamps debat om integration og velfærd. De nyeste meningsmålinger, hvor regeringen og Dansk Folkeparti mister flertallet og Socialdemokraterne vinder nyt land, viser at han behøver det.
Håndholdt integration er naturligvis blot endnu en omgang nysprog i debatten. Det store spørgsmål er, om skabelsen af flere jobs også skaber bedre integration i ordets egentlige forstand. Erhvervslivet kan sikre selvforsørgelse for arbejdsløse ”nydanskere”, og dermed skatteindtægter, men er det integration i sig selv? Hvad med kontakten og kommunikationen med kollegerne? I 70’erne spøgte de tyrkiske fremmedarbejdere med at det eneste de kunne sige på dansk var ”hold kæft”, for det var den sætning de hørte hver gang, de henvendte sig til en kollega.
”Sammen om integration”. Sådan lød det dybsindige slogan for statsministerens rundtur. Ja, hvordan ellers, fristes man til at spørge. Solointegration findes ikke, og da slet ikke på arbejdsmarkedet. Det beviste gratisavisen 24timer, der naturligvis også skrev pænt og pligtskyldigt om statsministerens rundtur til virksomheder, og præsenterede rollemodellernes egne bud på integration. Men dagens klogeste ord om emnet stod i en temaartikel om Vollsmose, den multietniske bydel i Odense, som avisen har dækket intensivt i en måned. Her møder vi den 62-årige efterlønsmodtager Henning, der arbejder i Café Egetræet: »Jeg har været slagter i 45 år, og da jeg gik på efterløn begyndte jeg at lave mad her. Stegt lever med bløde løg er en af mine favoritter. Jeg laver god, gammel dansk mad med svinekød, oksekød, fisk og fjerkræ. Men jeg laver altså også
halal. Min kollega er fra Iran og hedder Salami. Det er da nemt.«
Vi præsenterer en dansk rollemodel: Henning.