Anmeldelse i Weekendavisen den 31. marts 2006
Livets Store Spørgsmål. Simon og Silvia var to modne kunstnere, der forelskede sig i hinanden, men…
Mørket overraskede dem
Døden lurer bag hvert et hjørne i Birgit Strandbygaards lille roman om kærlighedens smerte. Den berømte kunstmaler Simon er blevet dræbt. Hans kæreste (romanens fortæller Silvia, der er forfatter) har været anklaget for drabet, men sigtelsen er frafaldet. Nu forsøger hun at rede sit fortvivlede livs tråde ud i det sommerhus i Sverige, som hun har lånt af sin eksmand, Steffen.
Efter Silvias stormende forelskelse (der indtrådte som en ny livsfase samtidig med at menopausen satte ind), skilsmissen og drabet, begynder Steffen igen at spille en rolle i hendes liv. Da hun er allerlængst nede, både psykisk og fysisk, hjælper han hende op med en ufattelig kærlig og kammeratlig solidaritet, og de gengifter sig – hvorefter han bliver syg, svækkes og dør. Mellem Simons og Steffens dødsfald, møder vi sygdom, varsler om død, et selvmordsforsøg, skilsmisser, ensomhed, forladthed, skyld, angst og sort, sort fortvivlelse. Da romanen klinger ud, er Silvia selv dødsmærket. Og tilbage står det uopklarede spørgsmål og blafrer: Hvem dræbte Simon?
Nej, det er ikke en krimi, med mindre da det er livet selv, der skal opklares. I så fald er ”Jeg må jo have et hjem et sted” en eksistentialistisk roman om en kvinde, der kæmper imod sin egen fortvivlelse og følelsesmæssige opløsning. Men uanset om hun vender sig til kunsten eller det åndelige – hun skriver en roman om sit forhold til Simon og finder sig en yogaguru – kommer hun til kort overfor tilværelsens barske realiteter: vi lever, vi dør, punktum. For de troende er der måske – måske ikke? – noget at komme efter i romanens tidstypiske temaer som forsoning og tilgivelse, og i drypvise åbenbaringer af lys og frihed, der peger kortvarigt og tvetydigt i retning af frelseren og det himmelske, men dog munder ud i en nøgtern konstatering: ”enhver må finde hjem på sin måde”.
På den ene side kan jeg godt lide Birgit Strandbygaards fuldkommen overmodige livtag med Livets Store Spørgsmål, og når hun rammer tonen, giver Silvias desperate kærlighedstab genlyd i læsningen. På den anden side synes jeg, at romanen alt for tit vipper på kanten af det patetiske, og nogle gange dumper sproget ned i den helt store klichespand, f.eks. når vi sidder med ved dødslejet: ”Vi tager hans hænder, varmer dem og kysser dem. Indtil verden står stille”. Eller når vi er til begravelse, hvor der bliver sunget en salme: ”Stemmerne er skrøbelige, som livet”. For ikke at tale om, når Silvia tænker tilbage på en vandretur med Simon. Hun har netop hvisket i hans øre: ”Nu skal jeg dø og tro på lykken”, hvortil han svarer: ”Du skal leve og tro på lykken. Sammen med mig”. Derefter ser han ud over landskabet, ”og han så ud som om han så noget jeg ikke så”, og så siger han: ”Vi må hellere fortsætte så mørket ikke overrasker os”.
På det tidspunkt ved vi godt, at det netop er, hvad der vil ske – både i konkret og overført betydning. Mørket overraskede dem. Silvia og Simon bliver indhentet af skæbnen, deres eget forræderi eller hvad det nu er, man bliver indhentet af, når man føler sig tvunget til at svigte for at hellige sig en ny kærlighed. Livet slår en kolbøtte, og tilbage står konturen af Silvias og Simons kærlighed (som måske mere var hendes, end hans), og bag kærlighedskonturen står de forladte og dødsmærkede ægtefæller. Hvis romanen har en morale, kan den være så banal som at lykken er forgængelig, men værd at kæmpe for, eller så kompliceret som – ja, som hvad man nu synes. Og hvem der dræbte Simon, forbliver et mysterium, men mindre man skal tro på de små sporstoffer af en mulig sandhed, som forfatteren har placeret mellem linierne.
Birgit Strandbygaard har for nylig modtaget Kulturministeriets Børnebogspris for ”Drengen der samlede på ord”. Forhåbentlig har hun sparet al livsglæden til børnene, for vi voksne bliver ikke skånet for tungsindet.
Birgit Strandbygaard: Jeg må jo have et hjem et sted. 160 sider, 185 kr. Gyldendal.