Kommentar i Weekendavisen den 3. februar 2006
Muhammed. Fire forslag til, hvordan vi kommer videre.
Da Morgenavisen Jyllands-Posten har pådraget sig alverdens muslimers vrede på grund af en symbolsk krænkelse, må løsningen også findes på det symbolske plan. Initiativet er nødt til at komme fra Danmark, for muslimerne i Mellemøsten taler i munden på hinanden i en kakofoni af stater, organisationer og mere eller mindre selvbestaltede talsmænd for mere eller mindre gennemskuelige grupperinger.
Hvem fører egentlig ordet, når det svirrer i luften med ambassadørhjemkaldelser, ambassadelukninger, boykotaktioner og krav om FN-sanktioner? Og hvad skal man tænke, når en saudisk kommentator mandag aften gentager forventningen om, at statsministeren skal og kan straffe avisen? Han ved tilsyneladende lige så lidt af den demokratiske samfundsmodel, som Jyllands-Posten vidste om profetens status i den muslimske verden.
Da Jyllands-Posten i sidste uge udsendte en erklæring, hvor de beklagede, men ikke undskyldte, de utilsigtede krænkelser, havde jeg en vis forventning om, at det var det, der skulle til for at genåbne dialogen. I hvert fald havde jeg selv i en kommentar i Jyllands-Posten den 15. december i fjor foreslået nøjagtig denne metode (som dengang blev afvist). Desværre viste det sig, at avisens timing var gal, for boykotaktionerne mod de danske varer greb om sig med en uforudsigelig pludselighed, hvilket fik Dansk Industri og senere også Novo Nordisk til at blamere sig fuldkommen ved at svigte ytringsfrihedsidealerne og afkræve avisen en undskyldning til de muslimske lande. Som Asger Aamund sagde, handlede det nu mere om profit end profet.
Man kan kritisere avisen for at ignorere den kulturelle og religiøse sårbarhed og stænke benzin på et ulmende bål, men uanset hvad, er det altafgørende, at vi står vagt om den ytringsfrihed, der er ultimativ for de demokratiske samfunds trivsel, og derfor fortjener Jyllands-Posten opbakning. Det samme gør statsministeren, som jeg ellers ikke har for vane at rose. Han har ikke ”håndteret” situationen dårligt, som oppositionen ellers klandrer ham for. Han gjorde ret i at afvise ambassadørerne fra de arabiske lande, da de afkrævede ham et møde, hvor de på forhånd havde skrevet konklusioner og referat. Skulle han virkelig have spildt sin og deres tid på en formålsløs sludder over en kop kaffe? Nej, ambassadørerne kendte hans standpunkt og det demokratiske samfunds struktur så ganske udmærket, og de vidste at der ikke var noget at komme efter. Anders Fogh Rasmussen holdt sig klogelig til standardbemærkninger om den fri presse.
Der er ikke basis for en undskyldning for at tegningerne blev bragt, men undskyldningen for krænkelsen, som Jyllands-Posten offentliggjorde mandag aften, var på sin plads. Desværre kan man frygte, at budskabet bare ikke når ud i de rasende gader, og at protesterne mod Muhammed-tegningerne nu er så store, at det ikke er til at få ørenlyd og at nogle muslimer er så forankrede i deres krænkelse, at de mest hæfter sig ved visse mangler på basal, retorisk høflighed i Jyllands-Postens åbne breve til den arabiske verden.
Så hvordan kommer vi ud af moradset? Der er brug for en ”køreplan for fred”, om jeg så må sige, hvor det danske samfund arbejder sammen med arabiske stater og organisationer om at få denne sagnomspundne dialog på skinner. Dette er ikke en kulturkamp, som den ene part kan vinde over den anden, men en holdningskonflikt, der nødvendigvis må have to vindere. Det er med andre ord indrømmelsernes tid, både i Danmark og den arabiske verden.
Jyllands-Posten har i denne uge udvist forsinket rettidig omhu, men trods alt et respektindgydende første skridt. Jeg ved ikke, hvordan de kulturelle koder for imødekommelse og kompromis er i den arabiske verden, men jeg satser på, at diplomaterne ved det. Om ikke andet kan vi begynde med Herbert Pundiks glimrende forslag om at gå etableret den moské, som København i den grad mangler. Som lægmand vil jeg pege på et par andre muligheder:
For det første må det nye dansk-arabiske dialoginstitut i Cairo aktiveres. Dette institut, der har været tavs som graven (udadtil, i hvert fald), mens konflikten har spidset til, må være den helt oplagte ramme om forsoningsmøder og konferencer, der skal afklare hvordan moderne demokratier med presse- og ytringsfrihed kan sameksistere med samfund, hvor religionen og hensynet til profeten har forrang. Det er på tide, at egypterne og danskerne inviterer til et bredspektret seminar, f.eks. på det nye bibliotek i Alexandria, hvor vi og de arabiske stater kan udveksle synspunkter og fremlægge en sluterklæring, der etablerer gensidig respekt og forståelse. Hvis ikke nu, hvornår så?
For det andet må efterårets stort anlagte kulturfestival Images of The Middle East (i regi af center for Kulturudveksling med Udviklingslandene) bruges til at sætte fokus på efterspillet til Muhammed-tegningerne? Hvad skal vi forstå om muslimernes sensitivitet i trosspørgsmål, og hvad skal de lære om vores tradition for religionskritik og politisk satire? Hvorfor undrer vi os, når de tager på vej over satiretegninger, når vi selv bliver chokerede over krænkelser af Dannebrog, hvad enten det bliver futtet af af uartikulerede demonstranter på Vestbredden eller maltrakteret af Lars von Trier i protest mod Brians kanon?
For det tredje må vi støtte modvægten til den religiøse dominans i debatten. Muslimerne over en kam er ikke modstandere af presse- og ytringsfrihed, og derfor er Naser Khaders initiativ til et netværk af moderate muslimer i Danmark så uhyre velkomment. Jeg håber at dette netværk, der bliver etableret i morgen, ikke alene kan spille en rolle i den danske debat, men også gøre fyldest i den internationale dialog.
For det fjerde – og det er så fællesnævneren for alle nye tiltag – må udenrigsministeriets Arabiske Initiativ spejlvendes, så vi parallelt får et Dansk Initiativ fra den muslimske verden. Vi gør hvad vi kan for at påtvinge dem det vestlige demokrati, men vi får kun succes med projektet, hvis de arabiske lande selv er motiverede for at finde deres egen vej mod en moderne, demokratisk samfundsudvikling. Derfor er vi nødt til at påtage os selv ansvar for at lære deres samfund bedre at kende.
Men inden alt dette kan ske, må vi appellere til udpræget fairness. Meget ballade kunne have været undgået, hvis ikke de danske imamer havde fisket i rørte vande, og konflikten var næppe eskaleret, hvis ikke den var sprængfyldt af mellemøstlig indenrigspolitik og positionskampe mellem de verdslige og de religiøse. I dag står vi derfor tilbage med et forfængeligt håb om, at det er sandt, at det skal gøre ondt, før det kan blive godt, og at denne uskønne sag må ende med en åbning mod den nødvendige og respektfulde dialog.