Interview i Weekendavisen den 7. april 2006
Asyl. Den usbekiske journalist Dina Yafasova har prøvet Udlændingestyrelsen, Sandholmlejren og kommunal boligplacering på egen krop. I en ny bog sætter hun det danske system på anklagebænken
Da fotografen beder Dina Yafasova om at komme med ned i dagslyset på gaden, har hun kun et ønske: Don’t make me look like a victim. Kravet bliver fremsat med venlig bestemthed i stemmen, for den usbekiske journalist har én gang for alle lagt livet som offer bag sig, flygtningeskæbne eller ej. Som hun siger om sin brandaktuelle og sjælsrystende Dagbog fra Sandholm: ”Da jeg skrev bogen holdt jeg op med at være et offer og blev en overlever.”
Ja, det tør siges. Med respekt. Eller ærefrygt. Eller skam. For det som Dina Yafasova fortæller os om livet som forfulgt i Usbekistan, asylsøger i Sandholm og flygtning i Værløse, får enhver anstændig læser til at slå blikket ned i flovhed og øjnene op i vantro. At et post-sovjetisk diktatur vandaliserer og krænker borgerne, kommer måske ikke bag på os (og det kom egentlig heller ikke bag på Dina Yafasova). Men at vores eget asyl- og integrationssystem her i Danmark er så umenneskeligt, vil chokere de fleste (ganske som det chokerede Dina Yafasova).
Historien er denne:
Dina Yafasova er født i 1971. Hun er uddannet journalist fra Tasjkent Statusuniversitet og skrev fra 1998 til 2001 for det danske fagblad Sygeplejersken. Hun havde truffet redaktøren på en international konference i Århus for journalister med sundhed og sygdom som speciale. På konferencen så redaktøren Dina Yafasovas bortcensurerede tv-dokumentar om tobaksindustrien i Usbekistan, og han tilknyttede hendes som bidragyder til en artikelserie om verdens sundhedstilstand. Hun skulle dække Centralasien med undersøgende journalistik om miljøforurening, børnearbejde, tortur, illegal organhandel, biologiske eksperimenter m.m. Flere engelske magasiner ønskede også at tilknytte hende, men hun valgte Sygeplejersken for ikke at gøre overvågningen af hendes internationale aktiviteter for nem for de usbekiske myndigheder.
Usbekistan er en despotisk republik, hvor borgernes menneskerettigheder og frihed er deponeret i regimets dybe lommer. Da Dina Yafasova begynder at markere sig som en undersøgende og kritisk journalist, placerer magthaverne et horn i siden på hende, og hun mærker snart presset fra politiet, der følger den klassiske KGB taktik og slår hårdt ned på en hver potentiel kritiker af systemet. Da det hemmelige politi mistænker hende for at være forfatteren bag en anonym artikel om pressecensur i Usbekistan, som den amerikanske Komité til Beskyttelse af Journalister har trykt i bladet ”Dangerous Assignments”, bliver hun hevet ind til forhør. Da hun ikke vil indrømme, at hun står bag beskrivelsen af, hvordan Den Nationale Komité til Overvågning af Pressens Omgang med Statshemmeligheder censurerer de usbekiske medier, bliver hun trængt op i en krog af forhørsofficeren. Hvis ikke hun indrømmer, vil hun blive kylet i en fængselscelle, hvor syfilitiske straffefangerne vil voldtage hende på en lusebefængt madras, råber han. Han presser en glødende cigaret i hendes øje, så hun frygter at blive blind, og truer med at stikke en glødende loddekolbe op i hendes skridt. Da hun syg af smerte bliver løsladt, hænger en trussel over hendes hoved: ”Jagtsæsonen på journalister er gået ind”.
Trusler, overfald og frygt bliver en del af hverdagen, og der er kun en udvej: flugt. Flugtens mål bliver Danmark, hvor Dina Yafasova har gode forbindelser. I ly af natten og ved hjælp af bestikkelse, forlader hun sit hjemland. Og forældre og mand og to små børn.
Et énstjernet hotel
Dina Yafasova ankommer til Danmark – af alle datoer – den 11. september 2001 og bliver indskrevet i Asylcenter Sandholm i Nordsjælland.
”Da jeg kom til Sandholm forventede jeg naturligvis ikke at det ville være et sanatorium. Et asylcenter er naturligvis et asylcenter, ikke et hotel. Men jeg tror ikke at almindelige mennesker i Danmark ved, hvordan Sandholmlejren er indrettet. Den ser så pæn ud udefra. Kort efter jeg var blevet indkvarteret på centret, tog min danske kollega mig på besøg hos en ven, der bor tæt på Sandholm. Hvordan er der, spurgte hun. Jeg svarede: ’Det er et énstjernet hotel’. Jeg ville jo ikke være bekendt at sige, at det var som et fængsel. Men så opdagede jeg at folk faktisk troede, at det var som et hotel. Og jeg havde sagt det som en joke! Så forstod jeg, at danskerne simpelthen ikke ved, hvilke vilkår asylsøgerne lever under. Derfor har jeg skrevet bogen,” siger Dina Yafasova. Hun betegner asylcentret som en nerveplaget lejr, et gudsforladt sted, en forhekset skov og et sted, der holder individet fast i en evig nerveanspændelse. Det er et system fuld af kontrol, overvågning og mistro, som nedbryder menneskers psykiske og mentale sundhed og dræner enhver for tro og selvtillid.
Asylcenter Sandholm minder mere Dina Yafasova om et fængsel i en nedslidt sovjetrepublik, end om et flygtningecenter i et vesteuropæisk velfærdsdemokrati. Af ukendte årsager er det kun tilladt at spise i kantinen, og det er forbudt at tage madrester med til sovesalene. Derfor skal asylsøgerne opbevare deres tallerken og bestik i en gennemsigtig plasticpose, som bliver kontrolleret ved udgangen. Hvis personalet finder en skive brød i en lomme, bliver den konfiskeret, beskriver forfatteren. Selv meget syge mennesker bliver nægtet lægehjælp, og asylsøgerne som fastholdes i en tidsubegrænset uvished, bliver drevet ud i psykisk sygdom og på grænsen til selvmord.
FN’s højkommissariat for flygtninge, UNHCR, har anbefalet forbedringer af bl.a. indretningen, belysningen og nattevagtordningen, ikke mindst for beboernes sikkerhed, så de vilkårlige overfald kan undgås, og det er sandt nok, siger Dina Yafasova. Men der er først og fremmest brug for det hun kalder en kvalitativ reform af hele det system, der fastslår om en person er flygtning eller ej. Der findes eksempler på asylsøgere, der efter flere års ventetid endelig rykker Udlændingestyrelsen for et svar – hvorefter de ugen efter modtager afslag på deres ansøgning: ”Hvis systemet fungerede, som det skulle, ville det vel ikke som en lygte i natten tiltrække hele den fabelagtige insektsværm, hvis eneste bekymring det er at kunne blive siddende i lyset indtil daggry?”
Men systemet fungerer tilsyneladende ikke som det skal. Dina Yafasova beskriver i hvert fald en mand, der i løbet af ganske få uger fik asyl, selvom han efter eget udsagn ikke var forfulgt i sit hjemland. Vilkårene for hans forskning var bare blevet for ringe. Derfor ville han gerne til Danmark, og da han havde et godt videnskabeligt projekt at give i bytte for en opholdstilladelse, var det en smal sag, fortæller han. Og Dina Yafasova spørger i dyb vantro:
”Hvad har det med Konventionen at gøre? Hvad? Hvad i alverden har det med Konventionen at gøre? Det er svært at se, hvad der sker i den danske sjæl. Danmark har været et sikkert sted gennem 200 år, og danskerne har svært ved at identificere sig med flygtninge. Flygtningekonventionen blev skabt for 50 år siden af hensyn til europæiske flygtninge. Situationen i dag er den samme, geografien er bare anderledes. Men ordet flygtning er blevet synonymt med noget uanstændigt, man tror at folk kommer hertil for mælk og honning. Sådan er det ikke, man flygter for at overleve. Jeg forstår godt at folk ikke ved, hvordan Sandholmlejren er, men jeg nægter at tro at politikerne ikke ved det.”
Hverdag i Værløse
Da Dina Yafasova modtog Udlændingestyrelsens brev om, at hun havde fået asyl i Danmark, begyndte et nyt kapitel, og da hun blev genforenet med mand og børn, kunne hun for alvor begynde på sit nye liv. Men problemerne var ikke forbi. Langt fra.
”Vi blev flyttet fire gange på to år, hvor vi boede i midlertidige indkvarteringer i fire forskellige kommuner. Først et hotel i København, så et hotel i Lyngby, så fremleje i Værløse og så endnu en midlertidig indkvartering i et hus, der var uegnet til menneskebolig, det lignede et bombet hus i Tjetjenien. Det kunne ikke varmes op, der var skimmelsvamp over det hele, ruderne var i stykker, elektriciteten svigtede, der lå gammelt affald i kælderen og musene pilede over gulvet. Det værste, og mest uventede, var den behandling vi fik af Værløse Kommune, hvor vi var blevet placeret af Udlændingestyrelsen. Vores ret til en bolig blev uafbrudt blokeret af en politiker i kommunalbestyrelsen, der havde set sit ond på mig, fordi jeg hele tiden stillede kritiske spørgsmål.”
På dette tidspunkt er lægen Inge Genefke, verdensberømt for sit arbejde med torturofre, gået ind i sagen. Hun skriver i et brev til Værløses socialdirektør, at hans kommune i løbet af få måneder har opnået det, som torturbødlerne i Usbekistan forgæves forsøgte gennem flere års trusler og tortur, nemlig at nedbryde et ”idealistisk, stærkt og velbegavet menneske”. Så kommer der hurtig skred i sagerne, og Kurt Bork Christensen, der i kommunalbestyrelsen har blokeret for at familien fik en passende bolig, skriver nu pludselig et brev med tilbud om en bolig. Men Dina Yafasovas mand kommer kommunen i forkøbet. Han har allerede været i Jyske Bank, der i løbet af en time underskriver aftaler om lån og ejendomskøb.
Når familien er i stand til at låne penge, skyldtes det, at Dina Yafasovas mand havde fået arbejde på et sygehus. Hans lægeuddannelse fra Usbekistan var endnu ikke godkendt af de danske myndigheder, så han besluttede at gøre noget ved sagen selv. Først fik han lov til at være med som frivillig læge hos Falck for at se hvordan, læger arbejder i Danmark, naturligvis uden selv at udføre lægearbejde. Da Frederiksberg Hospital søgte en medarbejder til kardiologisk afdeling, søgte han og fik mulighed for at arbejde ulønnet i fem måneder. Efter tre-fire måneder talte han flydende dansk. Derefter blev han ansat med løn. Han kom til Danmark den 1. marts og den 1. oktober talte han sproget og havde job. Efter turnus i forskellige afdelinger er han nu 1. reservelæge og bliver dansk uddannet kardiolog om et år. Han er netop blevet ansat på et speciallaboratorium på et sygehus i provinsen, hvor han skal bo det meste af ugen, mens familien bliver i Værløse.
”Jeg ønskede virkelig at flytte væk fra Værløse, fordi vi havde haft så mange problemer med kommunen, der simpelthen udsatte os for umenneskelig behandling. Men vi valgte at blive fordi børnene var faldet så godt til i skolen og havde fået venner. Børnene var min største bekymring. Da min datter skulle begynde i 1. klasse, talte hun lidt engelsk, men ikke dansk. Min mand og jeg ville gerne være sammen med hende den første uge i skolen som moralsk støtte, så vi ventede uden for døren. Men vi opdagede at det ikke var nødvendigt. Klassen tog pænt imod hende, hun var den eneste elev, der ikke var dansk. Da havde pyntet klassen med flag og skrevet ”Velkommen til 1. A” på tavlen. Hendes sidekammerat var pænt klædt på, og i frikvarteret tog pigerne hende i hånden og viste hende rundt på skolen. Efter tre måneder talte hun flydende dansk. Det er en af vores mest positive oplevelser i Danmark. Vores søn begyndte i børnehaveklassen. I de første seks måneder var han meget stille og meget alene, fordi han ikke kunne forstå de andre. Men pludselig en morgen talte han som en dansker. Vores datter gjorde fremskridt dag for dag, men vores søn vågnede pludselig som en ny person. I dag tænker de på dansk og har svært ved at formulere sig på russisk. Vi vedligeholder russisk derhjemme af hensyn til resten af familien, og fordi dobbeltsprogede har rige muligheder,” siger Dina Yafasova, der ikke har fortrudt, at familien blev i Værløse. ”I dag er jeg glad for at jeg ikke tillod kommunen at eksilere mig. Jeg sagde til mig selv, at politikere kommer og går. De er der ikke for evig.”
Udlændingeforstyrrelsen
Dagbog fra Sandholm er et hårdt angreb på det danske system. Og Dina Yafasova sætter stor pris på friheden til at kritisere uden at risikere censur. Fra sit arbejde i Usbekistan og for International Media Support, ved hun godt, at det ikke er enhver beskåret. Hun har studeret dansk på sprogskole i halvandet år, og håber nu at bestå den eksamen, der skal gøre det muligt at blive optaget på jurastudiets konfliktmægling på Københavns Universitet, en uddannelse som hun håber at kunne kombinere med journalistik.
”Jeg har en drøm, en illusion, om at myndighederne i Usbekistan vil glemme mig, så jeg kan vende tilbage, men nu har jeg indset at Danmark er min andet hjemland, selvom udlændinge ikke er så velkomne her. Men der er naturligvis også positive sider af eksilet. Her er jeg en fri person. Jeg kan tænke og tale uden frygt og jeg har en høj grad af personlig frihed. Det har større værdi, end følelsen for det sted, hvor jeg blev født,” siger hun.
Men hvad mener forfatteren til en bog, der sætter det danske asylsystem på anklagebænken, egentlig om at Udlændingestyrelsen via orwellsk nysprog skal omdøbes til Udlændingeservice. Dina Yafasova svarer med et skuldertræk og et smil: ”Jeg ville foretrække at det blev ved at hedde Udlændingestyrelsen, for det er nemmere at give et øgenavn. Vi kaldte det altid Udlændingeforstyrelsen.”