Nødhjælpspenge. Danskerne tager pænt imod humanitære indsamlinger. Regeringen har smækket kassen i og det hele hænger på de frivillige. Holder det i længden?
Kommentar i Weekendavisen den 29. september 2006.
Red Barnet har netop været forbi, snart kommer Dansk Røde Kors og derefter ringer Dansk Flygtningehjælp på. Også Mellemfolkeligt Samvirke, Ulandsorganisationen Ibis og Care Danmark planlægger en tur forbi din hoveddør. Hvis de ellers kan skaffe frivillige nok (og det kan de ikke). Samtidig er der hele tiden kampagner for UNICEF, Læger Uden Grænser, SOS Børnebyerne, Børnefonden og Amnesty International.
Jo, der er bud efter vores solidaritet med de nødlidende ofre for krige, konflikter og katastrofer. Som den gravalvorlige Kronprins for tiden siger i tv-reklamerne for Dansk Røde Kors’ forestående indsamling: ”Jeg vil gerne opfordre alle, der kan, til at give en hjælpende hånd”.
Så gerne, Frederik. Men hvorfor skal vi belemres med tre-fire-fem konkurrerende indsamlinger til beslægtede formål? Hvorfor kan organisationerne ikke nøjes med én stor indsamling én gang om året? Hvorfor skal efteråret pakkes med mindst én humanitær husstandsindsamling hver måned?
Det handler naturligvis om penge. De seneste års nedskæringer på det humanitære område, ikke mindst dekuperingen af Oplysningsbevillingen, har forringet de danske hjælpeorganisationers mulighed for støtte fra staten ganske væsentligt. Men verdens mangfoldighed af kriser og katastrofer tager ikke af, tværtimod. Derfor har organisationerne oprustet deres fundraising, og da Danmark har mange hjælpsomme organisationer, men kun én befolkning, er kampen om de frivilliges loyalitet og bidragydernes penge blevet skarpere og skarpere.
Frem til midten af halvfemserne var situationen en ganske anden. Dengang organiserede paraplyorganisationen Dansk Flygtningehjælp én stor humanitær husstandsindsamling hvert fjerde år. De indsamlede penge blev derefter fordelt mellem medlemsorganisationerne, der talte bl.a. Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet m.fl. I de mellemliggende år holdt Flygtningehjælpen sig pænt væk fra indsamlingsmarkedet, hvor de øvrige organisationer så havde mulighed for at fundraise deres egne midler gennem diverse indsamlinger, støttekredse, erhvervsklubber, personlige medlemskaber m.m. Men dengang var humanitære husstandsindsamlinger sjældne og særlige. Det var rene folkefester. I dag er der gået inflation i dem.
Den markante ændring i indsamlingsstrukturen i Danmark opstod da Dansk Røde Kors i 1996 besluttede at melde sig ud af samarbejdet i Dansk Flygtningehjælp (hvor jeg selv var ansat dengang) og gå solo med årlige indsamlinger. Markedet ændrede sig derefter, koordineringen forsvandt i konkurrencen. I dag er der simpelthen trængsel ved ringklokken, men så længe folk bliver ved med at give, kan regeringen retfærdiggøre sine egne besparelser. Man kan altså sige, at de frivilliges loyalitet overfor organisationerne langt overstiger regeringens.
Her – som på så mange andre punkter – ser man indflydelsen fra Dansk Folkeparti. Det had, som Pia Kjærsgaard og co. nærer til de humanitære organisationer, slog nemlig også igennem i regeringens omlægning af støttepolitik på ulandsområdet. Og her er vi ved sagens kerne: de traditionelt meget nære bånd mellem staten og de ikke-statslige organisationer, ngo’erne:
Op gennem firserne var Dansk Røde Kors regeringens eneste entreprenør på opgaven med indkvartering af asylsøgere, og Dansk Flygtningehjælp havde ansvaret for de indledende integrationsprogrammer for anerkendte flygtninge. Man havde meget bevidst valgt at placere disse opgaver i humanitært regi for at betone den mellemfolkelige side af arbejdet. Men da Dansk Folkeparti fik magt til at sætte regeringens dagsorden, blev det humanitære område beskåret som en slags hævn mod den politiske korrektheds humanitære højborge. Der gik her en lige linie tilbage til den protestannonce, som daværende sognepræst Søren Krarup indrykkede i Jyllands-Posten for nøjagtig tyve år siden, den 21. september 1986: ”Nej, ikke en krone” lød overskriften på teksten, der var en opfordring til at boykotte Dansk Flygtningehjælps indsamling, Flygtning 86. Ganske vist samlede organisationen ind til flygtninge ude i verdens brændpunkter, men Søren Krarup mente at den skulle straffes for sit arbejde med flygtninge herhjemme.
Protestannoncen blev på mange måder indledningen til den bevægelse, der i dag fejrer triumfer i Dansk Folkepartis navn. Fra denne kant skal flygtningehjælperne ikke forvente nogen form for imødekommenhed, og da Søren Krarups parti har magt til at diktere regeringens politik, er de humanitære organisationer i meget høj grad blevet overladt til sig selv. Det tidehvervske næstekærlighedsbegreb er blevet en reel økonomisk trussel for organisationerne, der for deres overlevelses skyld nu må fundraise mere og mere offensivt
Men de humanitære hjælpeorganisationers økonomi, og dermed hjælpekapacitet, bør ikke hænge på deres evne til at samle ind. Dertil er deres arbejde simpelthen alt for vigtigt – og derfor må staten til lommerne og kvittere for befolkningens donorvilje ved at doble de indsamlede midler op. Det skete ved flere lejligheder i de gode gamle dage (altså før flygtningearbejdet blev kontroversielt), hvor regeringen doblede landsindsamlingernes resultat op. Hvis befolkningen havde spyttet 40 millioner kroner i bøssen, skrev finansministeren en check på et tilsvarende beløb.
I dag er organisationer som Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp på vej med kvalitetscertificeringer, der bør vil professionalisere det humanitære arbejde yderligere, bl.a. med det formål at skabe bedre tillid hos donorerne. En solidarisk statslig medfinansiering vil give organisationerne mere ro og økonomisk frirum til at arbejde langsigtet med alle de opgaver, der ikke tiltrækker sig mediernes opmærksomhed. Det vil også fjerne den evindelige mistanke om, at en uforholdsmæssig stor del af de indsamlede midler går til administration. Men det vil også vise befolkningen, at staten ikke tørrer det humanitære ansvar af på frivilligheden. I dag taler alle om loyalitet mellem ngo og medlem/donor – men hvad med statens loyalitet overfor organisationerne?
I gamle dage, altså op til midten af halvfemserne, havde de koordinerede indsamlinger nemt ved at få tv-stationernes opmærksomhed og støtte med alt fra underholdning til oplysning. I 2005 forsøgte Danmarks Radio sig så med et nyt koncept i samarbejde med ISOBRO, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, nemlig ”DM i indsamling”, der involverede lokale aktiviteter, udfordringer og konkurrencer over hele landet. Den afsluttende tv-indsamling bragte intet mindre end 38 millioner kroner i kassen, hvilket må siges at være imponerende, eftersom der blot fire måneder tidligere havde været akutindsamlinger til fordel for tsunamiofrene, hvor der kom over 300 millioner ind. I tiden efter tsunamien slog flere organisationer rekord i bidrag. Giverviljen synes at være ustoppelig, og velfærdsstigningen og globaliseringen ligner en trumf for indsamlingsorganisationerne. Men holder det?
For en stund så det ud til at indsamlingsarbejdet i Danmark havde fundet et nyt leje. Men 2006 har ikke budt på noget nyt ”DM i indsamling”. Successen er blevet droppet. DR og ISOBRO kan nemlig ikke blive enige om indsamlingens tema, idet DR kun vil fokusere på traditionelle humanitære opgaver i udviklingslandene, mens ISOBRO også vil bringe miljø, sundhed og hjælpebehov i Danmark ind i billedet.
Imens udvikler fundraisingen og landsindsamlingerne sig i et ukoordineret virvar, hvor de store tromler de små og der drives rovdrift på de frivllige indsamlere og alle bidragyderne. Det er helt i regeringens kram. Men hjælpearbejdet har altid været privat og liberalt i Danmark. Og tiden er inde til at staten øger sit medansvar i solidaritet med verdens fattige, forarmede og fordrevne – og i solidaritet med de frivillige danskere.