Anmeldelse i Weekendavisen den 4. november 2006.
Heroisk ungdom. Thorstein Thomsens nye roman skildrer Günter Grass-syndromet.
Jeg har været ven med en nazist
Hvis man kan være dark horse i et felt af tre, vil jeg mene at det er Thorstein Thomsens position i kampen om BG Banks Litteraturpris 2006, der uddeles på BogForum i november. Her dyster han mod Erling Jepsen og Ida Jessen om læsernes gunst, og mit bud er, at Ida Jessen vinder, fordi hun samlet set har fået længst, mest og bedst presseomtale. Hendes stærke roman Det første jeg tænker på vil også være en værdig vinder, men man kan da håbe at alene prisnomineringen vil skaffe Thorstein Thomsens Den, der hvisker, lyver mange nye læsere, for det fortjener den (i parentes bemærket har netop Ida Jessen skrevet en roman, der blot hedder Den der lyver).
¨
Forfatteren har i årevis været en kendt og elsket hjørnesten i det børnekulturelle miljø i Danmark. Som musiker, forfatter og oversætter har han stadig et kæmpepublikum på biblioteker, skoler og børneværelser. Indenfor de seneste år er han også begyndt at skrive romaner for voksne, ikke mindst den såkaldte Lyngby-trilogi om mennesker og begivenheder fra barndommen, og det ser ud til at Lyngby er en kilde for Thorstein Thomsen, som Brønshøj er for Bjarne Reuter.
Den, der hvisker, lyver skildrer et broget, men borgerligt menneskeliv. Niels Ruel er en kvik og talentfuld dreng, der bor med sine forældre og åndssvage lillebror i Kolding, hvor faren driver en lille boghandel med en beskeden trykmaskine til lejlighedssange. Da faren dør, gifter moren sig på ny, og den nye stedfar er både voldelig og intolerant. Niels bryder med familien og flytter til København, hvor han bor hos sin faster og onkel. I hovedstaden får han læreplads i en anerkendt boghandel, der også driver forlag, og hans livskurs er udstukket en gang for alle.
I bogladen møder han salgsrepræsentanten Flemming, som han bliver god ven med. De drikker øl, lytter til jazz og drømmer om at åbne eget forlag. Imens trækker det op til torden i syd, men det bekymrer ikke de unge. Flemmings overklassekæreste Benediktes bror Henrik kommer hjem fra Berlin, hvor han har studeret den nye arkitektur. Han taler varmt om de nye tider, og Flemming bliver overbevist om, at de nazistiske idealer bærer al fremtiden i sig. Det storladne, det racerene, det antisemitiske, det heroiske taler til ham, og hans fantasier om eget forlag bliver hurtigt overhalet af krigsromantiske fantasier om at kæmpe det ariske Europas kamp på østfronten.
Niels befinder sig i en klike af nazismesympatisører. Han deler ikke deres begejstring, men han siger heller ikke fra så det kan høres, og først senere engagerer han sig i modstandsbevægelsen med sin barndoms trykkemaskine som våben. Men Flemming lever drømmen ud. Han melder sig under fanerne i Waffen SS. Brevene som han sender hjem fra Østfronten vidner om en ekstrem desillusion og et umenneskeligt værditab. Da hans få ejendele en dag bliver afleveret på forældrenes adresse i en vadsæk, finder hans far en notesbog med optegnelser, som kun er beregnet for Niels. Han læser dem, men skåner sig kone, og overlader bogen til ungdomsvennen. Det der skulle have været et heroisk liv, blev en ussel og æreløs død.
I efterkrigstiden bliver Ruels forlag en stor succes. Som en bogbranchens Mads Skjern arbejder Niels sig op med flid, flair og forretningssans. Han bliver rig og erobrer den smukke overklassepige Benedikte, som Flemming i sin tid kærestede med. Han har position og penge til at gøre som han vil, men først som gammel mand beslutter han sig til at realisere en gammel plan. Allerede lige efter krigen fik han en talentfuld, men drikfældig, forfatter til at gennemskrive Flemmings breve, så det ubehjælpsomme sprog blev udvisket af en digterhånd.
I alle årene har manuskriptet ligget klar, og nu vil han udgive det som vennens autentiske breve. Han opsøger derfor sin svoger, som han for første gang konfronterer med fortiden, med ungdommens fascination af nazismen. Henrik forsvarer sig. Han indrømmer at de flirtede med det smukke menneskeideal, men ikke anede noget om koncentrationslejre og folkedrab. Da Niels minder om, at Henrik var glad for Hitlers tanker under besættelsen, kommer det til et brud og trusler om retssag. Kan en ældre mand stå til ansvar for sine handlinger og holdninger som helt ung?
Da Flemmings breve udkommer, bliver Niels interviewet: ”Jeg har været ven med en nazist. Jeg havde flere bekendte, der havde højreekstremistiske synspunkter. Hvis ikke jeg lige havde haft en udviklingshæmmet lillebror – den slags mennesker henrettede Hitler som bekendt – ville jeg nok ikke have haft svært ved selv at bekende mig til nazismen en kort overgang.”
Den unge forfatter, der skrev Flemmings breve igennem, sagde engang til Niels, at han var som månen: Kun halvt synlig. I bogens sidste sætning, tænker den aldrende forlægger det samme om brevbogen, Breve til Ruel. Og om Thorstein Thomsens roman kan man sige det modsatte. Den kaster lys på hele personen og gør det usynlige synligt: Alt det, vi ikke vil fortælle, det vi ikke bryder os om at huske, det vi ikke vil være bekendt at kendes ved.
Thorstein Thomsen har vel ikke skrevet en egentlig nøgleroman, men man kan genkende personer fra det danske kulturliv fra 30’erne og frem til i dag. Niels selv minder på mange måder om Jarl Borgen, og den heroiske, nazistiske kreds omkring Henrik og Flemming bringer tankerne hen på kunstnergruppen Ringen, Knud W. Jensen og Ole Wivel – og Flemmings heroisme i ungdommen og Niels’ sandhedssøgning i alderdommen forenes på mange måder i Günter Grass’ nylige indrømmelser om hans egen hemmeligholdte fortid i Waffen SS (men Thorstein Thomsens roman er altså skrevet før Günter Grass gik til bekendelse).
I disse Matador-renæssancetider er Den, der hvisker, lyver et stærkt bud på en god og perspektivrig læseoplevelse om Danmark og danskere fra 30’erne til i dag. Det er en bog, som jeg lige gerne vil anbefale til to af de største læsere jeg kender: min svigermor og min søn. Det er ment som en ubetinget ros. Og til beroligelse for CEPOS-folkene kan jeg sige, at romanen til trods for min sammenligning med Matador ikke fremmer socialdemokratisk historieskrivning, men hylder det frie og selvstændige initiativ, faktisk i sådan en grad at den gamle boghandler Ruel hellere ville regne med et indtægtstab, end at lagerføre Hans Kirk og Martin Andersen Nexø.
Thorstein Thomsen: Den, der hvisker, lyver. Roman. 271 sider, 299 kr. Rosinante.