Kronik sammen med Mikael Rothstein i Weekendavisen den 22. december 2006.
Ungdomshuset. Den store gruppe af gode, unge mennesker, der blot vil dyrke deres subkultur i fred, må gå deres egen vej, sørgmodige over at miste Ungeren, men stolte og glade over at fravælge volden.
Da Ungdomshuset uanmeldte demonstration udviklede sig til gadekampe på Nørrebro, blev det bevist med al ønskelig tydelighed, at det autonome miljø dels består af en mindre, magtfuld og militant fraktion, dels af en stor gruppe fredelige og fornuftige unge mennesker, der ikke ønsker vold og ikke deltager i vold.
Nu – hvor konflikten er spidset til og sætter en række spørgsmål om demokrati og subkultur til debat – er det nødvendigt at der sker et internt opgør i miljøet omkring Ungdomshuset. Der er brug for det, man hos Venstresocialisterne i gamle dage vistnok kaldte en afskalling.
Den sunde og uvoldelige subkultur er pinedød nødt til at fjerne sig fra de voldsfikserede politiske hooligans. Den store gruppe af gode, unge mennesker, der blot vil dyrke deres subkultur i fred, må gå deres egen vej, sørgmodige over at miste Ungeren, men stolte og glade over at fravælge volden. Derefter må de unge – støttet af kommunen og den private fond – skabe et nyt sted, hvor man kun kaster med ord og ikke med brosten. De vil savne Jagtvej 69, men de kan tage det gode af stedets ånd med sig. Resten må de vende ryggen.
Ved første øjekast er Faderhuset og Ungdomshuset som nat og dag. Men et nøjere eftersyn viser en række lighedspunkter i selvopfattelse og identitet. Selvom »værdierne« er væsensforskellige, bliver begge parter drevet frem af ens mekanismer. Sagen er, at både Faderhuset og Ungdomshuset har brug for at definere sig i modsætning til det omgivende samfund. Religiøse sekter og subkulturer manifesterer sig nemlig altid i opposition til det bestående: Uden konflikt, ingen identitet.
Frikirken Faderhuset har tidligere været i formel alliance med den korsslæbende Kriger for Herren, Moses Hansen, men i dag siger kirkens leder Ruth Evensen, at de ikke længere samarbejder med ham. Nok deler de hans grundlæggende synspunkter, men ikke hans provokerende form. Faderhuset vil ikke rense Nørrebro for islam og generobre det som kristent land, sådan som Moses Hansen ønsker. Men hvorfor vil kirken så partout have det eneste hus i byen, som det er umuligt at få uden konflikt? Er det fordi Nørrebro skal renses for det ugudelige, som Ungeren symboliserer?
Sandsynligvis. Det er nemlig en ganske almindelig opfattelse i mange kristne grupperinger, at samfundet gennemsyres af en dæmonisk ondskab. Man frygter ikke mindst satanisme, okkultisme og den slags, og Faderhuset har helt konkret advaret mod de lurende farer i Halloween! De sortklædte, piercede, antiracistiske autonome, der spiller apokalyptisk crustpunk, bekæmper homofobi og giver Fanden i Vorherre, er med andre ord et sindbillede på fjenden.
Frikirken skriver på sin hjemmeside: »Vi ser det som vores opgave at arbejde for vækkelse i Danmark. (..) Målet med vækkelsen er en forvandling af samfundet, hvor de kristne værdier kommer i højsædet og den kristne menighed indtager en retningsgivende rolle i samfundet.«
På baggrund af denne revolutionære ambition må man antage, at Faderhuset insisterer på ejendomsretten med et religiøst motiv. Overtagelsen af Jagtvej 69 kan tolkes som det kristnes sejr over det gudløse og dæmoniske. Hvorfor ellers bruge så mange ressourcer på kampen om huset, hvis ikke det var en del af missionen, vækkelsen? Ruth Evensen har jo bekræftet, at Gud gav hende besked om at købe Ungdomshuset, og man må formode at det er et led i kampen mod den dæmoniske verden, for hun har selv sagt, at der er mere grund til at sige ”Gud bevare Danmark” nu end nogensinde før – og hvad kaldte de unge ikke sig selv på et banner? »Voldspsykopater fra Helvede«.
Også i Ungdomshuset finder vi et delvist sekterisk miljø, der styrker identiteten når konfliktspiralen drejer. De unge er frustrerede ved udsigten til at miste højborgen for deres kultur og identitet, og den hårde kerne går i gadekrig som revolutionære anarkister, der til forveksling opfører sig som fascistiske stormtropper. På den ene side ønsker husets flertal ikke gadekampe, men på den anden side er kampene med til at skabe identitet. Som der står på en husgavl bag Ungeren: Vi kaster vores hjerter gennem ruderne. I de unges egen mytologi er brosten altså hjertesymboler, og det lyder romantisk, men er det modsatte. Og det efterlader de ikke-voldelige unge afmægtige og ulykkelige.
På Ungdomshusets hjemmeside hedder det blandt andet: »Ungdomshuset skal være et fristed i et samfund, der avler problemer og konflikt mellem mennesker. Det er ikke muligt at skabe et perfekt fristed, da vi naturligvis hele tiden har været under pres fra det omkringliggende samfund og dets regler og normer, ligesom vi selv kommer fra det og derfor trækker vores erfaringer og dannelse med ind i huset. Forskellen på Ungdomshuset og verden omkring er primært, at vi forsøger at gå aktivt imod en række af de strukturer, som skaber problemer mellem mennesker – og du kan være med!« På husets bagfacade siger en graffiti det i al korthed: “At leve anderledes”. Man afviser racisme, kvindeundertrykkelse, homofobi, stoffer med mere og foragter autoriteter. Her taler man sig til rette i et direkte demokrati på husets Mandagsmøde. Og det er fint nok. Men er det også sandt nok?
Som hos Faderhuset er solidariteten udadtil entydig, men mon ikke Ungdomshusets »fællesskab« er præget af topstyring og de stærkestes ret? Der skal ikke meget fantasi til at regne ud, at Ungerens demokratimodel spiller magten direkte i hænderne på de dygtigste retorikere, de mest erfarne alliancemagere og de mest insisterende agitatorer. De accepterer ikke, at voldsmonopolet i et demokratisk samfund én gang for alle er deponeret hos politiet, og derfor mister Ungeren Nørrebros (og resten af samfundets) forståelse og opbakning. Man skal derfor ikke kaste med brosten, når man selv bor i Ungdomshus.
Konflikten om Jagtvej 69 føres af to parter, der begge befinder sig i udkanten af mainstreamsamfundet. På hver deres måde er de i opposition til det bestående, og det skal de være velkomne til, fordi det velfungerende demokrati naturligvis skal kunne rumme politiske, kulturelle og religiøse subkulturer. Men når Faderhusets kristne oprustning forklædt som ejendomskøb står overfor politisk hooliganisme forklædt som tolerance, bliver det omgivende samfund trukket ind i den konflikt, som politikerne selv har været med til at skabe. Den ene part har ret til men ikke brug for huset, den anden part har hævd på og brug for huset, men ikke ret til det.
Mens Faderhuset sagtens kan leve på en hvilken som helst anden adresse, kan Ungdomshuset kun kan fungere på Jagtvej 69, fordi der knytter sig en historie, en veneration og en identitet til stedet og stedets ånd. Faderhuset kan lige så godt finde et andet hus, ejendomsspekulation er i forvejen en del af kirkens virksomhed, så hvorfor ikke? Ja, måske fordi de har den skjulte dagsorden, at de vil føre kristen kulturkamp for at skabe vækkelsen og forandringen af Danmark.
Politikerne, som i sin tid solgte det hus, som de unge havde fået stillet til rådighed, har svigtet deres ansvar og deres by. Af hensyn til overordnede samfundsinteresser – Københavns liv, mangfoldigheden, friheden og borgernes og politiets sikkerhed – kunne en løsning altså være, at gribe ind med et landsplansdirektiv og tildele Faderhuset en anden bygning og en passende økonomisk kompensation. Politikerne har ansvar for samfundet og almenvellet, og det er jo ikke kun de unge og de kristne, der har rettigheder. Det har beboerne på Nørrebro også. Men det er ikke en god idé – tværtimod, det vil jo være at honorere volden – men det ville demontere konflikten netop nu.
Den eneste holdbare vej væk fra gadekrig, går derfor via de unges egen beslutning om at afstå fra vold (og eventuelt benytte civil ulydighed). Afgiv huset og skab et nyt sted i en ånd, der kan være nok så alternativ og autonom, men absolut uvoldelig. For Faderhuset kommer næppe til fornuft og tager imod fondens købstilbud.
Klaus Rothstein er forfatter og kommentator. Mikael Rothstein er lektor i religionshistorie. De har sammen udgivet »Bomben i turbanen« om Muhammed-krisen og er hhv. onkel og far til en ung mand, der er aktivt bruger Ungdomshuset.