Kommentar i Weekendavisen den 7. december 2007.
Fast og fair. Anders Fogh Rasmussen bruger Birthe Rønn Hornbech som Poul Nyrup Rasmussen brugte Thorkild Simonsen. Men Venstre står over for et værdipolitisk dilemma mellem Asmaa og Ayaan.
Husker De Thorkild Simonsen, den populære borgmester fra Århus, som talte i jævne vendinger og plirrede med øjnene som en hyggelig morfar? Husker De så også at hans to sidste år som politiker var en noget broget affære, fordi han blev sat til at løse en uløselig opgave som indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering – vel at mærke da det djævelsk svære udlændingeområdet hørte under indenrigsministeren.
I 1997 blev Thorkild Simonsen hevet op af statsministerhatten som en anden kanin, helt på niveau med Birthe Rønn Hornbech, der i forrige uge blev politisk chef for selv samme dynamitemne. Og for ti år siden havde Poul Nyrup Rasmussen nøjagtig samme overvejelse, som Anders Fogh Rasmussen har haft op til udskiftningen af Rikke Hvilshøj. Begge statsministre havde nemlig brug for at signalere en ruteændring i udlændingepolitikken. Mens Poul Nyrup var desperat for at vise sig som en strammer, har Anders Fogh brug for at præsentere sit allermest menneskevenlige ansigt og overbevise alle om, at udlændingepolitikken er fast, men fair.
Poul Nyrup Rasmussen skulle bringe interne kritikere i regeringspartierne til ro, ikke mindst de socialdemokratiske borgmestre, der ustandseligt brokkede sig over problemer med boligfordeling af nye udlændinge. Det lykkedes ikke, og først da regeringsmagten skiftede i 2001 og der blev sat en effektiv stopper for tilgangen af flygtninge og familiesammenførte, kom der ro på. Men ro det ene sted, avler uro det andet, og i dag synes flere og flere, at den danske udlændingepolitik er blevet for stram.
Situationen i 2007 svarer til situationen i 1997, blot med modsat fortegn. Birthe Rønn Hornbech skal i dag udnytte et lille råderum i udlændingepolitikken til at finde nogle løsninger, som gør Venstres egne vælgere tilfredse. Og så skal hun – med hele sin personlighed, popularitet og integritet, der som bekendt går på tværs af partiskel og vælgerobservans – ikke mindst slå en tone an i den offentlige debat, hvor regeringen klogelig nok er ude på at tilbyde et alternativ til Dansk Folkepartis nationalchauvinisme.
Men som Poul Nyrups udnævnelse af Thorkild Simonsen, sker Anders Fogh Rasmussens udnævnelse af Birthe Rønn Hornbech med gustent overlæg. Ved at knytte magtfulde og karismatiske partifæller helt tæt til toppen, sikrer statsministrene sig nemlig, at det er slut med enegang, særstandpunkter og evindelig kritik. Nyrup fik Simonsen på sin side, og selvom det politisk set mislykkedes at opnå de forventede resultater, så er der ingen tvivl om, at han fik flettet næbet på en kritiker, der nu pludselig var blevet forfremmet til håndgangen mand.
At flette næbet på Birthe Rønn Hornbech kan ikke lade sig gøre. Men når hun siger, at hun ikke ændrer sig bare fordi hun indtræder i regeringen, er der tale om ren og skær ønsketænkning. Naturligvis ændrer hun sig, og i værste fald betyder udnævnelsen ikke at vi får en bedre minister, men at vi mister en vigtig stemme i folketinget og debatten.
På bundlinien er Birthe Rønn Hornbech og Dansk Folkeparti henrivende enige om, at der skal komme så få nye flygtninge hertil som muligt, men spørgsmålet er om de også kan enes om at lempe lidt, og hvis de kan, om det så bliver til andet end lidt vinduespynt på politikken. Den helt store anstødssten ses derfor ikke i skikkelse af de afviste asylsøgere. Dem skal de nok komme overnes om at skabe visse vilkårsforbedringer for. Nej, det helt store stridsemne opstod med lammende forudsigelighed i den seneste version af Den Store Nationale Tørklædedebat. Hvis Enhedslistens Asmaa skulle komme i folketinget som afløser i Birthe Rønn Hornbechs ministertid, vil hendes dyst med Dansk Folkeparti komme til at slå gnister, for integrationsministeren, som også er kirkeminister, mener at Pia, Præsterne & Co. underlægger sig selv en slags ”omvendt lovreligion”. Uenigheden stikker altså betydeligt dybere end sidste uges morsomme skænderi.
Ministeren er nu ikke bare på kant med Dansk Folkeparti, men også med Ayaan Hirsi Ali, den somalisk-hollandske islamkritiker, der besøgte Danmark samme uge som Birthe Rønn Hornbech blev minister. Ayaan Hirsi Ali er om nogen modstander af tørklæderne, og hun siger nøjagtig det samme som Pia Kjærsgaard, blot med større indsigt og elegance. Nu er det raffinerede jo, at netop Ayaan Hirsi Ali er de liberales yndling og bl.a. modtager af Venstres Frihedspris, og at Danmarks nye faste og fair frisindsminister dermed er spændt ud i en vanskelig situation mellem Asmaa og Ayaan – det sætter det liberale frisind og den borgerlige kulturkonservatisme på en hård prøve, og Pia Kjærsgaard vil prøve at kapitalisere på Venstres værdipolitiske dilemma ved at sætte regeringen lus i skindpelsen.
Kan det borgerlige ombud, som den retsindige Birthe Rønn Hornbech har påtaget sig, virkelig betyde at Venstre går en vej som ikke er parallel med Dansk Folkepartis? Eller har hun sagt ja til at gøre det nødvendige for at skabe ro i gemakkerne, hvilket kun vil betyde minimale ændringer i substansen, men måske nye, interessante boller på suppen i debatten om udlændingenes levevis?