Anmeldelse i Weekendavisen den 5. januar 2007.
Tids- og stridsskrift. På vej mod et imponerende jubilæum breder KRITIK sig fortsat flot fra sit litterære centrum til verdenspolitikken.
Tankens magt, magtens tanke
KRITIK – det kloge tidsskrift – går nu ind i sin 40. årgang og er i fremragende form. Jeg har tit haft en irriterende utilstrækkelighedsfølelse, når jeg har ramt panden mod en mur af akademiske og hyperintellektuelle ordbjerge, og dette nummer er ingen undtagelse. For eksempel føler jeg mig ikke specielt godt betjent af Hans Siggaard Jensens indforståede og beskøjttørre introduktion til Tankens magt, det idéhistoriske trebindsværk som netop er udkommet, og som artiklens forfatter har arbejdet på i ti år sammen med to medredaktører, Ole Knudsen og vor egen Frederik Stjernfelt, (der såmænd også er redaktør af KRITIK). Kunne man virkelig ikke give en mere begejstret og bedre formidlet indføring til storværket om vestens idéhistorie?
Til gengæld er de politiske og litterære bidrag i nr. 181 valgt med udsøgt fornemmelse for det interessante, det relevante og det aktuelle, alt sammen forenet i Hans Hauges åbningstekst om Lyrik & politik. Jeg tror nok at jeg har skrevet det før, sandsynligvis da jeg for nogle år siden anmeldte hans essaysamling Post-Danmark (som noget kontroversielt scores Brandes-prisen), men jeg gentager det her: At læse Hans Hauge er som at fange sæbe i et badekar, smut! Det ene øjeblik har man ham, det næste er han væk. Den ene betragtning nikker man til, den næste ryster man på hovedet over. Så er man enig, så er man uenig – og hvad kan man egentlig mere bede om?
Den politiske biografi er emnet for et interessant tema. Signe Lindskov Hansen lægger ud med en belæst analyse af de markant mange bøger af og om politikere, som har ramt markedet de senere år. Enten er bøgerne dårlige stedfortrædere for velorienteret og seriøs journalistik, eller så er de en udvidelse og fornyelse af den eksisterende politiske debat, fordi flere læsere (og vælgere) vil finde det mere interessant at læse en biografi, end at følge mediernes dækning af et finanslovsforslag eller en EU-afstemning, siger hun. Ærgerligt, at Signe Lindskov Hansen ikke har haft mulighed for at tage de to nye radikale bidrag med i sin analyse: Samtalebogen med Marianne Jelved og den journalistiske biografi om Klaus Bondam og hans meritter.
Erik Albæk har som professor i statskundskab den politologiske indfaldsvinkel. Og han tager det pænt. Han mener meget elegant, at det ikke er nogen umulig tanke, at verdenshistorien har været fyldt med undværlige mænd, men at den faghistoriske biografi i bedste fald både er interessant forskning og god forskningsformidling. At de fleste biografier ikke lever op til de faghistoriske krav, gør dem ikke til mindre interessante bøger, tværtimod, medgiver Erik Albæk, der alligevel afsiger en umisforståelig værdidom ved at placere biografien i en treklang med tabloidpressen og den kulørte presse. Og så et herligt svirp til en politiker, der (mig bekendt) endnu har til gode at få skrevet sin biografi: ”Om de historikere, der formår at fortælle gode historier – og som forlagene jævnligt kontakter i forsøget på at få flere biografier på markedet – kan man rettelig sige, at de efterlever den nuværende videnskabsministers ønske om gennem et tæt samarbejde med det private erhvervsliv, i dette tilfælde forlagsbranchen, at gå direkte ’fra forskning til faktura’.”
Bo Lidegaard, dr. phil., bestsellerforfatter til bl.a. biografien om Jens Otto Krag, og rådgiver for den nuværende statsminister, følger temaet op i KRITIK 182, hvor han skriver om ”historieforskningen og kampen om eftermælet”. Jeg citerer konklusionen fra den erfarne embedsmand, forsker og forfatter: ”Jo længere tid historikerne har brugt på at udrede fortidige aktørers bestræbelser for at skrive deres egen historie, hvor æren tilfalder dem, des mere opmærksom bliver han på nutidige personers mere eller mindre diskrete forsøg på at gøre noget tilsvarende – og på den politiske kraft, der udgår fra bestræbelserne på at iscenesætte fremtidens historieskrivning – om os.”
I en god blok om kultur og politik, får vi i nr. 181 en velanbragt artikel om Krigen mod terror og Pax Americana fra den hyppige KRITIK-skribent, forskningsprofessor Ola Tunander fra det uafhængige fredsforskningsinstitut PRIO i Oslo. Han skriver bl.a. om den unipolære magtstruktur, som defineres af den amerikanske militærmagt og ”efterretningshegemoni”, og han konkluderer, at nutidens terrorisme har to væsentlige årsager: de muslimske protester mod amerikansk militær tilstedeværelse og amerikanernes interesse i at erstatte den multipolære verdensorden med en militariseret Pax Americana, altså fred på amerikanernes betingelser.
Ola Tunander mener, at der ikke er nogen former for ”seriøs terror” (her burde oversættelsen nok have erstattet ’seriøs’ med ’betydningsfuld’), der er uafhængig af spillet i efterretningstjenesterne, som kender til alle potentielle risici og oven i købet beskytter eller fremmer terroristerne, fordi det kan være i tjenesternes og staternes interesse, bl.a. fordi terrorisme kan bruges som et påskud for krig. Lyder det bekendt? Ola Tunander vil nok få at vide, at der ikke er noget at komme efter, og svagheden i hans analyse er da også, at han nemt kan stemples som konspirationsteoretiker. For balancens skyld serverer KRITIK 182 da også Peter J. Katzensteins og Robert O. Keohanes omfattende analyse af tidens anti-amerikanismer, der i alle dens former og afarter er en afspejling af den flertydighed, som det amerikanske samfund selv består af, for som forfatterne skriver, er der altid noget at kritisere USA for – fra porno til protestantisme.
Og apropos: Med vanlig sans for tidens temaer, disker nr. 182 op med en kritisk blok om religionens betydning for kultur og samfund – naturligvis i perspektiv af Muhammed-krisen og debatten om ytringsfrihed, blasfemi, religionsneutralitet og sekularisme.
Redaktørernes leder er en lille perle, der gør op med læresætningen om at oplysning skyldes den kristne kultur. Ganske vist har kristendommen en rolle at spille i skellet mellem stat og kirke og Luthers skel mellem de to regimenter, men der er elementer af oplysningsidealerne der går tilbage til førkristne tider, bl.a. græsk filosofi og romerretten. Lederen slår fast, at mange forbinder kristendom og oplysning, fordi man på den måde kan snige sig uden om korstog, inkvisition, heksebål og religionskrige – men det er et trick: ”For det er jo netop først de seneste to århundreders kristendom – efter at kristendommen er blevet grundigt spanket med bibelkritik, ytringsfrihed, oplysning og demokrati – der er blevet mild og god og veldresseret,” skriver redaktørerne, der tværtimod mener, at det er oplysningen og anerkendelsen af dens universelle gyldighed, der overhovedet har gjort vor tids kristendom omgængelig. Ikke omvendt.
Jo, KRITIK er både hjemsted for kloge ord til tiden om tankens magt og magtens tanke. Og på den måde har det snart 40-årige tids- og stridsskrift endnu engang levet vellykket op til egne forventninger og forpligtelser, for som det hedder i programerklæringen på magasinets spinkle hjemmeside: ”Fra sit litterære centrum breder KRITIK sig til de øvrige kunstarter og til filosofien, psykologien, sociologien, politikken, matematikken, spionagen og svineslagtningen. Den dybtgående kulturdebat trives bedst i et tværfagligt klima, hvor den enkelte fagtradition kan frigøre sig fra indforstået terminologi og diskutere sine indsigter med andre.”
Det er gode tider for den kritiske, redaktionelle og intellektuelle mangfoldighed.
KRITIK nr. 181 og KRITIK nr. 182, 39. årgang. Redigeret af Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard. Pr. nummer: 136 sider, illustreret. Løssalg: Kr. 150. Gyldendal.